Det er fortsat et åbent spørgsmål, om der kan sendes direkte tv-billeder fra rigsretssagen mod Inger Støjberg, der anklages for at have givet ordre til ulovligt at adskille asylpar, hvor den ene er mindreårig.
Det vil først blive afgjort i næste uge, skriver Ritzau i forbindelse med dagens indledende retsmøde i sagen.
Hovedpersonen Inger Støjberg har selv ønsket, at pressen fik mulighed for at sende direkte tv-billeder fra den historiske straffesag. Det argumenterede hendes forsvarer, René Offersen, for.
Han mener, at det er vigtigt, at alle borgere kan følge med i sagen, så de ifølge ham kan se, hvor ”bemærkelsesværdigt spinkel” en sag der er tale om.
De to anklagere, som er udpeget af Folketinget, argumenterede derimod for, at der ikke bør gives adgang. En del af de kommende vidner er allerede blevet afhørt af Instrukskommissionen, der har afdækket forløbet.
Advokat Anne Birgitte Gammeljord fremhæver, at det fremgår af loven, at vidner i retten skal afhøres for sig, så de ikke kan høre de andres forklaringer, før de selv skal vidne.