Stor var imidlertid min overraskelse, da en kollega på det daværende Jydske Tidendes politiske redaktion spurgte mig: "Nå, er du på brevveksling med NN? Det havde jeg ikke troet …"
Jeg måbede. Havde naturligvis regnet med, at brevet var en sag mellem mig og politikeren. Lidt naivt, vil mange sikkert mene. Men jeg skrev ikke senere til politikere.

I begyndelsen af 90'erne, skrev jeg til en ledende militærperson – også helt privat – for at udtrykke min forfærdelse over et tiltag i militæret (der var i ramme alvor fremsat forslag om, at soldater i det danske forsvar skulle kunne bære "etnisk hovedbeklædning" efter eget valg). En fnysende arrig kollega på Jyllands-Posten med forsvaret som speciale spurgte mig efterfølgende sådan omtrent, hvad fanden jeg bildte mig ind at skrive min mening til den pågældende. Jeg fik også et meget vredt svar fra officeren, men mon ikke han har fortrudt senere?

Forslaget blev vist i øvrigt aldrig ført ud i livet.
Efter mailens fremkomst har jeg da sendt politikere et par småkommentarer, men de er nok bare forsvundet i web-virvaret, da jeg ikke senere har fået reaktion fra kolleger. Klog af skade ville jeg under ingen omstændigheder turde give væsentlige informationer videre, hverken per brev eller per mail, selv om jeg måske i al beskedenhed kunne have givet nogle oplysninger, der måtte have været af interesse. Trist nok. For naturligvis er det rablende vanvid, at en politiker eller en militærperson ikke kan behandle en henvendelse fortroligt, men er tvunget til at udbasunere den for offentligheden.

Der er i tidens løb nok smuttet meget væsentlige oplysninger, der ville have været i nationens interesse, på den konto. Mon ikke det fortsat sker?

– Niels Jürgensen, Kreds 4