search

Adrian Hughes: Politiken-journalist må se at tage en tudekiks

Smagsdommerne på DR2 omtaler computerspil respektløst og uden indsigt. Det mener Politiken-journalist Thomas Vigild, som langer voldsomt ud efter programmet i sin blog. Studievært Adrian Hughes svarer her igen. (opdateret 12:26).  

Smagsdommerne på DR2 omtaler computerspil respektløst og uden indsigt. Det mener Politiken-journalist Thomas Vigild, som langer voldsomt ud efter programmet i sin blog. Studievært Adrian Hughes svarer her igen. (opdateret 12:26).   "Måske ser jeg spøgelser, men hele udsendelsen gav mig igen fornemmelsen af, at spil er andenrangs kultur, som vi kan hive frem og grine lidt af, mens vi alligevel kigger på rigtig kunst som indie-rock, Bob Dylan-malerier eller en Peter Høeg-roman."

Sådan lyder dele af kritikken fra Thomas Vigild, der i sin faste blog 'Thomas Vigilds Klik' på Politiken langer voldsomt ud efter den seneste udsendelse af Smagsdommerne.

Thomas Vigild er blandt andet irriteret over, at studieværten slet ikke har sat sig ind i spiluniverset og Xbox-maskinerne.

"Hvis du vælger at have spil i dit program, så kunne du måske sætte dig bare minimalt ind i spilmarkedet. Men måske var det for at spille "dum" sammen med programmets målgruppe? I så fald ikke en god taktik," skriver han og kritiserer tillige, at enkelte i panelet ikke engang har givet sig tid til at gennemføre computerspillet. Eller overhovedet orket.

"Der mangler simpelthen respekt omkring spillet som kunstform – og det udviste både panelet og studieværten," skriver Thomas Vigild, der dog minder om, at det var endnu ringere, da Smagsdommerne i april sidste år forsøgte at anmelde PS3-spil som "Flower", "Echochrome" og "Rag Doll Kung Fu".

Men ifølge Smagsdommernes studievært, Adrian Hughes, har Thomas Vigild misforstået hele ideen med Smagsdommerne:

»Min opgave er at gøre alle de forskellige kunstgenrer tilgængelige for den brede befolkning. Vi tager utroligt mange genrer op, som ikke alle mennesker har et intenst forhold til. Vi beskæftiger os eksempelvis med ny dansk opera – senest Poul Ruders Dancer in the Dark – som i alt kun vises for 1400 publikummer otte gange. Derfor gør jeg alt hvad jeg kan for at bringe alle ind,« siger Adrian Hughes til Journalisten.dk og peger på endnu et par eksempler på kunst og kultur for de få:

»Uanset om jeg tager til Horsens Kunstmuseum og kigger på en kunstudstilling af Maj-Britt Boa, der bearbejder vand, eller lytter til podcasts fra Third Ear på nettet, så er det min opgave på et landsdækkende kulturprogram at lukke så mange ind i den verden som overhovedet muligt. Det er lige præcis Smagsdommernes kvalitet, at det ikke er specialister, der diskuterer et kerneområde.«

Adrian Hughes peger på, at han i udsendelsen om computerspillet Limbo sagtens kunne have sat tre spiljournalister til at diskutere, men mener ikke, der ville komme noget godt ud af det.

»Det er min vurdering, at mange, der ser Smagsdommerne, ikke ved, hvad en Xbox er. Og jeg forsøger samtidig ikke at prætendere, at jeg er ekspert på et område, jeg ikke ved noget om. Troværdighed handler om at tale vidende om det, jeg rent faktisk ved noget om. Og så ellers forsøge ikke at tale ned til folk.«

Smagsdommernes studievært nævner et konkret eksempel fra en tidligere udsendelse, hvor det netop gik galt, fordi man havde valgt at lade ekspertere diskutere og anmelde Kasper Bech Holtens opsætning af Nibelungens Ring. Wagners 14 timer lange operatetralogi om dilemmaet mellem magt og kærlighed.

»Her lod vi to musikuddannede anmelde Nibelungens Ring, hvor så en af de to musikanmeldere forvildede sig ind i en diskussion om, hvorvidt førstestemmen eller andenstemmen i Sieglindes parti – som altså kun varer 19 minutter ud af den samlede opera på 14 timer – havde den mest passende metalliske klag til det specifikke parti. Det er et ekstremt eksempel, men ikke desto mindre et eksempel på, at det ikke er en styrke, at lade fagspecialister diskutere i Smagsdommerne.«

Adrian Hughes er dog enig med Politikens blogger i, at de deltagende i seneste udgave af Smagsdommerne godt kunne have været bedre forberedt.

»Jeg vil give Thomas Vigild ret i, at litteraturanmelder Lilian Munk Rösing havde snydt på vægten. Desværre. Jeg var også skuffet over, at hun ikke selv havde sat sig til tasterne. Derfor eksponerede jeg det også i programmet. Men det må stå for hendes egen regning, at hun vælger at gå i fjernsynet og tale om et produkt, som hun ikke havde anvendt, som det var tænkt.«

Ifølge Adrian Hughes eksponerer eksemplet til gengæld, at Smagsdommerne til tider har problemer med rekrutteringen af netop smagsdommerne.

»Vi har en tendens til at rekruttere folk fra et bestemt kreativt samfundslag, der har en definitionsmagt i dansk kunst og kultur. Typisk folk, som det er svær at sende ud at se Cirkusrevyen på Bakken eller et Søren Østergaard wienerbrødshow. Der er alt for få af dem, der vil stå i mål til de meget brede folkelige produkter. Det er vi meget opmærksomme på,« siger Adrian Hughes til Journalisten.dk.

Smagsdommerne har det da også altid som mål, at der altid skal være mindst en fagdommer tilstede i udsendelsen.

»Men det er altså Smagsdommernes kvalitet, at værker altid bliver dømt uden for den snævre cirkel, som er fagspecialisternes.«

Hvad angår computerspillet Limbo, som Thomas Vigild på Politiken altså mener fik en stedmoderlig behandling, vil Adrian Hughes dog gerne indrømme, at det kom "fuldstændig bag på ham", at spillet er blevet downloadet mere end 250.000 gange.

»Jeg havde opfattet det som et lille kunstspil. Derfor er det en guds lykke for Smagsdommerne, at vi hele tiden får nye praktikanter ind, som kan fortælle mig om ting, som jeg ikke kendte til eller vidste var brede. Men jeg tror bestemt ikke, at jeg var den eneste, det kom bag på, at Limbo er så stort. Og nu har Smagsdommerne i det mindste gjort folk opmærksommme på, at der findes et spil, der er dansk udviklet, som har fået kunststøtte og som er så populært. Og så må Thomas tage at spise en tudekiks og se at komme videre.«

Senest udgave af Smagsdommerne kan ses her (Diskussionen om computerspillet Limbo er til sidst i udsendelsen)

(opdateret kl. 12:26)

Kommentarer
5
Thomas Vigild
22.09.10 08:51
Tudekiks retur

Kære Adrian

Tak for svar - og jeg har skrevet et modsvar i dag på min blog. Link er for neden.

Vi er på samme side, men jeg føler stadig, at jeres kritikere skal gå til opgaven med langt større respekt, og at du som studievært skal gøre mere for at fjerne alle teknikaliteterne bag spillene, så I kan koncentrere jer om at debattere oplevelsen - mere til næste gang i dækker spil i jeres program. 

http://blog.politiken.dk/klik/2010/09/22/en-tudekiks-fra-smagsdommerne/

mvh.

Thomas 

Fremhævet af Journalisten
Claus Dahl
22.09.10 09:07
Det er skam ikke bedre inden for de andre kunstarter

Der hvor Vigilds kritik er forfejlet er i opfattelsen at resten af kritikken i Smagsdommerne har højere kvalitet. Det er - by design - altid for 2/3 dele af panelets vedkommende, ligegyldige privatmeninger fra søde og rare mennesker, uden særlige forudsætninger for at udtale sig om det de snakker om.

Der er ikke noget galt i at DR laver et program hvor også kulturens publikum kommer til orde, og ikke bare eksperterne, men den er helt gal når Adrian Hughes i ramme alvor tror han laver professionel kulturjournalistik når han gør sådan, og at det ikke bare er en del af publikum, men faktisk eksperter, han har med i studiet.

 

 

Fremhævet af Journalisten
Daniel Binau
22.09.10 10:12
Re: Adrian Hughes: Politiken-journalist må tage en tudekiks

Vigild har en meget valid pointe så langt at de nødvendige praktiske og tekniske foranstaltninger ikke bør indgå i vurderingen af selve spillet som kunstværk eller oplevelse. Det svarer til at inddrage problemer hos Billetnet i vurderingen af et teaterstykkes kvalitet, eller (sat på spidsen) at klandre en bog for at den forudsætter flere års skolegang før den kan læses.

Det der skal vurderes, er den oplevelse der stilles til rådighed når spillet er fungerende og startet - ligesom vurderingen af et teaterstykke starter idet tæppet går op. Det er således relevant at inddrage om spillet er nemt at sætte sig ind i, om kontrollen er intuitiv etc., men ikke om det er besværligt at koble en XBox til sit fjernsyn. Det må være programarrangørernes opgave dels at klæde anmelderne på med disse retningslinier, og dels at assistere med det praktiske som ligger uden for værket, i det omfang det er nødvendigt.

Dette er et ganske vigtigt punkt som ikke formidles helt skarpt nok i Vigilds førse indlæg, men som heldigvisfremgår mere tydeligt i hans svar.

Fremhævet af Journalisten
Morten Iversen
22.09.10 12:07
Adrian Hughes: Politiken-journalist må se at tage en tudekiks

Smagsdommerne er et super seværdigt program, og konceptet er båret af ikke mindst AH's charmerende kokketeren med viden og genrer på tværs af medier og platforme, som regel uden at det bliver nedladende eller lefleri.

Som regel...

Det er lidt forstemmende stadigvæk at konstatere, at spil af kultureliten stadig betragtes som det larmende rødhårede stedbarn, ingen rigtig bryder sig om og helst vil ignorere. Tænk hvis dommerne sagde "Næh, bøger - det gider jeg ikke rigtig læse", "Film? Ja jeg kender nogen der ser det dersens nymodens pjat, men det fænger ligesom ikke for mig..." eller "Nu er jeg jo ikke rigtig til musik, men jeg har fundet et lille barn der godt kan li' den slags til at lytte en gang, og så har jeg spurgt hende....".
Teknologisk er en konsol nogenlunde ligeså vanskelig at bruge som det er at indstille lysstyrke på din fladskærm med fjernbetjeningen, eller bruge apps på sin iPhone - det er temmelig pauvert at man kan føle sig fremmedgjort af teknologi på det her niveau, særligt når man som deltager forudsættes at gøre en minimal indsats selv (eller i det mindste så søge hjælp) for at tilegne sig den oplevelse, man senere skal fortælle om.

Smagsdommernes omtale af Limbo gav mig mindelser om denne sketch.

www.youtube.com/watch?v=0Cd7Bsp3dDo

Det er stadig comme il faut at sige man ikke spiller eller forstår spil på kultur-parnasset, og der går nok en generations penge førend det blir anderledes.
Som et kuriosum kan jeg nævne at jeg har siddet hos skandinaviens største filmselskab og forsøgt at få dem overbevist om at koble sig på Limbo-universet via et filmprojekt, der var i en forberedende udviklingsfase. Producerne derude forstod heller ikke konceptet - "Det er jo chokerende at der slet ikke er nogen historie...?" - og afviste at gøre mere ved det. Så den kvalificerede mangel på forståelse for spilmedier generelt ligger på et højt niveau her i landet.
Jeg kan komme i tanke om rigtig mange danske filminstruktører der ville være lykkelige for bare at komme i nærheden af de salgstal Limbo fremviser - for ikke at tale om den gennemførte originalitet og solide håndværk i verdensklasse, som Limbo er eksponent for.

Fremhævet af Journalisten
Bjarke Christensen
24.09.10 10:50
Adrian Hughes: Politiken-journalist må se at tage en tudekiks

Som det fremhæves af Morten Iversen, må man forvente at anmelderen selv oplever den kunst, han skal omtale på tv. Det gad Lilian Munk Rösing åbenbart ikke. Men jeg mindes da også en anden anmelder, muligvis i samme udsendelse, der havde været til en kunstudstilling og primært betragtet de øvrige tilstedeværende. Så det er åbenbart ikke unikt, at smagsdommerne anmelder noget de ikke selv har oplevet. 

Det med scart stikket er jo totalt til grin. Man ville aldrig indlede en diskussion af en film med en omtale af hvorvidt scart stikket på en dvd afspiller var svært at koble til fladskærmen.

Men den diskussion er også mere et billede af det generelle problem, nemlig at smagsdommerne var nedladende og fordomsfulde overfor et kunstværk på grund af dets medie. Og det er vel et redaktionelt problem. 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen