• Vi har tre hovedproblemer omkring åbenhed i forvaltningen i dag, ifølge journalist Simon Andersen fra Jyllands-Posten.
»For det første holdningen hos myndighederne, for det andet at loven ikke er god nok og for det tredje, at alle er ligeglade – undtagen journalisterne,« siger han.
Som en af oplægsholderne på en konference om medierne og grundloven på Christiansborg den 12. april opfordrede han de tilstedeværende politikere til at bruge bare 10 minutter på at lave et udkast, der kunne løse problemerne.
»Men det vil de ikke gøre, for åbenhed er noget bøvl,« siger han.
Simon Andersen nævner en stribe eksempler fra dagligdagen på, hvad han opfatter som chikane fra myndighederne.
Statsministeriet nægtede at udlevere en pressemeddelelse(!) til nogle journalister, der arbejder på en kritisk bog om statsministeren.
Forsvarsministeriet overstregede vigtige dele af udleverede dokumenter med henvisning til kommercielle interesser. Årsagen viser sig at være, at nogle kampvogne var blevet meget dyrere end lovet.
Forsvarets Efterretningstjeneste, FET, bruger store ressourcer på at nedklassifi-
cere materiale, som alligevel ingen kan få aktindsigt i, for-
di man skal have kendskab
til det enkelte dokuments eksistens. Og det kan man i sagens natur ikke have, når materialet hidtil har være hemmeligt.
Og endelig myndigheden der nægter at et dokument findes, fordi journalisten er kommet til at kalde det en rapport, hvor det i virkeligheden er et notat.

Rusk op i gamle vaner
Tidligere indenrigsminister Birte Weiss (S) mener, at gamle vaner og ulyst til at blive kigget over skuldrene er en vigtig årsag til, at loven om offentlighed i forvaltningen ikke altid virker efter hensigten. Derfor anbefaler hun, at forvaltningernes adfærdskodeks på dette område bliver revideret.
»Det er i politikernes og administrationens interesse at være så gelassen som muligt i disse sager. De myter, der ellers dannes, er for det meste værre end virkeligheden,« siger hun.

Embedsmænd i arkiverne
Justitsministeriets departementschef, Michael Lunn, kan ikke helt genkende beskrivelsen af de modvillige embedsmænd, der chikanerer og trækker i langdrag.
»Ganske ofte slår vi knuder på os selv for at skaffe pressen de oplysninger, den beder om,« siger han og peger på, at virkeligheden kan se meget forskellig ud alt efter hvorfra man betragter den.
»Fra en journalists synspunkt kan svartiderne virke urimeligt lange, men for embedsmændene ligger der ofte et stort arbejde i at finde oplysningerne frem,« siger han.
Det er især de meget brede forespørgsler, der volder problemer. Michael Lunn henviser til en anmodning om aktindsigt i korrespondance med tyrkiske myndigheder om
narkospørgsmål. Det kostede 2-300 arbejdstimer at finde dokumenterne frem. Og de førte ikke til nogen artikel.
Han vurderer, at offentlighedsloven er ganske vidtgående og illustrerer med et eksempel:
»Alle de ministre, jeg haft med at gøre gennem de seneste 15-20 år, er på et tidspunkt blevet overrasket over, hvad de er blevet nødt til at udlevere. Og det er uanset, hvordan deres indstilling til loven har været på forhånd,« fortæller han.

Hemmelig licitation
Trods Michael Lunns vurdering er det en kendsgerning, at adgangen til aktindsigt jævnligt er blevet forringet, siden loven blev vedtaget. Det seneste skud på stammen af stramninger er en bekendtgørelse fra indenrigsminister Thorkild Simonsen, som undtager kommunale udliciteringer fra offentlighedsloven.
Det betyder blandt andet, at borgerne i fremtiden ikke har ret til at få at vide, hvor mange skattekroner kommunen betaler for den udliciterede hjemmehjælp eller renovation.
Billedet er ikke nyt. Statens udliciteringer har i flere år været lukket land for journalister, men udvidelsen til kommunerne er så omfattende, at man næsten kan høre sagsmapperne smække i rundt om på landets rådhuse.

Lukkethedens kultur
Netop på det kommunale område forventer journalist Hanne Fall Nielsen fra Politiken den voldsomste bevægelse væk fra åbenhed i fremtiden.
»Halvdelen af landets kommuner har få forhånd engageret sig på tværs af kommunegrænserne i konstruktioner, der er totalt uigennemsigtige,« siger hun.
Hanne Fall Nielsen peger på, at hel- og halvoffentlige
selskaber, for eksempel Ørestadsselskabet, som et af de største problemer for aktindsigten i dag.
»Vi har ikke adgang til budgetter, vi får ingen dagsordner og de referater, vi bliver spist af med, er grundigt rensede,« siger hun.
Det er hendes erfaring, at den private kulturs tradition for lukkethed bliver dominerende, når det private og det offentlige blander blod.
Når kommunerne nu kan skjule oplysninger om udlicitering, kan det efter Hanne Fall Nielsens mening få meget vidtgående konsekvenser.
»Selv i det tilfælde, hvor ISS sender en henvendelse til en lang række kommuner om, at virksomheden godt kunne tænke sig at stå for driften af en børnehave eller lignende, kan kommunen holde det hemmeligt. Og det kan helt hindre en debat om udflagning af børnesektoren,« siger hun.

Sabotage
Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, er måske en af de hårdeste kritikere af den manglende aktindsigt i forbindelse med udlicitering og oprettelse af hel- og halvoffentlige selskaber.
»Jeg går stærkt ind for udlicitering, men det kommer til at virke som sabotage af offentlighedsloven, at borgerne samtidig mister ret til aktindsigt, siger hun.
Birthe Rønn Hornbech betegner det som et kæmpe problem og gør opmærksom på, at man kan risikere, at myndigheder og politikere vælger at udlicitere alene for at undgå ubehagelig offentlighed.
»Jeg fatter ikke, hvorfor pressen har interesseret sig så lidt for det problem,« siger hun.