Hvornår fandt du ud af, at du gerne ville være journalist?
”I syvende klasse var der et computerspil, der hed Maxi-Due. Det var et digitalt spørgeskema med omkring fyrre spørgsmål, hvor man skulle svare på, i hvor høj grad man var enig i et eller andet. Efter det kom der så tre muligheder for fremtidige fag. Resultatet var advokat, journalist og tryllekunstner, og jeg kunne se mig selv inden for alle tre ting. Men det kildede ekstra meget i maven ved journalist, og efter det kunne det kun gå for langsomt for mig. Jeg tog til optagelsesprøven i 3.g og var også den yngste på hele skolen, da jeg startede.”
Hvilken type journalist drømte du om at blive, da du startede på skolen?
”Jeg har altid set mig selv som tv-vært. Mine forældre har nogle bånd af mig fra jeg var barn, hvor jeg løb rundt med en mikrofon og interviewede folk. Så på en eller anden måde har det altid ligget i mig. Men jeg så det aldrig som en mulighed, for der har aldrig været nogen i fjernsynet, jeg kunne identificere mig med. Aldrig nogen, der så ud som mig. Så jeg troede, jeg skulle være skrivende journalist. Dér virkede ens etniske ophav lidt mere ligegyldigt.”
Hvornår begyndte du så at tænke, at det var en mulighed at blive tv-journalist?
”Da jeg skulle i praktik. Hele min barndom havde jeg bildt mig selv ind, at min baggrund og mit udseende var en hindring. Men det blev pludselig en fordel at hedde Abdel og se ud, som jeg gjorde, da jeg kom i praktik hos DR. Og de steder, jeg havde søgt praktik, ringede og ville tale med mig, for der havde nærmest aldrig før været en Abdel. Siden da har det været en fordel, og i mit tilfælde bilder jeg mig ikke ind, at det kun handler om talent.
Nu kommer der flere journalister med min baggrund, men vi er stadig langt fra repræsentationen – især på de store programmer. Jeg vil gerne se den dag, valgaftenen eller ’X Factor’ skal bestyres af brune mennesker.”
Ofte er der en forestilling om, at journalister skal være så objektive som muligt. Du bruger dig selv meget – blandt andet i dokumentaren ’Helvedes Homo’ – er der en grænse for, hvor langt journalister kan gå i at bruge sig selv?
”Det er selvfølgelig en balance, og jeg tror, der har været fire-fem redaktører inde over det program. Folk har været meget i tvivl om min rolle, fordi jeg både var journalist og medvirkende på samme tid. Men det var en fordel, at jeg kunne bruge mig selv i programmet. Der er ikke nogen, der kan påstå, jeg er racistisk, og jeg kunne komme ind i et miljø, en eller anden ”Daniel” fra TV 2 ikke ville kunne.Men jeg kommer ikke til at bruge mig selv i lige så høj grad fremover. Hvis jeg får en fodvorte, pitcher jeg ikke en eller anden historie om klamme ting på vores kroppe. Jeg mener heller ikke, at alle journalister hele tiden skal gå og mene noget om deres eget liv og så udkomme med det.”
Er ’Helvedes Homo’ mest et journalistisk projekt eller et personligt projekt?
”Jeg er blevet overrasket, når folk har spurgt mig, hvad mit næste træk i homo-kampen er. For det er jo ikke en homo-kamp. Det er et program, et journalistisk produkt. Men jeg forstår godt tvivlen, for det er jo tydeligt, at jeg er involveret.
Jeg bliver aldrig mere fagligt stolt over noget, end jeg er af det her. Det har rykket noget for mig, min familie og for samfundet. Officielt er det ikke meningen med journalistiske produkter, men jeg ved, at det rent faktisk har gjort en forskel for nogle mennesker.”
Kan det have nogen negative konsekvenser i dit professionelle liv, at du så tydeligt viser dit standpunkt inden for forskellige emner?
”Folk tror altid, at det går ud over ens troværdighed og ens jobmuligheder. Det er simpelthen forkert. Der er en kæmpe sult efter det. De fleste mennesker vil gerne have nogle løsninger på forskellige udfordringer, og den måde at fortælle historier på har mange medier overset. Jeg har aldrig haft mere travlt, jeg har aldrig været gladere for mit arbejde, og jeg har aldrig tjent flere penge.”
Hvad er branchens største udfordring?
”At medierne ikke tør tage stilling. For eksempel under Trumps indsættelse. Hvorfor siger man ikke, det er løgn, når der bliver sagt, at det er den største indsættelse nogensinde? Det kunne man jo bevise. Man kan ikke bare sige bagefter, at man skal være bedre til at faktatjekke. Det er for sent, når pressemødet er sendt, og løgnen er blevet sagt.”
Hvad er løsningen?
”Aktivistisk journalistik er vejen frem. Journalister skal fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert. Der er en stor misforståelse omkring, at hvis man tager stilling, er man politisk. Det passer ikke. Jeg har taget stilling i flere år, og jeg påstår hårdnakket, at jeg ikke er politisk.”
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Abdel har lige givet argumenterne for, hvorfor Danmarks Radio skal privatiseres. Hvis han mener, han skal fortælle mig og andre om hvad vi skal mene, kan han tilpas gøre det fra et privat medie.
Komplet enig om Branchens Største Udfordring. Trump kalder pressen The Enemy of the People og DR's og TV 2's nyheder dækker ham, som om han var et rationelt menneske.
Abdel Aziz Mahmoud er en af mine skærmhelte, så længe det varer. Han laver altid tv, som jeg kan holde ud at være med til at se. Indtil videre, i hvert fald. Vi kom gående mod hinanden en aften i byen, hvor jeg måtte stoppe op og fortælle, at jeg blev så glad, da han sprang ud for åbent skærm.
Piger i min aldersgruppe har ikke måtte det samme. Helt tilbage i 5. klasse, i Dallas i 1969, hvor jeg tog en borddekoration i frokost stuen i skolen og begyndte at lege, at jeg var krigskorrespondent fra Vietnam med dagens jokes og body count, er jeg blevet bremset og fået anmærkninger af læreren for dårlig opførsel. Så en karriere som tv vært eller stand opper blev ikke til noget. Endnu sværere er det jo, at man kom til Danmark som voksen og skulle lære sproget fra begyndelsen og har en hel anden form for humor. Øv, en accent og man laver stadigvæk fejl mht et og en.
Respekt for Hr Abdel, der har forstået at blive ved og slå igennem. Hvor er det forfriskende at se nogen, der ikke leverer den beige metervare på skærmen. Tak.