Åben konfrontation på Grønlands Radio

 

 

Som våd håndsæbe. Sådan beskriver medarbejderne på Grønlands Radio deres direktør og bestyrelse. Tilliden til toppen er væk efter et farceagtigt forløb, hvor medarbejderne blandt andet har politianmeldt bestyrelsesformanden.
 

»Det har været de værste uger i mit liv. Både personligt og arbejdsmæssigt.«

Journalist Mads Scheibel blev tillidsmand for 110 medarbejdere på Grønlands Radio i starten af september.

Efter to uger på posten brød helvede løs.

Mads Scheibel havde hørt rygter om, at der skulle fyres nogle tv-folk. Da han ikke havde hilst på chefen endnu, besluttede han at slå to fluer med et smæk. Han bankede på hos direktøren, gav hånd og spurgte til rygterne.
Jo, den er god nok, kunne direktøren afsløre.

I de følgende dage blev medarbejderne indviet i en storstilet plan:

Grønlands Radio (KNR), der ligesom DR både producerer tv og radio, skulle forvandles fra en produktionsvirksomhed til en udsendelsesvirksomhed. Direktøren kom med tre konkrete tiltag:

– Tv-produktion skal nedlægges, så der i realiteten kun produceres tv-nyheder.

– Radio-huset skal tømmes og alle aktiviteter flyttes til tv-huset. En slags DR-Byen-løsning.

– KNRs to regionale stationer skal sælges til lokale stationer.

Planen ville medføre op imod 20 fyringer.

Det blev starten på en månedslang kamp mellem medarbejdere og ledelse, hvor medarbejderne to gange har nedlagt arbejdet. Parterne faldt dog til ro for nylig, da bestyrelsesformanden pludselig meddelte, at fyringer skam slet ikke var den eneste udvej.

»En masse har gået rundt uden at vide, om de var købt eller solgt. Og mange har tjenestebolig. Så hvis du bliver fyret, så er du virkelig på den,« siger Mads Scheibel, der kalder ledelsen dybt uprofessionel.

»Vi har fået et sæt meldinger om, at der skal fyres folk og laves en masse omstruktureringer. Men vi har ikke kunnet få noget svar. Og pludselig er de vendt på en tallerken. Vi har en modpart, der er som våd håndsæbe.«

I teorien er alt godt igen. Medarbejdere og ledelse skal i fællesskab diskutere fremtiden. Og måske slipper KNR for fyringer. Men det er kun i teorien.

Undervejs i forløbet bad en praktikant bestyrelsesformanden medvirke i en direkte radioudsendelse om den nye struktur. Bestyrelsesformanden afviste, og da praktikanten sagde, at det blev hun nødt til at fortælle seerne, skulle formanden have svaret:

»Hvis du vil skyde dig selv i hovedet, så er du velkommen.« Senere har bestyrelsesformanden beskyldt praktikanten for at være psykisk syg. Den sag er indtil videre endt med, at medarbejderforeningen har anlagt injuriesag mod formanden.

Medarbejderforeningen har også klaget til ombudsmanden, fordi ledelsen ikke har overholdt samarbejdsaftalen, og endelig har et flertal af medarbejderne skrevet et åbent brev til Landsstyret, hvor de erklærer, at de har mistet tilliden til direktør og bestyrelse.

Midt i dette kaos står den nyudnævnte fællestillidsmand Mads Scheibel. Han skal prøve at oprette et samarbejde med den upopulære ledelse. Er det realistisk?

»Jeg skal jo tro på det,« sukker Mads Scheibel.

Direktør Lars Lennert Sandgreen ønsker ikke at kommentere sagen over for Journalisten.

»Jeg vil ikke trevle op i mere,« siger han.

 

0 Kommentarer