Æggende, ja, dækkende, nej

»Flere og flere (sic!) forsidehistorier er nemlig misvisende i en grad, så der ikke er dækning for dem inde i avisen.«

»Flere og flere (sic!) forsidehistorier er nemlig misvisende i en grad, så der ikke er dækning for dem inde i avisen.«

MANIPULATION. Først en lille quiz. Den 10. februar bragte B.T. en forsidebasker om en familie fra TV 2-føljetonen Årgang 0. Den tredelte rubrik lød: "Emmas familie i skilsmissedrama", "Kæmper for ægteskabet" og "Får hjælp af tv-psykolog".

Quizspørgsmålene lyder:
1) Var Emmas forældre i ægteskabelig krise, da artiklen blev bragt?
2) Er det kun Emmas familie, eller er det alle deltagere i Årgang 0, der obligatorisk modtager psykologrådgivning?

Svarene står at læse nederst til højre – og i mellemtiden en lille forklaring. Sagen er den, at jeg gerne æder mig igennem de forhåndenværende formiddagsblade i frokostpausen. Ikke mindst på grund af forsiderne, der altid har været Ekstra Bladets og til dels også B.T.s paradedisciplin.

I fælleshistorierne rammer rivalerne ofte den eksakt samme ordlyd, hvilket er såvel imponerende som komisk. Andre gange skaber forsideredaktørerne pressehistorie. Tag til eksempel Ekstra Bladets legendariske spiseseddel, da et missil fra fregatten Peder Skram i september 1982 totalskadede fire sommerhuse ved Sjællands Odde. "HOVSA!" stod der, og skarpere kunne den ikke skæres – eller sælges.

Formiddagsforsider skal være fyndige og dampe af en sjælden sproglig koncentration. Men efterhånden som der går X Factor og sundhedstest a la "Dit øje afslører demens" og "Dine negle afslører din sygdom" i prioriteringerne, er de blevet noget mere trivielle. Lige indtil jeg gjorde min forsidefetich til en kvalificeret gætteleg: "Hvad handler historien egentlig om"?

Flere og flere (sic!) forsidehistorier er nemlig misvisende i en grad, så der ikke er dækning for dem inde i avisen. Som da B.T. 18. februar skrev: "Kessler advarer Brian: Hold dig væk", og det viste sig, at en nænsom Mikkel Kessler blot rådede Brian Nielsen til at tænke på helbredet. Eller da Ekstra Bladet dagen derpå fristede med historien "DF afslører: 500.000 i dusør for Pias hoved", selv om artiklerne inde i avisen handlede om, at der netop ikke var skyggen af beviser for attentatplaner mod partilederen.

Det lugter jo af manipulation for at afsætte sit produkt og en etik langt fra det gamle journalistiske mantra om, at en rubrik ikke blot skal være æggende, men også dækkende. Jeg havde engang en chefredaktør, som ville "spille på den lange bane" for at vinde læsernes tillid. Jeg tænker, at Ekstra Bladet og B.T. på vegne af hele branchen kridter den korte bane op, når man sådan leger kispus med løssalgskunderne.
De tilbagevendende fordrejninger og bevidste tvetydigheder, som – i jagten på ødsle klik og øget nettrafik – spreder sig til de store nyhedssites, graver grøften mellem presse og befolkning dybere.

Tilliden til danske journalister er ikke prangende – og som Christian S. Nissen konstaterede i 2008, ligger vores troværdighed på niveau med ejendomsmæglernes. Bolighajernes boble bristede, gør mediernes?


QUIZSVAR:
1) Nej. Modsat teksten på forsiden, så blev Emmas forældres problemer kun omtalt i datid inde i avisen.
2) Alle familier. Inde i avisen viste det sig, at alle Årgang 0-forældre har haft en 'tv-psykolog' siden 2005.

Rune Skyum-Nielsen er blandt andet medlem af redaktionen på Ud & Se og partner i udrykningsstyrken ThankYouForClapping.

0 Kommentarer