Danske Medier advarer nu mod øgede distributionsomkostninger for medlemsblade og magasiner i den nye postlov.
Det skriver de i et høringsvar til den nye postlov, der blandt andet afskaffer befordringspligten.
Netop afskaffelsen af befordringspligten har været omdiskuteret, fordi magasinudgivere og medlemsblade, der ikke er momsregistrerede og benytter PostNord, nu skal til at betale moms og dermed kan se frem til en 25 procents-stigning på distributionen allerede fra næste år. Blandt andre Danske Medier har netop arbejdet for den nye lov, og det er det, der har fået flere patientforeninger og lignende til at kritisere brancheorganisationen i kradse vendinger.
I høringsvaret roser Danske Medier regeringen for, at ”løfte opgaven med en tiltrængt modernisering af postloven”, som de mener har været præget af unfair konkurrence netop på grund af befordringspligten.
Danske Medier var derfor også med til at anbefale regeringen at fjerne befordringspligten tilbage i juni.
Ifølge Danske Medier skal der dog findes en løsning for de medlemsblade, der kan se frem til øgede distributionsomkostninger.
”Denne problemstilling må naturligvis løses, da det aldrig har været den politiske intention fra aftalepartiernes side at stække denne type medier eller foreninger,” skriver Danske Medier i høringssvaret.