Dating-sporten er blevet så godt stof, at forlaget Magasinerne nu udgiver et magasin, særligt rettet mod ældre 'datere'.
Forlaget udgiver i forvejen Magasinet Dating, som retter sig til en målgruppe mellem 28 og 50 år. Men redaktør og ejer Jan Klarskov fandt hurtigt ud af, at der var en stor, uopdyrket målgruppe blandt de ældre.
»Vi har fået ufatteligt mange henvendelser fra seniorer, der gerne ville abonnere på Dating, men da de så læste første nummer, ville de ikke have det alligevel. Og det er jo klart. Kærlighed og parforhold er noget andet, når man er pensionist,« siger Jan Klarskov til Journalisten.dk.
Magasinet Senior, som bladet skal hedde, udkommer for første gang til marts. Det vil ifølge Klarskov blive skrevet og redigeret af journalister, men vil også trække på kræfter fra det psykologiske område, for eksempel par-terapeuter.
Temaet bliver først og fremmest kærlighed og parforhold, men emner som kultur og rejser er også noget, man regner med vil interessere den købedygtige målgruppe.
»Folk over 62 år har ofte mange penge mellem hænderne. De er meget aktive, og de rejser meget, og det er selvfølgelig også interessant for vores annoncører, fordi det er en skarp målgruppe,« siger Jan Klarskov.
Han frygter ikke at løbe tør for emne-ideer med et så smalt emne som senior-dating.
»Jeg forstår spørgsmålet. Men emnet kærlighed tror jeg aldrig bliver udtømt. Og når vi snakker rejser og kultur, er der jo også tusindvis af ting, man kan skrive om,« siger han.
Klarskov og forlaget Magasinerne udgiver ud over Dating også magasinet CAFÉen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Også her på www.be2.dk har vi en stor gruppe senior dating brugere, så jeg kan kun nikke genkendende til tendensen.