Chefredaktør Simon Andersen. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Det blev beskrevet som en ”bombe”, da chefredaktør for radiokanalen 24syv Simon Andersen i sidste uge i Østre Landsret fortalte, at den nu hjemsendte FE-chef Lars Findsen i officiel sammenhæng opsøgte Andersen privat angående Ahmed Samsam.
Det skulle være foregået i foråret eller forsommeren 2020, fortalte Simon Andersen, som opfattede det som en officiel henvendelse fra en myndighedsperson.
”Henvendelsen drejede sig om, at jeg skulle hjælpe med at skabe en bagdør for en forhandling med Thomas Brædder,” fortalte Simon Andersen.
Men da Thomas Brædder i går blev afhørt i sagen, kunne han ”ikke genkende”, at Simon Andersen skulle have været mellemmand og etableret kontakten med efterretningstjenesten. Det skriver Politiken.
Thomas Brædder forklarede dog, at han talte flere gange med Simon Andersen, der havde fortalt, at han havde fået vished for, at Ahmed Samsam talte sandt om sin agentvirksomhed for PET og FE.
”Jeg havde den antagelse, at han (Simon Andersen, red.) kontaktede mig, fordi han skrev om sagen,” sagde Thomas Brædder ifølge Politiken.