Der var store argumenter på banen, da Politiken torsdag bragte kronikken ”Angrebet på DR er på kant med menneskeretten”. Skribenten er advokat Steen Lassen, og han henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forpligter staterne til at sikre mangfoldigheden i radio- og tv-udsendelser, hvilket i Danmark er truet af det politiske pres, der lægges på DR med truslen om store nedskæringer.
Ud for skribentens navn oplyses, at han er advokat. Der står imidlertid ikke – hverken i bylinen, i selve kronikken eller efterfølgende – at advokatfirmaet Lassen Ricard, som Steen Lassen er partner i, har haft DR som klient i en årrække.
”Nærmere et partsindlæg”
Det undrer Rasmus Mariegaard, der er kommunikationschef i Discovery Networks.
”Mig bekendt er DR en meget stor kunde i Lassen Ricard og har været det i en årrække. Og jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at advokaten ikke bekender kulør og forklarer sit tilhørsforhold. Som det fremstår nu, ser det ud som om, det er en uafhængig ekspert, der udtaler sig om, at angrebet på DR er i strid med menneskerettighederne. Men hvis læserne ved, at det er en leverandør til DR, vil man læse det på en anden måde. Så er det nærmere et partsindlæg,” siger Rasmus Mariegaard.
Steen Lassen bekræfter, at hans firma arbejder for DR.
”Jeg kan bekræfte, at DR er blandt advokatfirmaets klienter og har været det i en årrække. Men det er min kronik, og den kommer fra mig personligt. Derfor var det ikke relevant at oplyse om firmaets forhold til DR,” skriver han til Journalisten i en mail.
Han oplyser også, at han ikke informerede Politiken om relationen til DR, og at han har skrevet kronikken uden nogen form for bistand fra DR.
Det er ikke dog nogen hemmelighed, at Lassen Ricard har DR som klient, og det fremgår blandt andet af firmaets hjemmeside og på Facebook-profilen.
Redaktør mener, ansættelse er relevant
Politikens kronikredaktør Marcus Rubin er lidt usikker på, om han var klar over, at Steen Lassen arbejder for DR.
”Jeg ved ikke, om jeg vidste det aktuelt med DR. Jeg vidste, de arbejder med ophavsret og medier. Men han understregede i sin henvendelse, at han skrev som privatperson, og det respekterede jeg og nævnte derfor ikke firmaets navn, som han er tilknyttet. Jeg kan godt se argumentet for at nævne, at han har repræsenteret DR, men reelt vil det være meget svært for mig at skulle vide, hvem de enkelte kronikører arbejder for, hvis de har et liberalt erhverv,” skriver Marcus Rubin til Journalisten.
Hvis en DR-ansat skrev en kronik om DR, ville det så være relevant for læserne at kende til ansættelsen, selv om vedkommende skrev som privatperson?
”Ja, hvis en ansat i DR skrev, ville jeg skrive vedkommendes titel. Det gør jeg stort set generelt,” svarer Marcus Rubin.
Rubin oplyser desuden, at han efter Journalistens henvendelse har tilføjet på netversionen, at Lassens firma i en årrække har repræsenteret DR.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Steen Larsen har fingrene i klejnekassen, midler fra staten, og der er masser klejner. Masser.
Hvorvidt vi skal være så lykkelige for DR ved jeg ikke - for DR fører sig frem som et monopol, uangribelig, overlegen.
Udsendelsen på Kontant om tandlægerne er det eksempel jeg vil trække frem.
Udsendelsen er spækket med misinformation, fordi journalisterne ikke forstår tandlægefaget.
Så lakmusprøven med Pressenævnet går også helt galt, hvor man tjekker om DR´s oplysninger er forkerte i forhold til DR´s fejlagtige forståelse er angribelig.
Og det er den så ikke.
Jeg har så forsøgt at diskutere med redaktionen og søgt aktindsigt i dokumentationen.
Nej, det kan man ikke..
Vi står derfor med en kritisk sendeflade, der gerne skal være troværdig og retningsgivende overfor den danske befolkning.
Det er altså bare ikke i orden!
Med sådanne eksempler in mente er jeg meget kritisk overfor DR´s virksomhed.