Afgående BT-boss vil give outsourcing et bedre ry

Anders-Peter Landert stopper som chefredaktør på BT for at starte nyt firma, der skal outsource for de store mediehuse. »Medierne er nødt til at fokusere på det, de er bedst til, og så lade andre om at lave resten,« mener han. Han starter med at få en overenskomst

Anders-Peter Landert tog en hemmelighedsfuld afsked med BT i september. Han stoppede som chefredaktør, fordi han ville realisere ”et personligt eventyr”, sagde han til Journalisten.

Nu står det klart, at eventyret hedder Wunderkind. Et produktionsselskab, som skal hjælpe medierne med at outsource opgaver, så de kan fokusere på kerneproduktet: Journalistik.

Wunderkind skal blandt andet lave journalistik, redigering og layout – ofte i samlede pakker, hvor de eksempelvis laver et helt tillæg, fortæller Anders-Peter Landert.

Hvad er det, du og I kan, som branchen mangler?

»Der er et paradigmeskifte på vej. Hvis mediebranchen skal overleve, er de nødt til at satse på kerneforretningen. Men for at turde det skal medierne have stærke og leveringsdygtige selskaber, som leverer det indhold, der ikke er kernen. Det kan vi,« siger han.

Anders-Peter Landert forklarer, at kerneforretningen er forskellig fra medie til medie, men at de fleste store medier er nødt til at fokusere mere og skære noget væk. Så kan mediehuset selv lave det vigtigste, mens et selskab som Wunderkind står for ”det sekundære indhold”.

»Det sekundære kan være mange ting. Det kan være tillæg og magasiner, det kan være redigering og layout. Medierne er nødt til at fokusere på det, de er bedst til, og så lade andre om at lave resten. Jeg tror, vi har manglet de produktionsselskaber, hvor man faktisk ved, at de kan levere varen,« siger Anders-Peter Landert.

Cheferne skal turde skære

Anders-Peter Landert har været 11 år på BT. Han »tror rigtig meget på medierne«, men er overbevist om, at cheferne skal turde skære i den faste bemanding og lægge flere opgaver ud i byen.

»Der er uundværligheder i ethvert dansk medie. Det skal cheferne fokusere på. Og det betyder nogle tilvalg, men det betyder også nogle fravalg,« siger han.

»Vi har i dag et mediemarked, hvor det digitale vejer klart tungest: Det er der, de fleste kunder er. Men hvis du ser på danske mediearbejdspladser, så sidder en stor del af dem stadig og laver layout og redigering til print. Der er et skævt forhold. Hvis man vil fokusere på sine kunder, så må man se på, hvad ens ansatte laver.«

Så du mener, at medierne bør lægge ikke-journalistikken mere ud i byen?

»Hvis man er et seriøst nyhedsmedie, så ville jeg tænke den vej, ja. Jeg tror, de medier, der overlever i fremtiden, er dem, der får lagt det sekundære indhold ud. Men det kommer ikke til at foregå sådan alle steder,« siger Anders-Peter Landert.

Så du mener, at der er nogle af de store danske medier, der ikke vil overleve i fremtiden?

»Det er lidt hårdt skåret ud, men ja, det er sådan set det, jeg mener,« forklarer Anders-Peter Landert.

Outsourcing har fået dårligt ry

Han mener, outsourcing har fået et dårligt ry i den danske mediebranche. Det skal Wunderkind være med til at ændre på.

»Jeg gider ikke sidde og trække kvaliteten ned. Kvaliteten i branchen er presset nok i forvejen. Vi skal både levere høj kvalitet og være mere effektive end det, kunderne selv kunne lave,« siger Anders-Peter Landert.

Mener du, det i dag er for dyrt at producere journalistik?

»Ja, det mener jeg. Der er af mange forskellige årsager, det skyldes ikke kun løn. Der er produktionsled, trykomkostninger, it-omkostninger og meget mere. Det er på alle mulige måder for dyrt at komme ud med journalistik i dag, og det er de moderne mediechefers vigtigste opgave at fintune,« siger han.

Overenskomst på vej

Tidligere har medier fået kritik for at outsource for at dække over, at de ville skære ned eller presse vilkårene for dem, der producerer.

Anders-Peter Landert fortæller, at Wunderkind allerede er i dialog med Dansk Journalistforbund for at få en overenskomst for medarbejderne.

»Vi skal ikke være lønførende, men vi skal have ordentlige forhold for folk hos os,« forklarer han.

Hvor mange medarbejdere, Wunderkind skal have, kommer til at afhænge af opgaverne. Lige nu er der forhandlinger med mindst én større kunde.

Vil ikke konkurrere på pris

Konkurrenten er også let at finde: Selskabet Mediamovers leverer også outsourcede løsninger til mediebranchen. De har i dag aftaler med både Berlingske Media og JP/Politikens Hus.

»Der er ingen tvivl om, at Mediamovers er vores konkurrent. De er måske de eneste, der er på det marked lige nu,« siger Anders-Peter Landert.

Men konkurrencen kommer ikke til at stå på prisen.

»Vi skal på ingen måde konkurrere på prisen med Mediamovers. Vi skal konkurrere på kvalitet,« siger Anders-Peter Landert.

13 Kommentarer

Lasse Glavind
3. NOVEMBER 2014
Rasmus, jeg mener
Rasmus, jeg mener selvfølgelig, at DJ skal sikre alle medlemmer de samme løn- og arbejdsvilkår for den samme kvalitet arbejde i den samme virksomhed. Jeg indrømmer, at det står lidt mellem linjerne og ironi/sarkasme godt kan være svær at forstå for nogle - men står det klart for dig nu?

Bortset fra det, hvad mener du så Rasmus Skat Andersen - Skal der gøres forskel på folk, der arbejder for den samme virksomhed og leverer den samme kvalitet via DJ's overenskomster? Det er da en ret vigtig oplysning for de DJ-freelancere, du muligvis også er TR for, ikke?
Ida Sønderby Rosgaard
3. NOVEMBER 2014
Her er et dansk eksempel på
Her er et dansk eksempel på en udlicitering:

http://journalistforbundet.dk/Job--lon/Overenskomster/MediaMovers-2012-2015/
Rasmus Skat Andersen
3. NOVEMBER 2014
@Lasse Glavind

@Lasse Glavind
Det er her fører ingen steder hen. Du evner/gider tydeligvis ikke at svare på, hvad det er, du mener DJ skal foretage sig. Så lad os bare slutte diskussionen her.
Lasse Glavind
3. NOVEMBER 2014
Prøv at læse den her artikel,
Prøv at læse den her artikel, der omtaler nogle af konsekvenserne ved udlicitering på en stor svensk avis, Rasmus:

http://www.etc.se/inrikes/uppror-pa-aftonbladet-efter-omplacering
Lasse Glavind
3. NOVEMBER 2014
Det er jo en fin
Det er jo en fin programerklæring, Rasmus, i praksis er det også bare en gratis omgang på de udliciteredes bekostning, hvis du ikke svarer på det helt afgørende spørgsmål: Skal DJ indgå overenskomster, så nogle får mindre end andre for det samme arbejde, af samme kvalitet til den samme virksomhed?

Hvad siger du? Hvad er din holdning til det?

Flere