Medieåret 2008: I dag klikker brugerne sig måske ind på både Facebook.com, Linkedin.com og Myspace for at opdatere deres profil. Fremover vil det sandsynligvis kun være nødvendigt at gå ind et enkelt sted for at sende og modtage informationer om sit netværk.
Det fortæller Lisbeth Klastrup, der er lektor ved IT – Universitetet.
»Det tager lang tid at komme hele vejen rundt på alle siderne. I stedet for en traditionel netværkshjemmeside vil vi få hjemmesider, hvor du bliver opdateret om, hvad der sker på alle hjemmesiderne,« siger Lisbeth Klastrup.
Hun nævner 'Googles Open Social' initiativ, hvor Google er ved at udvikle en side, hvor man kan følge med i alt, hvad der sker i ens netværk, uanset hvilken side det foregår på. Yahoo annoncerede tilsvarende for få dage siden, at de er i gang med at udvikle et lignende projekt, hvor man kun behøver at gå ind på en side for at pleje sine netværk.
»Min opfattelse er, at folk i høj grad genetablerer de samme netværk på forskellige sociale netværkstjenester. Når man har nået et vist maksimalt antal personer, skifter man tjeneste. På et tidspunkt bliver folk måske trætte af hele tiden at genetablere deres netværk. Fremover vil man i stedet for at være på en netværksside abonnere på en slags feeds direkte fra sine venner,« siger Lisbeth Klastrup.
Og det sted, man vælger at modtage sine nyheder, kan både være på ens mobiltelefon, på ens hjemmeside eller på Facebook, alt afhængig af hvad man foretrækker. Der vil nemlig også komme nye applikationer, som gør det muligt at samle informationerne om ens netværk på det medie, man som bruger foretrækker.
Samtidig med at informationerne om ens netværk fremover vil blive samlet et sted, vil vi også se en tendens til flere specialiserede netværk. Der er for eksempel allerede kommet en social netværksside til hundevenner.
»Selvfølgelig kommer der også specialiserede hjemmesider, hvor informationerne ikke bliver delt med de andre sider. Dating.dk bliver også mere og mere udviklet som social hjemmeside. Hvis man har oprettet en ny profil som single, selv om man er gift, er det ikke sikkert, at man vil have, at ens venner skal vide det,« siger Lisbeth Klastrup.
Listen over sociale netværkssider er lang. Her er et lille udpluk af de mange sider:
Hi5.com
Orkut.com
Linkedin.dom
Facebook.com
Myspace.com
Plaxo.com
Adroll.com
Flickr.com
Multiply.com
Wango.com
Doggysnaps.com
Twitter.com
Læs også de øvrige artikler i Journalisten.dk's serie 'Medieåret 2008'.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Organisationen http://dataportability.org/ arbejder på at skabe standarder for personlige data, ligesom der er standarder for e-mail og alt muligt andet.
Det betyder, at man kan flytte sine personlige data og kontakter mellem forskellige sociale medier eller kun have data et sted og så bruge dem i alle medier, der understøtter standarderne.
Båge Google og Facebook fik i sidste uge repræsentanter i organisationen efter en del ballade med en prominent blogger. Læs mere om det her:
http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/facebook-er-til-sjov-ikke-business/