Æstetik og troværdighed

 

 

Talentmassen og IQ´en i dansk pressefotografi bliver hævet i øjeblikket, og det hæver niveauet i hele branchen, siger en af dansk fotografis mest hædrede fotografer.

"Indholdet er det vigtigste. Man må aldrig prioritere æstetikken over troværdigheden, journalistikken skal være det væsentligste." Sådan siger Jyllands-Postens billedredaktør, Jens Kristian Søgaard. Han synes, mange af de unge fotografer overprioriterer det æstetiske, og advarer dem.

"Jeg taler ikke nødvendigvis om billederne til Årets Pressefoto, men mere om de billeder, vi generelt ser i aviserne. Der er en tendens til, at formen tager overhånd, og at de unges udstrakte brug af Photoshop løber løbsk."

Blandt de nominerede billeder er der mange fra Danmark, men måske en tendens til, at de fotojournaliststuderende fortrinsvis har leveret billeder fra udlandet.

Ulrik Jantzen er fotojournaliststuderende og er i år for tredje gang i træk nomineret til Årets Pressefoto. Det er dog blevet ved nomineringerne, til gengæld stod der Jantzen på 13 af de 118 udstillede billeder sidste år. For nylig vandt han Fuji Press Photo Award 2002 for en serie fra Bangladesh. Han bruger Photoshop – og forsvarer brugen af det. Faktisk kender han ikke mere til arbejdet i et mørkekammer end en ungdomsskoleelev, påstår han selv.

"Jeg bruger Photoshop frit og så meget som muligt, men gør det selvfølgelig med respekt. Man må ikke flytte rundt på ting. Generer en lygtepæl, må man tænke på det, mens man fotograferer," siger Ulrik Jantzen.

"Med Photoshop kan du stramme billedet op, hæve kontrasten og lukke hjørnerne. Det er også nemmere at hæve kontrasten og lysne et øje lidt, det kan man aldrig gøre i et mørkekammer med samme præcision. Det kan kun være til gavn for billedet, at det står endnu bedre," siger Ulrik Jantzen.

"De "gamle" tror, vi skaber billederne i Photoshop. De skulle hellere tage efteruddannelse i Photoshop og selv lære det i stedet for at anklage os," lyder det fra Jantzen.

 

Ny kategori
Jens Kristian Søgaard mener, at Erik Refners World Press Photo vinder-billede er et af de tilfælde, hvor æstetik og indhold går op i en højere enhed.

"Det går tæt på, det er ømt og nænsomt. Det er bestemt ikke dødspornografi," siger Søgaard.

Han mener, at vi skal til at være mere bevidste om at dele fotografiet op i forskellige genrer lige som det skrevne ord bliver delt op i ledere, klummer, nyheds- og featureartikler.

"Skal man illustrere bruttonationalproduktet, har man en anden frihedsgrad, end hvis man fotograferer en demonstration på Nørrebro," siger Søgaard. Han kunne godt tænke sig en ny kategori ved Årets Pressefoto. "Illustrationer" kunne den hedde.

"Her kunne fotograferne få lov til at brillere med deres fantastiske kunnen med Photoshop. Det er jo et værktøj, der er kommet for at blive. Nogle af os stejler, når det bliver brugt for meget i reportage, men så kunne man give de fotografer, der er flasket op med det, mulighed for at boltre sig," siger Jens Kristian Søgaard.

 

Talentmassen vokser
Roger Hutchings, der er engelsk pressefotograf, internationalt anerkendt og formand for dommerkomiteen ved World Press Photo, siger om de danske fotografer, der i disse år høster internationale priser:

"Jeg var med til at opleve det samme i England for 12 år siden, hvor vi var en gruppe fotografer, der støttede hinanden og ramte den internationale scene. Jeg mener, Henrik Saxgren er meget ansvarlig for succesen i dansk fotografi."
Trods præmierne kommer Roger Hutchings også med en advarsel:

"I skal se kritisk på jeres billeder. I øjeblikket er der for mange af dem, der er ens. De unge fotografers stil er så ens, at deres billeder bliver næsten identiske. Der sker også det, at deres stil er ved at blive den almindelige nu. Den stil, der overraskede til at starte med, er i fare for at begynde at trætte."

Roger Hutchings tror dog på, at de unge langsomt vil finde hver deres egen personlige stil, efterhånden som de får mere erfaring.

Selv om Henrik Saxgren som dommer ved Årets Pressefoto i år ikke var imponeret over udvalget, så synes han, at niveauet i dansk pressefoto er højt, og han glæder sig over, at faget tiltrækker en helt ny gruppe af unge.

"Dansk fotografi og dansk film står stærkt, og det er selvforstærkende. Det er attraktivt for de unge og tiltrækker de mere begavede og kreative, fordi de kan se, at de godt kan få et smukt liv og en flot karriere som fotografer. Hele talentmassen og den samlede IQ bliver hævet, og det hæver niveauet i hele branchen," siger Henrik Saxgren.

Læs også: 16 nominerede og Dommernes subjektive dom

 

 

0 Kommentarer