Æterkrig i Århus

Radio ABC sender i Århus fra den 1. oktober og har som ambition at blive byens største kommercielle radiostation, blandt andet på bekostning af lytterne hos P3 og P4 Østjylland.

Radio ABC sender i Århus fra den 1. oktober og har som ambition at blive byens største kommercielle radiostation, blandt andet på bekostning af lytterne hos P3 og P4 Østjylland.

ABC hører hjemme i Randers, men driver allerede tre radiokanaler i Østjylland, to i Midt- og Vestjylland og to i Sønderjylland.

Ifølge direktøren for Radio ABC, Ole Søndergaard, bliver stilen en blanding af P4 og P3, men lægger sig mest op af sidstnævnte. Men først og fremmest er det et snævert lokalt fokus, der skal gøre Radio ABC i stand til at stjæle lyttere fra de større stationer.

»Vi tror på radio med lokalt fundament. Lokale nyheder, lokale reklamer og lokale studieværter. Derfor er det også vigtigt for os, at de folk, der er interesseret, bor i eller tæt ved byen eller er interesseret i at flytte til byen. Radioen får studier og kontorer i selve Århus,« siger Ole Søndergaard til Radionyt.com.

Radio ABC er en kommerciel, reklamefinansieret radio, og medieforsker ved Aarhus Universitet Frands Mortensen er skeptisk over for levemulighederne for en kommerciel station i Århus.

»Spørgsmålet er, om reklamemarkedet overhovedet er stort nok til, at det kan finansiere den redaktionelle indsats, der er nødvendig,« siger Frands Mortensen til TV2 Østjylland.

Bemandingen på stationen i Århus bliver 10 personer, og Radio ABC er i øjeblikket på jagt efter mulige emner til de stillinger.

0 Kommentarer