Afghanske medier lukker og censurerer sig selv: ”Det er deres død”

Nagieb Sharifi, direktør for en afghansk sikkerhedskomité, frygter, at Afghanistan bliver et sort informationshul efter Talebans magtovertagelse

Der er adskillige eksempler på journalister, der er blevet gennembanket efter Talebans magtovertagelse, kvindelige tv-værter er i vid udstrækning blevet pillet af skærmene, og en stor del af landets journalister opholder sig nu i skjul, mens andre er flygtet ud af landet.

Intet mindre end 70 procent af medierne i Afghanistan er ifølge Afghan Journalists Safety Comittee (AJSC) lukket ned, og kvaliteten af mediernes rapportering er det laveste, den har været i 20 år.

En udvikling, der gør personligt ondt på Nagieb Sharifi, der er direktør for AJSC og nu befinder sig i Irland, hvorfra han følger medieudviklingen i Afghanistan. Han fortæller, at medier og journalister censurerer sig selv, og at den afghanske befolkning får mindre og mindre adgang til information.

”Det er mediernes død,” siger han.

”Jeg føler, at en del af mit hjerte bliver taget ud, når medier ikke længere kan arbejde. De forbedrede forhold for pressen var en af de største præstationer i landet, og jeg lagde personligt meget arbejde i den udvikling,” siger Nagieb Sharifi til Journalisten.

Nagieb Sharifi håber, at det internationale samfund lægger pres på Taleban for at få bevægelsen til at stoppe med at undertrykke medierne.

Omfattende regulering

Taleban lovede ellers både pressefrihed og beskyttelse af journalister, da den militante bevægelse for to måneder siden overtog magten over Afghanistan efter 20 års krig med vestlige styrker i landet.

Løfter, der til de færrestes overraskelse ikke står til troende. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserede i starten af måneden Taleban-styret for at have indført vidtgående restriktioner på medier og ytringsfriheden.

”På trods af Talebans løfter om, at medier, der ’respekterer islamiske værdier’, kan køre videre, kvæler de nye regler pressefriheden i landet. Taleban-reguleringerne er så omfattende, at journalister selvcensurerer og frygter at ende i fængsel,” har Patricia Gossman, der er Asien-direktør for Human Rights Watch, udtalt.

De nye regler for medierne betyder, at det ikke er tilladt at bringe nyheder, der strider imod islam eller fornærmer nationale figurer.

Journalister skal ifølge Talebans regelsæt sikre, at deres dækning er balanceret, og ikke rapportere om begivenheder, der ikke er bekræftet fra officielt hold. Der må heller ikke bringes indhold, der ’kan have negativ indvirkning på offentlighedens holdninger’.

Afghanske journalister kan arbejde fra København og Dublin

Samtidig med at Nagieb Sharifi håber på det internationale samfunds pres, arbejder han på at skaffe penge til videre projekter og forsøger at få samlet redaktioner af afghanske journalister, der kan dække forholdene i Afghanistan fra de lande, de er flygtet til. Et arbejde, som han håber danske og andre udenlandske medier vil hjælpe med.

”Jeg tror, at det internationale journalistsamfund kan hjælpe journalister, der er flygtet, med at informere afghanerne ved at have redaktioner i for eksempel Dublin eller København, hvorfra de kan arbejde uden frygt og rapportere ordentligt,” siger han.

Han erkender, at det kan være en udfordring, at journalisterne ikke kan følge begivenhederne fra nært hold.

”Men du kan altid kontakte folk nu til dags. Det bliver en udfordring, men de har betydeligt med kilder, viden og netværk.”

”De kunne på den måde hjælpe afghanske journalister med at fortsætte med at rapportere. Det er virkelig vigtigt, at Afghanistan ikke bliver til et sort hul igen og vender tilbage til, hvad det var inden 2001. Mediernes rolle er kritisk, og journalisterne vil kunne dække det, hvis terrorister fra hele verden rykker til Afghanistan som en sikker havn,” siger Nagieb Sharifi.

0 Kommentarer

Læs også

Wahida Faizi har vundet flere priser for sin journalistik og har uddannet og trænet kvindelige journalister, politi og militær i Afghanistan.

Wahida var stjerne-journalist i Kabul. Nu frygter hun for sin fremtid i Danmark

06. SEPTEMBER 2021
”Mere end almindeligt ærgerlig”: Ingen hjælp til journalister i Afghanistan-aftale

”Mere end almindeligt ærgerlig”: Ingen hjælp til journalister i Afghanistan

12. AUGUST 2021