En ekstern advokatundersøgelse bekræfter snyd med corona-støtteordning hos Børsen.
Det siger administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør Bjarne Corydon i en pressemeddelelse.
”Advokatundersøgelsen bekræfter desværre de oplysninger, som jeg for nogle uger siden blev gjort bekendt med via en whistleblower. Det er meget alvorligt og på ingen måde i overensstemmelse med Børsens værdier. Børsen skal ikke modtage en krone mere i kompensation, end vi er berettiget til. Jeg vil gerne undskylde sagen over for læsere, myndigheder og det øvrige samfund,” siger han.
Bjarne Corydon iværksatte undersøgelsen i april, efter at han havde fået et tip om, at der muligvis var blevet udskudt annonceaftale i en periode for at få udbetalt flere penge fra kompensationsordningen, end Børsen ellers var berettiget til.
Undersøgelsen konkluderer, at der er blevet udskudt annonceordninger for 158.319 kroner uden rimelig begrundelse. Samtidig var avisens annonceindtægter dog overvurderet med 94.767 kroner, så annonceomsætningen bliver rettet til 63.552 kroner.
Med en kompensationsgrad på 80 procent betyder det, at Børsen har modtaget 50.842 kr. i støtte på et forkert grundlag. De penge tilbagebetales straks, lyder det i pressemeddelelsen.