Hvad vil du huske 2018 for?
”Personligt vil jeg huske 2018 for året, hvor jeg efter næsten 15 år i dansk nyhedsjournalistik skiftede til politisk kommunikation og blev pressechef for Alternativet. Og så vil jeg huske året for, at jeg blev oprigtigt politisk begejstret af at komme ind på Christiansborg og arbejde for et innovativt parti som Alternativet.”
”Skiftet har været lettere, end jeg forestillede mig. Jeg er blevet overrasket over, hvordan man kan vende sit håndværk på hovedet og bruge sin journalistik på en anden måde. Og så er jeg jo blevet chef – det har også været en spændende udfordring. Det er et kæmpe ansvar at stå i spidsen for en afdeling.”
Hvad vil du helst glemme fra 2018?
”Det værste ved skiftet fra journalistik til kommunikation har været at opleve sine journalist-kolleger fra den anden side. Det er rimeligt grimt, når blodhunden glammer, og al fakta og perspektiv forsvinder. Når der går blodrus i mediedækningen, og ingen bliver klogere.”
”Vi oplevede det især med sagen om Alternativets kulturborgmester i København. Det foregik jo på Rådhuset, så det var ikke mig, der sad med pressearbejdet. Men jeg var tæt på, og det var bare grimt. Vi oplevede for eksempel, at menige medlemmer af partiet blev ringet op af en nyhedschef og tilbudt anonymitet, så de kunne tale mere åbent. Det er kommet bag på mig, hvor brodne de brodne kar i virkeheden er.”
Hvordan vil du betegne Alternativets 2018 i pressen?
”Der er sket rigtig meget godt. En måned efter at jeg startede, udkom vi med et visionskatalog med visioner for fremtidens Danmark. Det var fedt at se de historier leve derude.”
”Og så besluttede Alternativet jo at stille med Uffe som statsministerkandidat. Det har også været spændende at opleve, hvad det betyder i pressen. Man har arbejdet så længe inden for den her præsidentvalgkampstilstand, at man ikke rigtig ved, hvordan man skal gribe det an. Det bliver tit bare den negative vinkling i medierne – og det kan man godt ærgre sig over.”
Hvad er dit håb for 2019?
”Jeg håber da på, at Danmark får sin første grønne statsminister. Og så håber jeg, at der bliver plads til flere nuancer i både politik og i de danske medier.”
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man må dog give hende ret i, at hun virkelig har fået vendt sit journalistisk håndværk på hovedet
Tænk at rigtige journalister kontakter deres kilder! Sikken frækhed!!
"Vi oplevede for eksempel, at menige medlemmer af partiet blev ringet op af en nyhedschef og tilbudt anonymitet, så de kunne tale mere åbent. Det er kommet bag på mig, hvor brodne de brodne kar i virkeheden er.”
Er det brodne kar? Det er vist en spindoktor stramning. :-) All good - og pøj pøj til jer.