search

Afhopperen

I ni år var Michael Larsen filmjournalist på B.T. Så sprang han fra faget for at blive fuldtidsforfatter - nu skriver han inter-nationale bestsellere. Han føler, at journalister betragter ham som forræder, fordi han forlod journalistikken.

I ni år var Michael Larsen filmjournalist på B.T. Så sprang han fra faget for at blive fuldtidsforfatter – nu skriver han inter-nationale bestsellere. Han føler, at journalister betragter ham som forræder, fordi han forlod journalistikken.

Man har sine klichéer – eller fordomme, om man vil. En thrillerforfatter er hårdkogt. Især hvis han skriver internationale bestsellere. En journalist har også ry for at være sej. Og de, der arbejder på formiddagsbladene, er de allersejeste.
Men Michael Larsen virker mest af alt sød. Og følsom. Selv om han både har arbejdet i næsten ti år på B.T. og fået udgivet tre bøger, blandt andet de to internationale thrillere Uden Sikker Viden og Slangen i Sydney.
Skismaet mellem Michael Larsens hårdkogte og følsomme sider kommer for tiden mest direkte til udtryk i hans indlæg i Weekendavisens genoptagne debat om de danske boganmeldere. Men B.T.-journalist Susanne Johansen, der har overtaget Michael Larsens stofområde, fortæller at det altid har været der:
»Dengang han arbejdede her, tog han altid sin boxerhund, Nikita, med på arbejde, fordi den ikke kunne lide at være alene hjemme. Og den er et meget godt billede på ham: Selvom den ser farlig ud, er den sød og rar og ganske harmløs. På samme måde er Michael. Han var sympatisk og hyggelig at arbejde sammen med. Men han ville gerne fremstå som hårdkogt.«
For to år siden brød Michael Larsen med sit gamle liv i København og det faste job som filmmedarbejder på B.T. for at flytte på landet og blive fulltime forfatter. På det tidspunkt havde han allerede fået udgivet to bøger: Den såkaldte stand-up roman Med Livet i Hælene samt gennembrudsromanen Uden Sikker Viden, der er blevet solgt til udgivelse i England, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Holland, Italien, Letland, Norge, Spanien, Sverige og USA.
»Da jeg holdt op var det stadigvæk usikkert, om den kunne bære hjem. Men det var blevet et irritationsmoment ved mig selv, at jeg syntes, jeg spillede med for sikre kort. Jeg blev træt af at lave mine bøger ved siden af mit arbejde og tænkte, at det er for cocoon-agtigt, nu skal der satses noget. Jeg ville ud og mærke … det er jo et forkælet samfund, risikoen er ingenting, men på det tidspunkt var der rimelig stor arbejdsløshed, så det var med bevidstheden om, at det godt kunne gå galt. Og det var fedt trods alt at mobilisere det mod,« siger Michael Larsen.
»Når du begynder at køre træt og virkelig skal hive med neglene i skrivebordet for at komme op og tage telefonen og skrive dine artikler, så føles springet ikke så stort. For du er simpelthen kun som en automat, der laver dine ting. Mentalt har du været væk længe.«
Michael Larsen har altid villet være forfatter, men udsigten til et liv på bistandshjælp og det »sunde borgerlige« familie-baglands forventninger om en sikker uddannelse, førte ham til Journalisthøjskolen som 19-årig. Efter endt uddannelse blev han fastansat på sin praktikplads, B.T., og efter et år som kulegraver fik han tilbudt jobbet som filmmedarbejder.
»Det startede med at være fascinerende. Jeg var meget ung, og det var et nyt stofområde, så der var virkelig meget at indhente – alle de instruktører jeg aldrig havde hørt om og så videre. Samtidig skrev jeg hele tiden på min bog og vidste at det var det, jeg ville.«
»Men hen ad vejen bliver du mere og mere træt af dit job, selv om det er så privilegeret, og man møder alle mulige stjerner. Man kan ikke sige det til folk, for så synes de, at man er arrogant, men hvis man ser på en dag, styk for styk, så tager du en taxa fra B.T. til lufthavnen, så tager du en flyver til London, så tager du en taxa til det hotel, hvor du skal lave interviewet, og så tager du en taxa tilbage til lufthavnen og flyver til København, hvor du tager en taxa til B.T. og afleverer din artikel. Din dag er transport og ikke en skid andet. Og det kører dig flad til sidst.«

Hul i lakken
Tidligere kolleger beskriver Michael Larsen som en dygtig og meget engageret journalist, der blev ved med at udfordre sig selv ved at begive sig i lag med mere kontroversielle historier, som da han på et tidspunkt søgte aktindsigt i Filminstituttets støtte til Jørgen Leth. Men på et tidspunkt begyndte det at gå op for ham, at han også var en del af en business, hvis hovedformål er at sælge billetter:
»Jeg kan huske, at jeg var i London og lave et interview med Andie Macdowell, og min udmærkede kollega Ebbe Iversen fra Berlingske Tidende var også derovre. Jeg laver så mit interview og synes selv, at det går rigtig godt, meget personligt og alt det der. Men så læser jeg Ebbes, og det er næsten ordret identisk med det, jeg har lavet. Og så føler man sig åndssvag.«
»Det er kommet frem, at alle de pressemøder, Bill Clinton holder, er indøvede i forvejen. Journalister, der er ansat i Det Hvide Hus, sidder og bombarderer ham med alle de spørgsmål, han kan tænkes at få. Og det er det samme med filmstjernerne – de bliver coachet på nøjagtig samme måde. Det er derfor, amerikanerne er så skidegode, de er hamrende pragmatiske og velforberedte i forhold til europæernes det-går-nok-holdning, der er mere charmerende. Men det andet er jo noget mere effektivt. Omvendt er det dræbende for journalisten, for der er ikke rigtig nogen måde at kradse hul i lakken på. Og så føler du dig på et eller andet tidspunkt som branchens forlængede arm.«
»Jeg har sådan set ikke fine fornemmelser omkring det, for det er servicestof og folk vil gerne læse det. Men personligt bliver det for lidt udfordrende, og det var en af grundene til at jeg stoppede. Men den vigtigste var, at jeg ville skrive.«

Det personlige sprog
Der er langt fra den stringente nyhedstrekants effektive sprog til stilen i Michael Larsens tredie bog, Slangen i Sydney, der udkom i november sidste år og var ventet med spænding som altid, når en stor succes skal følges op.
Bogen er en hæsblæsende actionroman, men tju-bang-handlingen suppleres med mange videnskabelige og filosofiske overvejelser, der skal illustrere heltindens større og større erkendelse af, hvor lidt vi egentlig ved om verden.
»Jeg kan godt mærke, at jeg har skullet bryde nogle grænser i sproget. Man skal være klar til at smide meget af det, man har lært – de stramme hovedsætninger – og få sproget til at blomstre igen. Jeg tilhører den angelsaksiske skole, hvor man skærer og skærer og skærer – det ligger jo også i journalistikken at barbere det ned til et endnu mere komprimeret udtryk, og der handler det altså om at gå den anden vej og give sig selv lov til at fabulere lidt.«
»Men det er også meget befriende at opdage, at man kan finde sit personlige sprog igen. Det kan man sagtens. Vi tror kraftedeme, at vi er så geniale alle sammen, og at der er noget dybt originalt i én, som man skal værne om og beskytte resten af livet ellers kan der komme alt muligt og inficere det her talent – og det er jo virkelig en misforståelse. Du kan aldrig ødelægge det, du kan gøre det bedre. Og det er bedøvende ligegyldigt, hvad du finder på, hvis du har noget i dig, så vil det blive udviklet«, siger Michael Larsen, der til gengæld fik på hattepulden af flere anmeldere, der ikke brød sig om de lange teoretiske udredninger.
Blandt andet mente Berlingske Tidendes Jakob Le-vinsen at »den lange roman er alt for forhippet på dels at være dyb, dels at vise forfatterens tilsyneladende kolossale belæsthed og ditto ordforråd.«
Michael Larsen siger selv, at han er ligeglad med anmeldelserne – at de ikke rører ham følelsesmæssigt. Alligevel skrev han i februar en kommentar i Weekendavisen, hvor han efterlyste en selvransagelse i dagspressen, så man kan højne niveauet i det danske anmelderi og undgå skjulte dagsordner og personlige frustrationer. Og han langede specielt ud efter Jakob Levinsen, fordi han »fem-seks gan-ge både direkte og indirekte i anfald, der minder om tung, uforløst forelskelse eller mild sindssyge, har beskæftiget sig med romanen.«
Siden har de to kombattanter flere gange udvekslet synspunkter og fornærmelser i Weekendavisens spalter, men Jakob Levisen siger til JOURNALISTEN, at hverken han eller standen kan bruge kritikken til noget, fordi den har et lag af paranoia og mest virker som om, Michael Larsen er blevet stødt over at blive anmeldt så hårdt.
Du siger, at anmeldelserne ikke rører dig, men det virker alligevel som om du er blevet såret.
»Nej, det er jeg ikke. Men jeg reagerer, fordi jeg godt vil holde fanen højt et eller andet sted. Der må sgu være nogle værdier, som vi er enige om. Hvordan man opfører sig. Hvordan man anmelder sobert. Jeg kan forholde mig iskoldt til en dårlig anmeldelse, hvis den er sober. Informations anmeldelse var heller ikke for god, men der var slet ikke det der overkørte had, eller hvad det nu var, der osede ud af de andre.«

Én på tuden
Berlingske Tidendes Grand Old Anmelder, Jens Kistrup, har kaldt journalistikken for »det bedste af alle fag«, og måske er det derfor, der bliver set skævt til dem, der hopper af – det bliver indirekte opfattet som en kritik af de tilbageværende.
Michael Larsen mener selv, at der er en sammenhæng. I hvert fald i hans tilfælde.
»Det har været sådan siden Herman Bang – og før det. Jeg tror sagtens, du kan finde nogle uinteressante, underliggende årsager, men som hovedtræk tror jeg, at der er noget med det der forræderi. Det er tilladt for alle andre, men det er ikke tilladt for en journalist. Hvis du har været journalist og fremme med næsen, så skal du også nok få.«
»Jeg var sådan set forberedt på det, da den første bog kom, men når jeg nu er på bog nummer tre, må folk kunne lægge det til side og koncentrere sig om bogen.
Tror du, det er fordi du er gammel journalist, at du får så hårde anmeldelser?
»Nej, ikke som hovedregel, men jeg har fået at vide, at det har haft betydning for visse anmeldere. Også at jeg var journalist, hvor jeg var. Da Uden Sikker Viden kom blev Aktuelts anmeldelse indledt med »B.T.s talerør til de kendte«, og så kørte hele første spalte med, at jeg sad og skrev om filmstjerner.
»Det er useriøst, og min anke lyder: Forhold jer til bogen, og ikke til den person, der har skrevet den. Jeg forstår ikke, at det er så svært. De må for min skyld gerne indlede enhver anmeldelse af mine bøger med, at de kan ikke udstå Michael Larsen. Så ved læserne det.«
»Det er jo et lille land, og den københavnske bladverden er en lille verden, men læserne er jo forudsætningsløse. Folk har ikke en chance for at forstå de personlige relationer, der ligger bag.«
»Jeg kunne godt ønske mig, at folk kendte præmisserne, for så ville diskussionen være mere fair. Jeg tror, at mange er totalt uforberedte på, at de skal være kritiske over for deres avis.«

Medietid og minuttid
En af de mest mærkbare – og samtidig uhåndgribelige – forandringer ved overgangen fra dagbladsjournalist til forfatter er forholdet til tid. Fra daglige deadlines til ensomme holmgange med research og overblik over lange forløb.
»Man får virkelig tiden forærende. Det er den store luksus. Jeg skal selvfølgelig lave en bog til, men jeg behøver ikke fare ud, hvis jeg ikke føler, jeg er klar, eller hvis jeg har lyst til at ordne min have.«
»Når man så samtidig rykker uden for byen – alene det, at himmelen pludselig er fyldt med stjerner. De har jo hele tiden været der, men nu kan du se dem. Alle de ting, som har været en del af mit liv, vender tilbage. I byen er man god til at planlægge at tage i Hareskoven, men man er dårlig til at udføre det. Så går man på cafe i stedet for.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen