Spindoktorer og journalister er snarere forhandlingspartnere end modstandere, lyder konklusionen i et speciale med 25 spindoktorer og 93 journalister.
Men er Ekstra Bladets bulldog Jan Kjærgaard og Dansk Folkepartis spindoktor, Søren Søndergaard, enige i det? Journalisten satte dem til at tale med specialets forfattere for åben mikrofon.

80 procent blandt både journalister og spindoktorer siger, at spindoktorer har held med at få en historie i avisen, hvis de lækker den til en udvalgt journalist.

Charlotte Boman Hede og Trine Møller har skrevet specialet ”Nyheder til forhandling” på RUC. Vejleder var medieforsker Mark Ørsten. Specialet tager udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse blandt 25 spindoktorer og 93 journalister samt 12 interviews. -fotos: Lars Bech/Das Büro

SPIN. Han har været på kant med flere politikere end de fleste. Der sidder medlemmer af Folketinget, der nægter at tale med ham. Ekstra Bladets Jan Kjærgaard er ikke politikernes bedste ven.

Nu sidder han i Christiansborgs fornemste lokale, Samtaleværelset, over for en af husets dygtigste spindoktorer. Søren Søndergaard er pressechef i Dansk Folkeparti og tilskrives en hovedrolle i partiets succes. Journalisten har inviteret de to bramfri herrer til at diskutere forholdet mellem journalister og spindoktorer. Udgangspunktet er et speciale fra RUC skrevet af journalisterne Charlotte Boman Hede og Trine Møller. Vi har også inviteret de to forfattere sammen med deres vejleder, Mark Ørsten.

TRINE: »Spindoktorer bliver tit udstillet som manipulerende, men faktisk spinner journalister også, og tit forhandler journalister og spindoktorer med hinanden. Det kan være om kildevalg, og det kan være om sladder. Sjældne gange forhandler de også om placering af historien og udgivelsestidspunktet. Men borgerne ved ikke, hvilke historier der er blevet medproduceret af en spindoktor. Det ser vi som et problem.«

JAN: »Jeg kalder det 'godbidssystemet', når spindoktorer giver historier til udvalgte journalister, og det fungerer først og fremmest mellem morgenaviserne og spindoktorerne. Læserne tror måske, at journalisterne er dygtige på morgenaviserne, men de er dovne som udgangspunkt, fordi de er vant til at få serveret godbidder. Men det er ikke et system, Ekstra Bladet lever af.«
»Når det er sagt, så kan jeg vældig godt lide det led, der hedder spindoktorer. Over for dem kan man kalde en skovl for en skovl, og jeg synes, det er sjovt at spille lidt skak med en spindoktor. Jeg står meget ofte i en ophedet situation, for eksempel hvis vi har en personcentreret historie om en minister, der virkelig har gjort i nælderne. Det kan man godt kalde en forhandling. Så laver jeg det lille trick, at jeg samtidig prøver selv at få fat i ministeren. Det er mig en stor glæde, når det lykkes at få ordnet det hele, inden spindoktoren overhovedet har nået at få fat i sin politiker.«
Jan griner.

Søren Søndergaard, pressechef/spindoktor, Dansk Folkeparti. Pressechef siden 2005, arbejdet med kommunikation som en central del af sit arbejds- og ansvarsområde siden 1995. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. – foto: Lars Bech/Das Büro

SØREN: »Jeg er glad for, at du siger, at du har det godt med spindoktorsystemet. Jeg synes, det er en gevinst. Ikke mindst for journalisterne, men også for demokratiet. Jeg er ikke så betænkelig ved, hvem der har været ophavsmand til en historie. Der er jo også andet end streng faglighed, der driver journalister. Når en spindoktor er ophavsmand til en historie, så har den i virkeligheden en ekstremt tydelig afsender i forhold til, hvis journalisten er ophavsmand.«

JAN afbryder: »Men jeg vil godt give en tilståelse, så det ikke lyder, som om Ekstra Bladet er ren. Det var vi ikke for 10 år siden, da Fogh kom til. Vi tog virkelig del i godbidssystemet. Dengang serverede kongen af spindoktoriet, Michael Christiansen, de første 100 dage en perlerække af solohistorier til Ekstra Bladet. Jeg kan huske, at vi brystede os af, at vi var inde i regeringens maskinrum. Men vi fik bare et antal opringninger fra en spindoktor, der havde designet historier, så de lige passede til Ekstra Bladet. Vi kvitterede da også ved at bringe en række af dem på forsiden. Kan man sige noget godt om det? Ja, man kan sige, at det har vi lært ikke at gøre igen. Det står vi ikke og gør lige nu. Det tror jeg i øvrigt heller ikke, de fleste andre medier gør.«

MARK: »For at det ikke alt sammen skal handle om dovne journalister og spindoktorer, så kan man også sige, at der er noget i det danske mediesystem, der gør, at selve spinindustrien fungerer særligt godt. Vi er et af de lande, hvor aviserne skriver allermest om politik. På en almindelig uge er 88 procent af historierne i morgenavisernes 1. sektion om politik, og op til 100 procent af forsiderne. Der er sket en stigning de seneste 10 år, uden at der er ansat voldsomt mange flere journalister på de selvsamme aviser.«

Jan Kjærgaard, politisk reporter, Ekstra Bladet. Har arbejdet som journalist i over 30 år, heraf 18 år på Christiansborg ad to omgange. Selvlært. – foto: Lars Bech/Das Büro

SØREN: "Når jeg siger, at det er et demokratisk plus, så er det simpelthen, fordi journalisterne kan begynde deres historie på et højere niveau. Nogle journalister har meget travlt, og andre er decideret uvidende. Der kan de bygge research op hurtigt ved at snakke med os. Så kan du spørge: 'Søren Søndergaards version, er den nødvendigvis sand?' Næ, det kan godt være, den er farvet af en holdning, men det er da netop der, journalistens faglighed skal træde til. Han kan efterkontrollere oplysningerne, og hvis han har for travlt til at passe sit arbejde, så må han snakke med sin chef.«

JAN: »Hvis en spindoktor er hjælpsom, for eksempel med at vise brudflader mellem to partier i regeringen, så er det ikke en person, man udstiller i den artikel. Så får man jo ikke noget en anden gang. Det siger næsten sig selv. Men hvis en spindoktor forsøger at beskytte en minister mod, at man får et interview, så kan jeg godt finde på at citere den spindoktor for de forskellige julelege. Hvis en spindoktor er fræk, kan man klapse ham af ved at citere en frækhed. Jeg advarer selvfølgelig vedkommende på forhånd, og så kan det være, han bliver mindre fræk. Det er også en slags forhandling.«
»Jeg tror ikke, jeg røber nogen statshemmeligheder ved at sige, at der af og til har været nogle gruppemedlemmer hos Dansk Folkeparti, der ikke har kunnet udstå undertegnede. Der har været nogle sammenstød. Så har jeg indimellem forsøgt at læne mit hoved til pressechefen, som jo har det som sit job at være lidt mere kølig. Så kan han tale med politikeren, så sammenstødet ikke bliver mejslet i sten.«

SØREN: »Lige præcis. Det er jo langt de færreste politiske historier, der handler om at trække bukserne af nogen. Derfor tror jeg religiøst på, at politikere og journalister skal kunne tale sammen. Selvfølgelig kan det slå gnister, og der er selvfølgelig nogle, der er mere bange for Jan Kjærgaard end andre. Men det er min fornemste opgave at knytte den forbindelse.«

SØREN: »Det kan godt virke lidt spooky, at vellønnede journalister, som er ansat til at afdække ting og sager, har et godt forhold til vellønnede pressechefer og spindoktorer på den anden side. Puha, det lyder som en uhellig alliance. Men den er altså af rent praktisk karakter.«
»Nu ansætter den nye regering dobbelt så mange nye spindoktorer. Det er et problem. Punktum. Men jeg kan ikke lide tuderiet alligevel, for det er et spørgsmål om, hvilke journalister man sender ind i systemet. Er det en journalist, der kan sparke døren ind og sige "det kan godt være, du er spindoktor her i butikken, men jeg skal tale med kontorchefen". Det er journalistens ansvar. Hvis man vil lave lønmodtager-journalistik fra klokken 9 til 16, så skal man nok lave noget andet. Politikere og journalister er to hverv, som ikke egner sig til den kultur. En kollega tog på ferie en måned, kom hjem og spurgte "hvad er jeg gået glip af?". Du kan da ikke arbejde på Christiansborg uden at læse avis en hel måned!«

JAN: »Jeg vil gerne nævne et andet eksempel, hvor jeg måtte ty til spindoktorerne. Ekstra Bladet er jo et udpræget konfliktmedie, vi er ikke et folkeoplysende organ. Vi går lige til stålet, og så er vi væk igen. Men indimellem har vi brug for at lade læserne lære en politiker at kende, som vi har tampet på i flere måneder. Men så vil de ikke åbne stuerne for os, og det kan jeg egentlig godt forstå. Så ringer jeg til Søren Søndergaard og spørger, om vi kan komme hjem til Pia Kjærsgaard i Ordrup? Der har vi så at sige en journalistisk helle.«

Fire ud af fem adspurgte kommunikatører på Christiansborg mener, at deres forhold til journalisterne er ”harmonisk” eller ”meget harmonisk”. Ingen har svaret, at det er ”konfliktpræget”. – foto: Lars Bech/Das Büro

ANDREAS: Laver I aftaler om, hvad man må og ikke må spørge om?

SØREN: »Jeg vil skynde mig at sige, at det gør vi ikke, og det har vi aldrig gjort. Så er det nemlig et problem. Vi skal ikke give journalisterne en spændetrøje på.
Hvis vi har accepteret et interview, så er det op til Jan – eller hans mere fredsommelige kolleger – at begrænse sig.«

JAN: »Jeg bryder mig ikke om aftaler, der begrænser min journalistiske frihed. Men jeg kan blive nødt til at acceptere dem.
Et typisk eksempel: Vi har en personfikseret historie i Ekstra Bladet om en minister. Vi har brug for en udtalelse fra ministeren, men kan ikke selv finde ham. Så tyer vi til spindoktoren, og så kan han forhandle. Det er absolut af det onde.«
»Danmark er et lille land, men der er meget netværk på kryds og tværs. Det kan jeg ikke lide. Det betyder jo også, at folk kan skifte fra det ene til det andet over night. Hvor er ærligheden så henne?«

Over halvdelen af spindoktorerne har før arbejdet som journalist. Hver fjerde journalist har før arbejdet professionelt i en politisk organisation.

(Journalisten har i den trykte udgave skrevet, at Jan Kjærgaard er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Det er han ikke, han er selvlært journalist. Vi beklager.)