search

Afhopper: WikiLeaks er blevet for magtfuld

WikiLeaks prøver at styre informationer og agerer politisk, siger tidligere medarbejder.

WikiLeaks prøver at styre informationer og agerer politisk, siger tidligere medarbejder.

Daniel Domscheit-Berg var tidligere en betroet medarbejder i organisationen WikiLeaks, der har stået bag lækagen af hemmeligtstemplede dokumenter fra krigene i Afghanistan og Irak samt tusinder af amerikanske diplomatiske dokumenter. Domscheit-Berg stoppede sit virke for WikiLeaks i september sidste år, da han mente, at organisationen ikke kunne løfte det ansvar, den havde taget på sig.

»Sådan en organisation bliver meget magtfuld, fordi den har kontrol over hele informationsflowet, fra modtagelsen til udgivelsen. Og WikiLeaks er endt med at agere politisk med den magt,« siger han i et interview med Politiken.

Hovedårsagen til, at Daniel Domscheit-Berg endte med at forlade WikiLeaks, var lederen Julian Assanges egenrådighed. WikiLeaks var blevet et magtfuldt politisk redskab i hænderne på en enkelt mand, der lækkede oplysninger af egoistiske grunde. Derfor kunne organisationen ikke løfte ansvaret for at håndtere de følsomme oplysninger, de fik adgang til.

»Lektien, jeg har lært af WikiLeaks, er, at det må besluttes fra sag til sag, hvad der kan komme frem. Det kan gøres ved eksisterende strukturer. Medierne har igennem årtier lært sig, hvordan man skelner imellem, hvad der kan komme frem. Vi har brug for robuste standarder og strukturer, der kan holdes ansvarlige, hvis noget går galt,« siger Daniel Domscheit-Berg til Politiken.

Daniel Domscheit-Berg deltager i aften i et debatarrangement på Information.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen