Så er det slut med ensidigt fokus på gymnasier og universiteter!
Sådan lyder erklæringen om A4 Mediers nye nichemedie A4 Uddannelse på det nye medies hjemmeside.
Her fremgår det også, at A4 Uddannelse går i luften 1. februar og vil zoome ind på uddannelserne på landets erhvervsskoler og AMU-centre.
”På vores nye medie, A4 Uddannelse, skriver vi om de uddannelser, ingen andre skriver om,” siger chefredaktør for A4 Medier Kristian Madsen, i en introduktionsvideo om det nye medie, som udelukkende vil fokusere på faglære og vejen dertil.
Redaktør for A4 Uddannelse bliver Andreas Antoni Lund, der kommer fra en stilling som skrivende redaktør for Uddannelsesbladet under Uddannelsesforbundet.
A4 Uddannelse bliver det femte abonnementsbaserede nichemedie i A4 Medier, der er ejet af Fagbevægelsens Hovedorganisations medieselskab A-Pressen.