Afgørelse om Midtjyske-journalisters fremtid udskudt til tirsdag

Antallet af fyringer skal holdes i bund med frivillige fratrædelser, mener medarbejderne i Midtjyske Medier. De endelige afgørelser kommer tirsdag klokken 10. (Opdateret kl. 15.40)

Antallet af fyringer skal holdes i bund med frivillige fratrædelser, mener medarbejderne i Midtjyske Medier. De endelige afgørelser kommer tirsdag klokken 10. (Opdateret kl. 15.40)»Stemningen er afventende. Folk er meget spændte på, hvordan kabalen skal komme til at gå op. Det gælder både dem, der vil bliver, og også dem, der har meldt ud, at de er klar til at gå frivlligt.«

Sådan er status på Midjyske Medier ifølge fællestillidsmand Per Schultz-Knudsen. Journalisterne må dog væbne sig med tålmodighed, for afgørelsen af fyringerne, der i sidste uge fik medarbejderne til at nedlægge arbejdet torsdag og fredag, er blevet udskudt til i morgen:

 »Der er stadigvæk nogle detaljer, som vi prøver at få prikket lidt på plads, så vi får færrest mulige ufrivillige fyringer,« siger han til journalisten.dk

Planen var ellers, at ledelsen skulle melde ud i dag:

»Jeg havde et møde med chefredaktøren i weekenden. Der aftalte vi at mødes i dag klokken 14, hvor vi officielt vil blive informeret om, hvad der sker,« sagder Per Schultz-Knudsen tidligere i dag til journalisten.dk. Mødet med ledelsen kom i stand efter, at medarbejderne lørdag genoptog arbejdet for at sætte skub i forhandlingerne, som de ansatte håber på kan holde antallet af ufrivillige fyringer i bund.

»Det der er i gang lige nu er, at ledelsen er i gang med at se på nogle ønsker om frivillige fratrædelser. Hvis de tager imod dem, så kan vi i heldigste fald begrænse antallet af fyringer til en enkelt. Jeg vil ikke i nærmere detaljer med det nu, men vi kan vende tilbage til det senere på dagen, når vi ved noget mere,« sagde Per Schultz-Knudsen tidligere i dag til journalisten.dk.

Selvom der ikke er kommet den forventede afklaring, så er tillidsmanden fortrøstningsfuld:

 »Der er seks stillinger, der skal nedlægges, og vi regner stadig med, at de fleste vil kunne klares på frivillig basis,« siger han.

Fyringer af fastansatte

Medarbejderne Midtjyske Medier nedlagde arbejdet torsdag og fredag i sidste uge, fordi de mente, at ledelsens bebudede besparelser var fordelt urimeligt:

»Vi pegede på, at der kunne ske besparelser blandt løstansatte og eksterne leverandører i stedet for blandt de fastansatte, men det ønskede ledelsen ikke at efterkomme,« forklarer Per Schultz-Knudsen.

Strejke blev erklæret overenskomststridig både torsdag og fredag, men det er »helt efter bogen,« fortæller Per Schultz-Knudsen:

»Når en overenskomst er blevet indgået, så skal vi jo holde fred, og det kan man jo ikke ligefrem sige, at det var det der blev holdt torsdag-fredag.«

0 Kommentarer