87. Så mange medlemmer af Dansk Journalistforbund var blandt de medarbejdere i DR, som i sidste uge fik at vide, at ledelsen har i sinde at fyre dem.
Det oplyser DR’s presseafdeling til Journalisten.
Dermed er de journalistiske medarbejdere den største enkeltgruppe blandt de afskedigede.
”Journalister er klart den største medarbejdergruppe i DR, og derfor også den gruppe, hvor flest medarbejdere er blevet sindet. Dog rammes journalister ikke forholdsmæssigt hårdere end andre grupper i DR,” skriver pressemedarbejder Per Christiansen i en mail.
Han tilføjer, at DR’s kor og orkestre som den eneste hele overenskomstgruppe ikke rammes af afskedigelser.
Tillidsfolk arbejder stadig på at omplacere
Onsdag den 10. oktober gennemførte DR den såkaldte ”sindedag”, hvor ledelsen meddelte 205 fastansatte medarbejdere, at man har i sinde at fyre dem. I alt skærer DR 382 stillinger væk som følge af Medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som beskærer DR med knap 20 procent.
Fællestillidsrepræsentant i DR, Henrik Friis Vilmar, ærgrer sig over at sige farvel til så mange kolleger.
”Det er frygtelig mange mennesker, og det er nogle rigtig dygtige mennesker. Nogle af de bedste journalister i Danmark har mistet deres arbejde i DR. Det er jeg rigtig ked af,” siger han.
Henrik Friis Vilmar har tidligere fortalt Journalisten, at tillidsfolkene i forhandlinger med ledelsen fik afværget cirka 35-40 fyringer forud for fyringsrunden. Det skete dels ved, at medarbejdere søgte frivillige fratrædelser, dels ved at medarbejdere, som kunne have været afskediget, i stedet blev omplaceret.
Men selvom det snart er en uge siden, at 205 kolleger fik at vide, at ledelsen har i sinde at fyre dem, kan nogle af disse fyringer stadig undgås, fortæller Henrik Friis Vilmar.
”Vi arbejder stadig for at stoppe nogle afskedigelser. Det kan vi for eksempel gøre ved at få omplaceret nogle af de sindede medarbejdere til ledige stillinger andre steder i DR,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.