
TV Midtvest-direktør Lone Sunesen bekræfter over for Journalisten, at der skal foretages ændringer. Foto: Pressefoto
TV 2-regionen i Midt- og Vestjylland skal igennem en større strategiomlægning.
Det fremgår af en meddelelse på TV Midtvests intranet, som Journalisten har set.
Her fremgår det også, at nyhedschef og redaktionschef Niels Olsen, der har været tilknyttet TV Midtvest i 24 år, træder ud af ledelsen.
”Niels har ydet en mangeårig indsats på stationen og gjort et stort bidrag til den stærke position og succes, som TVMV har haft på flow-tv gennem årene, ligesom han har bidraget til stationen digitalt,” lyder det i meddelelsen, hvor det også konstateres, at der er ”bred respekt” for de resultater, som Niels Olsen har leveret.
Over for Journalisten bekræfter TV Midtvest-direktør Lone Sunesen indholdet af beskeden, og at Niels Olsen stopper ved udgangen af august.
Slanker ledelsen
Det sker ifølge hende i et forsøg på at slanke ledelsen på stationen, hvor der i øvrigt skal foretages en række strategiske omlægninger af den måde, man udkommer på.
Organisationsændringerne og den nye strategi meldes først ud på et internt møde den 6. september.
”Jeg kan ikke sige mere om det nu, da vi endnu ikke har meldt noget ud i huset. Det synes jeg ville være en uskik. Men jeg kan sige, at vi prøver at tilpasse vores indhold bedst muligt, så det passer til midt- og vestjydernes behov i dag. Vi er stadig superstolte af at lave tv, streaming og alt vores andet indhold, men vi har brug for at ryste posen og strukturere os anderledes,” siger Lone Sunesen.
Afviser fyringsrunde
I beskeden på intranettet fremgår det også, at TV Midtvest især skal udvikles digitalt og på streaming.
Selv om Lone Sunesen ikke vil komme ind på det konkrete, vil hun gerne fortælle, at man eksempelvis vil blive bedre til at udnytte indholdet på tværs af platformene, så man ikke skal producere individuelt til hver platform.
Skal der skæres yderligere på personalesiden?
”Nej, vi lægger fra land med det hold, vi har. Jeg er superstolt af vores hold på TV Midtvest. Og det kan jo godt være, at vi finder ud af, at vi får brug for en backend-udvikler, og så må man jo finde det. Men vi lægger fra land med det hold ,vi har. Det er mere et spørgsmål om, at vi skal prioritere vores workflow,” siger Lone Sunesen.
Så der er ikke en fyringsrunde på vej?
”Nej, det er der ikke. Men det er jo klart, at man tilpasser sin organisation til nogle opgaver, og jeg kan jo ikke sidde her og garantere, at vi ikke får behov, men det er ikke et mål. Vi lægger fra land med det hold, vi har.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.