Aflyst dokumentar i æteren torsdag

En stærkt omdiskuteret udgave af Operation X blev taget af programmet i februar, da en af de medvirkende døde, inden det blev sendt. Få kritikken af programmet og TV 2’s grund til, at de sender det torsdag alligevel

Operation X: ”Omsorg med piller og klarsyn” har allerede nu vakt stærke følelser og hård kritik ,selv om det først torsdag toner frem på tv-skærmene.

Det fortæller Karina Frederiksen, der er sekretariatsleder på bostedet Startskuddet, som står i centrum for udsendelsen.

»Det har givet rigtig, rigtig store dønninger. Både i medarbejdergruppen og især også i ungegruppen,« siger Karina Frederiksen til Journalisten om det forløb, som programmet har ført med sig.

I programmet problematiserer Operation X bostedets behandlingspraksis: For eksempel overmedicinering og inddragelse af clairvoyance.

Oprindeligt skulle programmet have været sendt langt tidligere, men det blev midlertidigt aflyst, da en central medvirkende døde efter længere tids sygdom. Aflysningen skyldes hensynet til de efterladte, fortæller Lasse Bjerre, dokumentarredaktør i TV 2.

»Vi har hele tiden ment, at det var en relevant og væsentlig historie at bringe frem, og det, der så er sket i mellemtiden, det er, at vi har fået yderligere henvendelser og yderligere dokumentation til programmet. Og det har jo kun gjort programmet endnu bredere og endnu stærkere,« siger Lasse Bjerre til Journalisten.

 Men hvad så med de etiske hensyn?

»Det, der også er, i denne version, som vi sender nu, det er, at den pågældende, som afgik ved døden efter længere tids sygdom, er totalt anonymiseret,« siger Lasse Bjerre.

 

Skæg og blå briller

Startskuddet har under hele forløbet været stærkt kritisk over for de negative påstande, som Operation X vil fremlægge i udsendelsen, og Startskuddet har både udsendt pressemeddelelser og dedikeret en underside på deres site for at tilbagevise beskyldningerne.

Bostedet retter blandt andet skytset mod Operation X's arbejdsmetoder og anklager journalisterne for manglende pli.

»Der er unge, der er blevet ringet op af journalister fra Operation X, som ikke har haft noget som helst med det her at gøre, andet end at de bliver ringet op og udspurgt i forhold til medicin, og om de bliver vejet, før de får medicin, og hvor de bor,« siger Karina Frederiksen.

Det er for galt, mener hun.

»Bare det at de har den frækhed, at de ringer vores unge op, uden at de selv har opsøgt dem, det er simpelthen så grotesk, når man har med så sårbare unge at gøre,« siger Karina Frederiksen.

Men den køber man ikke hos TV 2.

»Operation X har vendt tilbage til dem, der selv har henvendt sig i forbindelse med denne her sag. Vi har også hørt udsagn fra Startskuddet om, at vi har belejret stedet. Som om journalisterne har ligget med skæg og blå briller i buskene udenfor. Det passer ikke,« siger Lasse Bjerre.

Han fortæller, at der er personer, der har henvendt sig, efter at sagen fik medieomtale, og at redaktionen har kontaktet dem. Samtidig understreger han, at han mener, at der har været tale om en helt almindelig journalistisk researchproces.

 

Tilbød penge til kilder

På Startskuddet mener Karina Frederiksen dog, at Operation X har endnu mere at stå på mål for.

»En del af vores unge er faktisk også blevet tilbudt penge for at deltage,« siger Karina Frederiksen.

Hun giver et konkret forløb som eksempel:

»Den ene af vores unge bliver ringet op og ved ikke helt, hvad der foregår, og så bliver vedkommende tilbudt at blive sat i en taxa og kørt ud til dem og desuden at få penge for at komme,« siger Karina Frederiksen.

Det udløser en blank afvisning i TV 2.

Der skulle være nogle unge fra stedet, som er blevet tilbudt en betalt taxa og penge for at medvirke?

»Ja, det er en påstand, som jeg har hørt. Det kan jeg totalt afvise. Det er helt uforeneligt med de retningslinjer, som ligger til grund for det arbejde, som operation X foretager,« siger Lasse Bjerre.

Han afviser i samme ombæring Startskuddets kritik af, at Operation X har brugt to tidligere medarbejdere som kilder, selv om de angiveligt har et horn i siden på institutionen – den ene har angiveligt et retsligt mellemværende med Startskuddet.

Heller ikke her er der bid ifølge Lasse Bjerre.

»Vi har selvfølgelig foretaget den kildekritik, der er nødvendig i denne her slags sager, og vi har en lang række kilder ud over de to, som medvirker. Der er faktisk 11 kilder, som uafhængigt af hinanden bekræfter de her kritiske forhold, som redaktionen har fået henvendelse om, og som satte hele historien i gang. De kilder dækker en periode på Startskuddet på omkring 10 år. Så vores dokumentation og vores kildegrundlag er meget solidt,« siger Lasse Bjerre.

 

Operation X: Omsorg med piller og klarsyn sendes på torsdag kl. 20.00 på TV 2.

0 Kommentarer