Den 97-årige danske Hollywood-journalist Sven Rye skriver stadig historier fra filmbyen, hvor han ankom som en af de første europæiske korrespondenter efter Anden Verdens-krig. Det har bragt ham tæt på Marilyn Monroe og Elvis Presley. Han er – muligvis – verdens ældste aktive journalist, men skriver blandt andet til ungdomsbladet Tjeck.
LEGENDEN. Gangstativet bliver holdt ud i 90 grader fra kroppen, når Sven Rye energisk kommer gående. Det smælder, når stativet hurtigt rammer gulvet for kort efter at blive løftet højt op, så Sven kan tage endnu et stort, hurtigt skridt fremad.
»Har vi ikke travlt? Jeg har sgu altid travlt,« siger han fornøjet og misser mod solen på plejehjemmets terrasse ud mod Stillehavet i Laguna Beach lidt syd for Los Angeles.
Sven Rye har netop vundet over kræft for tredje gang og er på hjemmet for at restituere sig, men her bliver han ikke længe. Faste måltider og vækning klokken seks om morgenen passer ikke herren, som arbejder bedst om natten.
»Jeg skal helst skrive hele tiden. Det holder mig fra graven, det er jeg sikker på.« Sven Rye læner sig frem og lægger hovedet på skrå, så han bedre kan høre spørgsmålene. Af og til kniber det lidt med hørelsen, men øjnene er opmærksomt fæstnet på intervieweren. Nu er han klar til at fortælle historier. Og så begynder man selvfølgelig med den toneangivende start. Randers, fastelavnsmandag 1906.
Prins Karneval blev hans kælenavn. »Mens jeg var ved at blive født, kom en hestevogn forbi med en båd på ladet. Hvert femte minut løftede folkene årerne og råbte hurra, og det skete lige ud for vores hus i det øjeblik, jeg første gang så dagens lys. »Nå, der har vi prins karneval,« sagde lægen. Og det har jeg været lige siden,« siger Sven, som gennem livet har haft mange roller, selv om journalistikken altid har været den største fjer i hatten.
Skriveriet lå ham bogstaveligt talt i blodet, ført i lige linie fra far og farfar – sidstnævnte grundlagde Randers Dagblad, hvor Sven kom i lære som knap 15-årig. Efter et par år på avisen ville Svens far og onkel købe dagbladet Himmerland i Hobro og indsætte Sven som redaktør. Men sådan skulle det ikke gå.
»Hobro? Der ville jeg aldrig kunne holde ud at bo. Ja altså, misforstå mig nu ikke,« siger Sven og er pludselig bange for at lyde snobbet.
»Det er en dejlig lille by, men jeg har nu altid befundet mig bedst i storbyerne. Og så rejste jeg til Paris,« fortsætter han, mens man næsten kan høre historiens vingesus og harmonikamusikken fra cafeerne på Montmartre.
Den 16-årige journalist begyndte først med at skrive om danskere i byernes by, men blev hurtigt tiltrukket af varietéscenerne. Han lærte at tale fransk og skrev blandt andet portrætter af den bananskørt-dansende sorte skønhed, Josephine Baker.
Josephine Baker var også kilden til en af hans største scoops, da han senere vendte hjem til Danmark og efter to år på Fyns Tidende fik arbejde på Aftenbladet i København som teater-, musik- og filmanmelder.
»Josephine skulle ankomme til København, så jeg var nede på stationen klokken syv om morgenen og nærmest rev hende ud af sovevognen. Det blev en fantastisk historie, vi talte begejstret om, hvad og hvem hun holdt af i Paris og om hendes karriere og fremtidsplaner. Klokken otte havde jeg historien færdig. Når jeg først bliver inspireret, så skriver jeg,« understreger Sven.
Tiden i Paris fik ham også til at udforske sine lyriske gener, selv om de første forsøg nu ikke faldt heldigt ud.
»Jeg skrev sådan noget med »der er musik i alle hjer-terne, tra-la-la«, det var ret forfærdeligt,« erindrer Sven, som dog for alvor fik blod på tanden, da datidens store sangskriver Victor Skaarup sagde, at der kun var plads til én sangskriver i København. Det modbeviste Sven Rye og begyndte blandt andet at skrive sange til Liva Weel-film.
»Blomstrende kastanjer« og tangoen »Det var kun bagateller« er de to sange, der har indbragt ham flest Koda-penge gennem årene. I alt mener Sven at have lagt pen til op imod 1.400 sange.
Arbejdet på Aftenbladet og tjansen som sangskriver var i en årrække en lykkelig symbiose, men da Danmark blev besat under Anden Verdenskrig, kunne Sven ikke længere holde sig til sit stofområde.
»Det var en svær tid, man kunne ikke stole på nogen, ikke engang ens venner. I avisen kritiserede jeg tyskerne, kaldte dem lumske og advarede danskerne imod dem. Men så en nat kom nazisterne efter mig,« fortæller han.
Tyskerne tropper op midt om natten ved Svens hus i Sorgenfri, men heldigvis gør hans hund advarende, så Sven når at undslippe via bagtrappen, netop som besættelsesmagten kommer ind ad fordøren. Den tyskerfjendske journalist gemmer sig på en mark og kommer to dage senere med en båd til Sverige. Her får han arbejde i to år for The Daily Express i Stockholm.
»Da krigen endelig sluttede, tog jeg hjem og kyssede grunden under mine fødder, men jeg fik hurtigt udlængsel igen,« siger Sven, som nu for alvor har blikket rettet mod den anden side af Atlanten.
Før Sven Rye begyndte på Fyns Tidende, var han på amerikansk udveksling og vandt en avis-konkurrence ved at beskrive en lille ø ud for staten Maine. præmien var en plads på avisen Newark Evening News.
Der er kun få ting, Sven Rye nogensinde har fortrudt. En af dem er, at han aldrig nåede at lave et interview med skuespilleren Poul Reumert, og den anden er, at han sagde nej til jobbet på avisen, fordi han allerede var blevet fastansat i Odense. Da Sven i 1947 realiserer drømmen og hopper ombord på en Atlanterhavsfærge, har han kun 50 dollar på lommen. Han arbejder på forskellige restauranter samt for et firma, som importerer danske sølvvarer, indtil sommeren og drømmen om mere lukrativt sæsonarbejde sender ham til Florida.
Her bliver Sven Rye ansat på en stor gård, hvor han hurtigt gør oprør mod datidens normer.
»Jeg havde aldrig i mit liv været på en gård. Men jeg fik 30 mennesker under mig, de 20 var sorte, og da jeg gav hånd til dem alle sammen, sagde formanden: »Vi giver ikke hånd til den slags.« »Det bliver jeg ikke sort i hånden af,« svarede jeg og havde derefter alle medarbejderes respekt.«
Den opfattelse bekræftes, da der en nat er haglstorm. Inden Sven når at komme i tøjet, er de sorte ansatte ude og i gang med at redde høsten.
»Alle fortalte mig, at de kun havde ofret sig og hjulpet gården, fordi jeg havde været venlig imod dem og udvist respekt. Det betød meget for mig,« siger journalisten fra Randers.
Efter høstsæsonen er slut, får Sven et lift til Los Angeles, hvor han midlertidigt kunne bo hos en kammerat fra Silkeborg. Pengene er små, og Sven kaster sig over skriverierne, nu hvor han endelig står i Hollywood. Heldigvis er hans timing perfekt.
I de tidlige efterkrigsår var der ikke mange europæiske filmkorrespondenter i den sydcaliforniske by, så Sven finder ud af, at han kan sælge samme artikel i op til 10 forskellige lande. Han bliver medlem af den fem år gamle Hollywood Foreign Press Association,*) som på det tids-punkt tæller en 10-12 journalister. Med tiden vokser klubben i prestige, lancerer Golden Globe uddelingerne og arrangerer omkring 200 interview årligt med alle legenderne.
De krogede fingre begynder at tælle stjernerækken. »Joan Crawford var mit allerførste interview. Jeg var selvfølgelig dødnervøs for, om jeg kunne klare det – også sprogligt. Men det gik over al forventning, jeg tror godt, den store diva kunne se, at der stod meget på spil for mig. Bette Davis var jeg imponeret af, fordi hun var så intelligent. Clark Gable mødte jeg første gang ude i Metro-Goldwyn-Meyer studierne, hvor han kom direkte op til mig og spurgte: »Synes du også, jeg har store ører?« Jeg svarede, at jeg syntes, han var meget smuk,« Sven griner, så jakkesættet hopper og bladrer mentalt videre i erindrings-kataloget.
»Marilyn Monroe kendte jeg, før hun blev kendt. Hun var oplæser til Golden Globe uddelingen, som jeg i nogle år var formand for. Marilyn var rystende nervøs, selv om hun bare skulle være oplæser. Jeg stod på scenen sammen med hende, lagde armen om skulderen på hende og sagde: »Marilyn tag det roligt, du skal bare sige tre navne,« og så blev vi venner på den måde.«
Sven demonstrerer, hvordan han hviskede i øret på den unge Norma Jean. Minderne dukker op uden strejf af nostalgi, selv om han da godt vil indrømme, at tiden er en anden i dag.
»Dengang kendte man hinanden meget mere. I dag er vi 120 i Foreign Press, ofte sidder vi i flok og skiftes til at række hånden op og stille vores spørgsmål. Der er flere filtre, men det er stadig interessant,« understreger han.
Stjernenykker og primadonnaer findes i dag som dengang. For eksempel skal man være heldig for at få to ord ud af Barbara Streisand, mens Julia Roberts og Sharon Stone altid har været medgørlige, mener Sven, som indrømmer, at han da nok nogle gange spiller lidt på sin alder.
»De fleste bliver jo nok lidt imponerede og tænker; »Gud lever han endnu«, når de ser mig,« ler han.
Da Sven Rye begyndte sin Hollywood-karriere, kunne han nå at sende artikler hjem med posten. Det tog tre uger over Atlanten, og så passede det med, at historien nåede frem til den europæiske premiere på filmene, han skrev om.
»I dag er jeg jo nødt til at bruge fax, alt skal jo gå så hurtigt,« siger han.
Sven har med tiden opgraderet udstyret med en elektrisk skrivemaskine, men computere og e-mails har han aldrig rørt.
»Jeg ved ikke, om jeg er bange for det. På den anden side går det jo fint med at faxe,« mener Sven. Nogle gange skriver han en kladde først, men så går det også derudad uden rysten på hånden. Sofistikeret notatteknik er heller ikke hans kop te. Faktisk tager han sjældent nogen noter overhovedet.
»Så husker jeg det væsentligste,« forklarer han og vender tilbage til sin karrieres highlights.
Elvis mødte Sven første gang i 1960, da rock and roll kongen var valgt af Paramount til at være vært for et arrangement for daværende Kronprinsesse Margrethe, da hun var på besøg.
»Han var det mest velopdragne, bukkede dybt for prinsessen. Jeg kendte ham i mange år, og vi snakkede selvfølgelig mest om hans liv, men han spurgte også til, hvordan det var at leve i Danmark. Senere blev han jo lidt…,« Sven stopper midt i sætningen og slår ud med hånden.
Han har set mange gå ned med flaget, men selv om han har haft første parket til legenders liv på godt og ondt, så er det ikke Sven, man skal komme til for at få slibrige detaljer. Sagligheden løber som en rød tråd igennem hans artikler. Typisk bliver der snakket om skuespillernes karrierer og om de aktuelle film, de medvirker i.
»Så snart det er noget med ægteskabelige sidespring, eller hvis nogen har været involveret i at stjæle penge eller lignende, så vil jeg ikke have noget med det at gøre. Jeg skal kunne se de mennesker, jeg interviewer, i øjnene, næste gang jeg møder dem,« siger Sven bestemt.
Spørgsmålet, om det ikke er mangel på kritisk sans, rører ham ikke.
»Det kan da godt være. Men jeg har altid ladet de andre om skandalerne. Min livsfilosofi er, at alle mennesker har noget godt i sig, lige meget hvem det er. Det har jeg fokuseret på i alle årene, og jeg tror, det er derfor, jeg ikke er død endnu,« forklarer han.
Der har da været svære stunder. Sven har haft to store kræftoperationer, hvor han ikke var sikker på at overleve.
»Der er åbenbart ikke plads til mig deroppe endnu. Jeg må være født optimist,« lyder hans enkle forklaring. Den 97-årige journalist skal tænke sig godt om for at finde noget, der gør ham ked af det.
»Hvis nogen redigerer for meget i mine ting, eller hvis min byline ikke kommer med, så kan jeg godt blive lidt irriteret,« siger han.
Til gengæld bliver Sven Rye bevæget, når hans historier og sange lever videre i andres bevidsthed. Han har lige fået brev fra en dame, som havde mødt en kvinde, der sang Svens »Det var kun bagateller« og græd bagefter.
»Gud, så sørgelig er den da heller ikke,« sagde jeg. Men det viste sig, at hendes mand havde købt den på grammofonplade efter et skænderi, de havde haft. Og ni måneder senere fødte hun en søn. Det er 60 år siden nu,« siger Sven begejstret.
En af hans nuværende yndlings-arbejdsgivere er ungdomsbladet Tjeck, hvis læserskare er de 16-18-årige, som sluger hans interview med Tobey Maguire, Matt Damon og Mel Gibson. Også denne målgruppe modtager han fanbreve fra.
»I et af brevene stod der endda: »Ham må I aldrig skille jer af med«. Jeg er ret stolt af, at sådan et gammelt skvadderhoved som mig kan skrive til nogen, jeg kunne være oldefar til,« siger Sven, som prøver at ramme de unges sprogbrug ved hver måned at læse Tjeck fra ende til anden.
En anden ungdomseliksir er et mådeholdent indtag af Campari, som Sven drikker hver dag. Hvis det virkelig skal være, får han måske et glas Chardonnay. Champagne gider Sven til gengæld ikke, »for det får man jo alle vegne«.
Mange har gennem årene efterlyst Svens memoirer fra de bonede gulve, men det kniber med at få tid til at få dem færdige. Han har delt sit liv op i barndom, ungdom, manddom og alderdom og har indtil videre kun skrevet de to første kapitler.
»For der kan jo også nå at ske meget endnu i det sidste kapitel,« mener han.
*) Hollywood Foreign Press Association er en prestigefyldt journalistforening for udenlandske journalister. Det er svært at blive medlem.
Foreningen arrangerer over 200 pressemøder om året med Hollywoodstjerner.
Foreningen har lanceret Golden Globe-priserne, som bliver uddelt på baggrund af medlemmernes stemmer.
Læs mere http://www.hfpa.org/
Blå bog
SVEN RYE
født i 1906 i Randers
Læretid på farfarens avis, Randers Dagblad.
Korrespondent i Paris i fire år. To år på Fyns Tidende. 13 år på Aftenbladet samt to år på The Daily Express i Stockholm.
Meddirektør af teatret Riddersalen 1946-47
Siden 1947 freelancejournalist med bopæl i Los Angeles. Her har han været dansk vicekonsul i 13 år samt formand for Hollywood Foreign Press Association*.
Har modtaget Ridderkorset og blev i 2002 udnævnt til »Scandinavian Of The Year« af American Scandinavian Foundation of Los Angeles.
Sven Rye skriver i øjeblikket til SE og HØR, Tjeck, Ugeavisen i Karup samt Bien og Den Danske Pioner – to danske tidsskrifter i USA. Er forfatter til bøgerne »Skyerne trækker sammen« og »Man skal jo gå på jorden«.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Yet the draw back is the fact once the tables are complete now you're
found waiting around to receive a location and sitting down in the on line casino or you'll not
normally have the capability to come across a sport heading.
Squeezing a tennis ball isn't only a terrific way to ease stress, in addition, it can build up the
strength in your hands. http://parkour.se/academy-2/