Unge har krav på at vide, om de uddannes til arbejdsløshedskøen, mener akademikernes forbund AC. Der uddannes for mange "kolde hænder" – bl.a. kommunikationsfolk – lyder advarslen.
Unge mennesker har ret til at vide, om der er gode chancer for at finde et job, inden de vælger studie. Sådan lyder det fra Akademikernes Centralorganisation. De peger på, at der i disse tider bliver skåret ind til benet flere steder.
Det skriver DR.dk.
AC's chef for politisk-økonomisk analyse, Niels Lykke Jensen, peger især på de såkaldte "kolde hænder". Begrebet dækker bl.a. over embedsmænd og forvaltningsuddannede – men også kommunikationsfolk. Her bør studiestederne være bedre til at rådgive de måske kommende studerende i, om de står til at få job efter endt uddannelse, mener han.
"Universiteterne bliver presset til at optage så mange studerende som muligt, uden at fortælle noget om jobmulighederne. Men ligesom vi kan se varedeklarationen, når vi køber en vare i supermarkedet, bør de unge også få en reel vejledning om, hvorvidt de uddanner sig til job eller arbejdsløshed," siger Niels Lykke Jensen til dr.dk.
Han foreslår helt konkret, at regeringen nedsætter et koordinationsudvalg, der løbende kan sammenligne antallet af studerende med chancerne for job.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det samme burde Dansk Journalistforbund interessere sig såre for. Med den ekstra tilføjelse, at jobmulighederne som journalist også skal granskes. Jo, der er nok at tage fat på i en krisetid, hvor det må gælde om at skære til, baseret på viden, undersøgelse og vilje til forandringsledelse gennem afdækning af de tilgængelige medlemsdata. Og det ville i tillæg være formålstjeneligt at inddrage A-kassen, så DJ kan få det fulde jobbillede af skaren af freelancejournalister, på supplerende dagpenge og andre støttede ydelser. Jeg tror mange i vores forbund ville blive overraskede over tallenes billede af jobvirkeligheden, der formentlig helt vil leve op til prædikatet "de kolde hænder holdeplads". Men det vil omvendt også fra det udgangspunkt kunne betyde handling, og det er jo også en god form for kickstart og nyorientering.