search

Aflytnings-kronologi

11. august kunne man i Jyllands-Posten læse, at der angiveligt cirkulerer en dødsliste i de islamiske miljøer i Danmark. To uger senere kom det frem, at journalisten er blevet aflyttet af politiet. Magtmisbrug, siger en enig presse.

Intifada i Danmark – sådan indleder Jyllands-Posten (JP) den 11. august 2002 den ene af to artikler, der handler om trusler mod det jødisk mosaiske samfund i Danmark. Artiklerne er skrevet af Stig Matthiesen, kontraktansat freelancer på JP.

Stig Matthiesen er gennem sin research kommet i besiddelse af en såkaldt dødsliste, som angiveligt er i omløb i islamiske miljøer. På listen er der navne på kendte danske jøder. I starten af august faxer JP dødslisten til politiet, dog uden at afsløre kilden.

Men politiet vil have adgang til Stig Matthiesens kilde. Derfor bliver han den 15. august indkaldt til afhøring i Århus, hvor han bliver afhørt i fem timer. Den 26. august bliver han bedt om at stille til retsmøde i Københavns Byret.

I byretten bliver han konfronteret med båndoptagelser af telefonsamtaler foretaget fra hans private telefon i perioden den 9.-16. august 2002. Politiet har blandt andet aflyttet samtaler mellem Stig Matthiesen og redaktionen på JP og samtaler med hans kilder.

Under mødet i byretten kommer det samtidig frem, at hans mobil er blevet sporet, det vil sige, at politiet har kunnet følge hans færden rundt mellem kilderne.

Retsmødet i Københavns Byret ender med, at Stig Matthiesen og JP bliver pålagt at afsløre, hvor de har dødslisten fra. Det betyder, at Stig Matthiesen og JP i dette tilfælde ikke er beskyttet af Retsplejelovens bestemmelse om vidnefritagelse. Samarbejder han ikke, risikerer han fængsel eller dagbøder. JP har kæret dommen til Østre Landsret.

 

Provokation
Telefonaflytning af JPs journalist og kravet om ophævning af kildebeskyttelse virker som en rød klud på den samlede danske presse.

Den 27. august, dagen efter retsmødet, bliver historien sat stort op på forsiden af JP ved siden af lederen, som i dagens anledning er flyttet om på forsiden.

"Det er utilstedeligt, at politiet tillader sig at aflytte vore telefoner," står der blandt andet i lederen.

De følgende dage kører historien gennem medierne, både i Danmark og i udlandet. Retsplejelovens §172 om kildebeskyttelse bliver optrykt i næsten alle de landsdækkende aviser.

Stort set alle presseforskere og eksperter udtaler sig om journalisternes rettigheder:

"Hvis politiet fastholder, at journalisten skal rykke ud med sine kilder, så er det ikke sikkert, at han en anden gang har lyst til at arbejde med den slags historier," siger Jørn Vestergaard, lektor i strafferet til JP den 29/8.
Politidirektør, Hanne Bech Hansen, vil ikke sige noget:

"Rent undtagelsesvist vil jeg gerne sige: Vi udtaler os ikke i denne her sag," siger hun til Berlingske Tidende den 29/8.

 

Ingen kommentarer
Pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen, ønsker heller ikke at kommentere sagen.

Til gengæld siger justitsminister, Lene Espersen, til JP den 29/8:

"Journalisters ret til at beskytte deres kilder er selvsagt et centralt element i beskyttelsen af den frie presse. Men når vi taler om efterforskning af lovovertrædelser, er det klart, at dette princip må holdes op mod et andet grundlæggende hensyn, nemlig hensynet til, at alvorlige forbrydelser kan opklares."

Lene Espersen afviser samtidig, at terror-pakken på nogen måde har indflydelse på den konkrete sag.

 

Dødslisterne overvurderet
JP vælger den 3. september at bringe avisens kæreskrift til Østre Landsret.

Heri skriver advokaten, at Stig Matthiesen ikke er sikker på kildens troværdighed og derfor har nedtonet udtalelsen om dødslisterne i artiklen. Advokaten skriver blandt andet:

"Som kærede forklarede i byretten; betragtede han rygtet som dansk- og arabisk retorik og tomme trusler."

Herefter tager debatten en drejning. Den 4. september bringer dagbladet Information et læserbrev af tidligere JP-journalist og lektor ved journalistuddannelsen på RUC Simon Andersen. Heri kritiserer han Stig Matthiesens måde at bedrive journalistik på. Et læserbrev, som JP i øvrigt ikke ønskede at bringe. Simon Andersen skriver blandt andet: "Politiet begik simpelthen den fejl at tage Jyllands-Posten – og journalist Stig Matthiesen – alvorlig. Politiet troede på, at dét, der stod i Jyllands-Posten var rigtigt – og reagerede derefter."

Også Information kritiserer i lederen den 5. september, at JP bringer Stig Matthiesens artikel, idet den bygger på informationer, som skribenten selv tvivler på er rigtige.

Stig Matthiesen selv udtaler sig ikke i pressen. Han afslår at give interviews, også da JOURNALISTEN ringer til ham. Han oplyser, at han bliver kimet ned af både den udenlandske og den danske presse. Stig Matthiesen og JP venter nu på afgørelsen i Østre Landsret. l

 

AFLYTNING
Politiet har mulighed for at lave almindelig telefonaflytning og rum-aflytning. Samtidig kan det indhente oplysninger om, hvilke numre der er blevet ringet til fra en bestemt telefon samt anmode om brevåbning og brevstandsning.

Men det kan politiet ikke gøre uden en særdeles god grund. Aflytningen skal være af afgørende betydning for efterforskningen. Samtidig skal det dreje sig om forbrydelser, der kan straffes med op til fire års fængsel, eller kan være til skade for staten.

Politiet kan ikke aflytte nogen, før de har rettens kendelse. Kun i de tilfælde, hvor der er tale om en akut situation. I så fald skal det for retten inden 24 timer. (Retsplejelovens §71)

 

KILDEBESKYTTELSE
I Retsplejeloven er der særlige regler for kildebeskyttelse. Disse fritager journalister fra vidnepligt, udlevering af materiale, ransagning og beslaglæggelse. Desuden giver det journalisterne ret til at skjule en kildes identitet.

Kildebeskyttelsen kan dog i enkelte tilfælde tilsidesættes, men kun hvis det drejer sig om oplysninger, som har afgørende betydning for efterforskningen, og denne er vigtigere end hensynet til beskyttelsen af kildens identitet, samt hvis det drejer sig om alvorlige forbrydelser med en straframme på fire års fængsel eller derover.

Det er ikke muligt at tilsidesætte reglen om kildebeskyttelse, hvis forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning. (Retsplejelovens §172)

 

TIDLIGERE EKSEMPLER
Der har gennem de senere år været flere eksempler på, at politiet vil have fingrene i journalisternes kilder.

Den seneste sag omhandlede to Nordisk-Film journalister, Jacob Billing og Henrik Grunnet. Journalisterne stod bag dokumentarudsendelsen på TV2 "De pædofile danskere".

Højesteret dømte i august i år de to journalister til at udlevere et bånd med en kilde optaget med skjult kamera. Fordi journalisterne først efter optagelserne har givet kilden tilsagn om anonymitet. Højesteret mener derfor, at han ikke var tilsikret anonymitet, og at journalisterne er dømt til at udlevere hans identitet.

DR-journalisten Birgit Rostrup fik i begyndelsen af april i år medhold fra Landsretten i, at hun ikke skulle vidne i en straffesag mod det tidligere konservative amtsrådsmedlem, Per Larsen. Han stod tiltalt for at have brudt sin tavshedspligt og lækket fortrolige oplysninger til Birgit Rostrup.

Vestre Landsret afgjorde, at Birgit Rostrup havde afdækket forhold af samfundsmæssig betydning og derfor ikke havde pligt til at afsløre sine kilder. De papirer, Birgit Rostrup var kommet i besiddelse af, viste, at det i nogle tilfælde koster op mod tre millioner kroner at anbringe meget hårde unge kriminelle.

Autonome og indvandrere hærgede i 1999 på Nørrebro i København. Politiet tøvede med at rykke ind, men det gjorde journalister og fotografer til gengæld ikke. I 2000 afviste Landsretten, at en række dagblade og tv-stationer skulle udlevere billedmateriale til politiet. Begrundelse: Det ville betyde, at pressens mulighed for at bringe uafhængig information ville være truet, fordi pressen ville blive betragtet som politiets forlængede arm.

Læs også: Vi er på kanten, Rædselsfuld journalistik, Ren enkildehistorie og Politiaflytning

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen