Advarer mod statens salg af tv-nettet

Det svenske firma Boxer er storfavorit til at vinde retten til at styre Danmarks tv-sendenet for de næste 12 år. Det vurderer medieforsker Frands Mortensen, der mener, Kulturministeriet har dummet sig gevaldigt. (opdateret)

Det svenske firma Boxer er storfavorit til at vinde retten til at styre Danmarks tv-sendenet for de næste 12 år. Det vurderer medieforsker Frands Mortensen, der mener, Kulturministeriet har dummet sig gevaldigt. (opdateret)

Overordnet handler det om, hvilke tv-kanaler danskerne skal have adgang til via en almindelig stueantenne de næste 12 år. Og ikke mindst, hvem der skal styre det.
Danmarks tv-sendenet er nemlig netop nu ved at komme på private hænder. Beslutningen træffes allerede i næste måned af Radio- og TV-nævnet, som skal vælge mellem blot tre ansøgere: MTG, Boxer og Telenor, som meldte sig i mandags med deres ansøgning via tre datterselskaber.

Medieforsker ved Aarhus Universitet Frands Mortensen er dog stærkt bekymret for konsekvenserne af at sælge koncessionsretten til sendenettet. Ikke mindst det forhold, at de opstillede kriterier på forhånd har udelukket danske selskaber.
»Det er højst ejendommeligt, at den danske stat fragiver sig retten til at lave sin mediepolitik på det her område,« siger Frands Mortensen til Journalisten.dk med henvisning til, at den kommende vinder af koncessionsretten selv kan bestemme, hvilke tv-kanaler den danske befolkning skal have adgang til.
»Det største problem er, at den danske stat lægger sendenettet ud og udelukker danske firmaer som eksempelvis Broadcast Service Danmark A/S fra at byde. Det betyder, at det højst sandsynligt nu bliver enten den norske stat – der ejer Telenor – eller den svenske stat – som har ejerandele i Boxer, der får kontrol med det danske tv-net. Det er hul i hovedet,« siger Frands Mortensen, der i morgen er gæst i radioprogrammet Mennesker og Medier på P1, hvor også tidligere DR-generaldirektør Christian Nissen, direktør i Brancheforeningen for forbrugerelektronik Niels Jørgen Langkilde samt branchedirektør Tom Togsverd fra Dansk Industri diskuterer konsekvenserne af salget af det nye digitale sendenet, som fra efteråret 2009 bliver den eneste måde at se tv på i Danmark, hvis man ikke har adgang til satellit eller kabel-tv.
»Ved at sælge det til et af de her selskaber, som byder, så mister man den offentlige indflydelse. Kulturministeriet opgiver sin indflydelse,« påpeger Frands Mortensen, der mener, det kan være et problem, hvis man senere ønsker at sikre de danske tv-seere adgang til bestemte kanaler eller programmer.
I udbuddet ligger der dog allerede nogle påbud om bestemte typer tv-kanaler – herunder sport og nabolandskanaler.
»Men der kan hen ad vejen opstå mange andre ønsker, man så ikke kan presse igennem. Ligesom koncessionhaveren får frit slag, når det gælder, hvor meget frekvensplads man vil bruge på HD-tv eller mobil-tv. Det bliver ikke staten, der afgør det længere.«

Ifølge Frands Mortensen behøver forbrugerne ikke nødvendigvis at tabe.
»Men det bliver koncessionshaverne, der bestemmer, hvad forbrugerne skal have,« siger han.
Blandt de tre ansøgere dømmes MTG ude på forhånd af Frands Mortensen, som vurderer, at ejerskabet af Viasat indebærer en form for diskvalificering, da MTG dermed har en dominerende stilling på tv-området i forvejen. Lidt af det samme gør sig gældende for Telenor – ikke mindst efter købet af sportsrettigheder.
»Jeg tror ikke på MTG. Jeg forstår slet ikke, hvorfor de har budt. De står så svagt. Nordmændene (Telenor, red.) har også interesser i mobiltelefoni, som selvfølgelig også svækker dem. Foruden sportsrettighederne. Så Boxer ligner umiddelbart det selskab, der står stærkest.«

Den store taber, vurderer Frands Mortensen, bliver TDC og dets kabel-tv-selskab, YouSee.
»Det er meget ejendommeligt, den måde, den danske stat har valgt at gøre det her på. For hvis man ønskede at sælge sendenettet ud fra en liberal tankegang, så er det absurd, at det nu alene bliver to statsejede selskaber, der står til at konkurrere om at få det. Og hvorfor så udelukke et dansk selskab som Broadcast Service Danmark A/S, som har gjort det udmærket indtil nu. Kulturministeriet kunne bare have valgt at lægge Broadcast Service Danmark over i et statsligt aktieselskab, som Kulturministeriet kunne have kontrol over. Staten har jo så mange aktieselskaber. Men nu giver man al indflydelsesmulighed fra sig,« siger Frands Mortensen.

Kulturminister Brian Mikkelsen er sygemeldt og udtaler sig derfor ikke til pressen, oplyser Kulturministeriet.

Hør mere i morgen på P1 klokken 13:03, eller klik her og tune ind.

Læs også om de tre ansøgere til gatekeeperrollen.

0 Kommentarer