Herregud, formiddagsbladene går jo i forvejen til kanten. Så de fortjener et rap over fingrene, og det har ikke betydning for de øvrige medier og journalister på Christiansborg – det har blandt andet den øverste chef for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, udtalt flere gange om sagen.

DJ var fra starten ude med synspunktet, at straffen over for de to var for hård i forhold til forseelsen; omvendt noterede vi, at formanden for Folketingets Presseloge, Henning Olsson, var enig med Folketingets præsidium i udmålingen.

Så for rigtig mange interessenter og aktører synes det vanskeligt at finde en fælles holdning til sagen. Og det er faktisk ærgerligt.
Folkestyret i Danmark er blandt andet kendetegnet ved stor åbenhed. Godt nok er der i de senere år truffet nogle forholdsregler, så man ikke længere bare kan gå direkte ind fra gaden. Restriktionerne betyder adgangs-tjek af identitet – men for vore medlemmer, der viser pressekort, er det fortsat relativt enkelt at komme ind på ’Borgen’.

Og er man først inde, er der ganske frie rammer. Muligheden for at gå rundt om et hjørne og støde ind i den ene minister eller den anden partileder er til stede på samme vis, som den var for denne signatur ved første besøg i 1992 på Christiansborg. Men for Christiansborg-journalisterne er åbenheden yderligere iøjnefaldende, for de har kontor og redaktion i huset. Den beslutning er truffet af præsidiet, og det ligger fuldstændigt fast, at det også er her, en ændring af denne praksis kan besluttes. Man kunne notere, at enkelte politikere luftede tanker om at fjerne muligheden i forlængelse af debatten om de to journalisters ageren.

Og det fik så chefredaktører til at tale om, at der er en magtkamp i gang mellem Christiansborg og pressen. Sagen om Ekstra Bladets journalister blev dermed udlagt som et trin op på en konflikttrappe, der også rummer trin som den kommende offentlighedslov, antallet af kommunikationsansatte i partier og på regeringskontorer og i øvrigt de skærpede adgangsforhold på Borgen. Blandt andet.

Det er efter min bedste vurdering et forkert take på debatten. Pressen må ikke opfatte sig selv som værende i en magtkamp med politikerne. Pressen skal være en sten i ministerskoen eller en irriterende klemlus på neglen af den finger, der holder om en fyldepen på vej til underskrivelse af en ny lov. Men pressens opgave kan ikke være at blive en del af et magtspil, for på den måde sidestiller pressens repræsentanter sig med de lovgivere, de skal kontrollere. I stedet bør debatten bygge på en dialog. Mellem DJ og Folketingets Presseloge, mellem repræsentanter for medierne og præsidiet – så adgangen til og tilstedeværelsen på Christiansborg kan blive forståelig og regulerbar.

Til enhver tid kan præsidiet vælge at ’smide pressen ud’ af Christiansborg. Hvis det sker, skal sanktionen blot være forståelig for alle, og det var problemet i den konkrete sag.
Til enhver tid kan præsidiet beslutte, at redaktioner og medier ikke længere kan have kontorer på Christiansborg. Det kan der være gode eller mindre gode argumenter for. Men de kommer ikke frem som et led i et våbenkapløb eller en magtkamp.

De gode argumenter høres og forstås kun gennem dialog.