Inger Thomassen på 75 år har svedt i to timer denne fredag formiddag i fitnesscenteret Fit&Sund i Juelsminde. Først til en omgang intensiv core-træning og dernæst til konditions- og styrketræning på dagens seniorhold.

Inger Thomassen ved godt, at hun på papiret hører til den befolkningsgruppe, der betegnes som ’ældre’, men hun har meget svært ved at identificere sig som 75-årig, fortæller hun. Og hun kan slet ikke genkende sig selv i mediernes fremstilling af ældre, som ofte kredser om, hvor slemt det er at blive gammel.

”Jeg føler ikke, jeg er ’ældre’ eller ’svagelig’. Derfor gør det mig ked af det, at min aldersgruppe ofte vises som netop det og ikke som friske og rørige, som mange af os er,” forklarer Inger Thomassen.

Hun synes, det er godt, at der bliver sat fokus på de dårlige forhold på plejehjemmene, men hvad med de steder, hvor der ikke er problemer?

”Dem hører vi aldrig om,” siger Inger Thomassen.

Problemet er, at det er historierne om det dårlige ved at blive ældre, der står tilbage, og de præger Inger Thomassens tanker om fremtiden.

”Jeg kan da godt sidde og blive helt bange for at skulle på plejehjem, når jeg hører alle de historier om, hvor galt det kan gå, selv om det sikkert ligger mange år frem i tiden, at jeg skulle få brug for det,” siger Inger Thomassen.

Stereotyp dækning

Det er ikke kun motionisten Inger Thomassen fra Juelsminde, der mener, at mediernes dækning af landets mere end en million ældre er lidt for stereotyp.

Det samme siger kulturforsker på RUC Anne Leonora Blaakilde, der i mere end 30 år har forsket i ældreområdet – og dermed også fulgt mediernes dækning.

”Når ældre optræder i medierne, er det stort set altid, fordi de er ældre,” påpeger hun.

Og de er åbenbart kun interessante for journalisterne, hvis de passer ind i to bestemte roller.

”Det er i vid udstrækning enten, fordi det er synd for dem, eller også er det historier om undtagelserne, hvor vi som læsere eller seere skal blive positivt overraskede, fordi en ældre person kan eller vil noget på trods af sin alder,” forklarer Anne Leonora Blaakilde.

Det er nærmest, som om dækningen følger kalenderåret.

Om sommeren bliver Anne Leonora Blaakilde ofte ringet op af journalister, der skal lave historier om ældre på dårligt fungerende plejehjem.

”Og til jul er det for at høre om de stakkels ensomme ældre, og hvordan de har det med deres familie,” fortæller Anne Leonora Blaakilde.

Realiteterne er, at der i alt lever 1.156.000 ældre mennesker over 65 år i Danmark, og det er for eksempel kun omkring 40.000 af dem, der bor på plejehjem.

Men selv om ældre er langt bedre stillet end tidligere, så er mediebilledet ikke fulgt med. For de portrætterede især i nyheds- og debatdækningen er i stigende grad de svage ældre, viste en undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2005.

De seneste 10-20 år er der ganske vist sket små positive ændringer i opfattelsen af alderdom, forklarer Anne Leonora Blaakilde. Men der hersker fortsat en negativ opfattelse af det at blive gammel, og den opfattelse er medierne med til at fastholde, mener hun.

”Der sker en dem-og os-positionering, hvor stereotypen handler om, at vi ikke har særligt stor fidus til, at man bliver ved med at være en del af samfundet, når man når en vis alder,” siger Anne Leonora Blaakilde.

”Ældreministeriet”

Forestillingerne og fordommene om ældrelivet sætter aftryk langt ind på Christiansborg, siger etnolog på Københavns Universitet Aske Juul Lassen. Han peger på Ældreministeriet som det mest tydelige eksempel.

”De facto er det et omsorgs- og plejeministerium, for intet af ministeriets arbejde handler om seniorliv, men taler derimod ind i en forestilling om, at alle ældre er plejekrævende,” siger han.

”Ministeriets arbejde er relevant, fordi der er reelle problemer i vores omsorgssektor – men at kalde det et ældreministerie er det helt forkerte ord, når det slet ikke handler om der, hvor langt de fleste ældre er i livet,” forklarer Aske Juul Lassen. Rikke Andreassen, professor i kommunikation ved Roskilde Universitet, peger på, at den ofte stereotype fremstilling af ældre i medierne skyldes, at ældre sjældent bliver spurgt til andet end deres alder.

”I forhold til hvor stor en andel ældre udgør af befolkningen, er det påfaldende, hvor få hverdags- og erfaringskilder der udgøres af mennesker over 60 år,” fortæller hun.

Rikke Andreassen har blandt andet forsket i mediernes repræsentation med fokus på køn og etnicitet, og hun mener, at der er behov for, at medierne tager den samme diskussion om brugen af ældre som hverdagskilder, som man har gjort med kvinder med tørklæde.

Her var det i mange år nærmest uhørt, at en muslimsk kvinde med tørklæde skulle tale om hverdagsting, for eksempel minimumsnormeringer.

”Den forestilling er vi heldigvis ved at arbejde os væk fra,” forklarer Rikke Andreassen.

Men det gælder ikke for de ældre, og derfor opfordrer hun medierne til at bryde stereotyperne og se på ældre som den kæmpestore og mangfoldige befolkningsgruppe, de er.

Spekulerer ikke over alder

Men det er ikke en opfordring, der vækker gehør hos Sjællandske Medier. Her er konstitueret chefredaktør Palle Høj klar i spyttet, da han hører kritikken.

”Min umiddelbare tanke er, at det er noget jammer,” siger han.

Han synes ikke, Sjællandske Medier beskriver ældre som en gruppe mennesker, der ikke kan noget.

”Det er klart, at vi laver kritisk journalistik om de vilkår, vi tilbyder vores ældre, når de vilkår ikke er gode nok. Og vi skal ikke på redaktionerne lade os kyse i vores dækning af den slags, fordi nogle eksperter siger, at vi stigmatiserer en hel gruppe af ældre ved at gøre det,” forklarer Palle Høj.

Han har været i det seneste års artikelarkiv hos Sjællandske Medier, og her har han fundet en række eksempler på historier med ældre kilder, der taler om alt muligt andet end at blive gammel, fortæller han. For eksempel havde Sjællandske Mediers fire dagblade i sommer en serie om fællesskaber, hvor en god del af kilderne havde rundet pensionsalderen.

”Det er ikke noget, vi har spurgt til, men jeg kan se på billederne, at mange er grå i toppen. I serien var fokus ikke alder, men fællesskaber om alt fra politik til campingliv og musik,” siger Palle Høj.

Taler I om at få større aldersspredning blandt jeres kilder på redaktionsmøderne?

”Nej, jeg tror, jeg vil tillade mig at sige, at vi ikke spekulerer over, hvor gamle dem, vi taler med, er. Det, vi spekulerer over, er, om de har noget på hjerte eller nogle holdninger, der er relevante for de historier, vi laver.”

En velkommen debat

Marchen Neel Gjertsen, der er chefredaktør på Jyllands-Posten, hilser derimod debatten om mediers fremstilling af ældre velkommen.

”Jeg synes, det er et meget relevant indspark, eksperterne kommer med,” siger hun.

De seneste år har medierne fået en stor opmærksomhed på ikke at reproducere stereotyper og på at have mangfoldige kilder, der afspejler samfundet i forhold til køn og etnicitet, forklarer Marchen Neel Gjertsen.

”Det bør vi også have i forhold til befolkningsgrupper som ældre, så vi ikke hænger fast i en forhistorisk måde at beskrive dem på eller kun bruger dem som kilder, når det handler om at være gammel,” siger Marchen Neel Gjertsen.

—

”Jeg så en mulighed for at skrive nogle mennesker frem, vi normalt ikke hører ret meget til”

Foto: Simon Læssøe

 

Kristeligt Dagblads 30-årige journalist Ramus Enghave Friis satte sig for at give et afbalanceret billede af alderdommen og fandt stærke menneskelige fortællinger, hvor nuancerne kom myldrende.

Det begyndte med en helt tør konstatering på Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-redaktion om, at generationen af ældre de kommende år vil vokse sig større end nogensinde. Men i journalist Rasmus Enghave Friis’ hoved tog en idé form. For hvem er de mange ældre? Og hvordan adskiller de sig fra tidligere generationer af ældre?

”Det var egentlig en helt klassisk nysgerrighed efter at få sat ansigter på tallene, der drev mig til at begynde med,” fortæller Rasmus Enghave Friis, der endte med at skrive seks kapitler i serien ’I live til det sidste’.

En serie, der forsøger at tegne et nuanceret portræt af landets ældste generation gennem artikler om livets eksistentielle spørgsmål og tilværelsens lyseste og mørkeste sider.

Rasmus Enghave Friis begyndte sin research med at ringe til en række aldringsforskere, der alle pegede på, at fortællingen om ældre i samfundet er meget fastlåst og ofte en ’enten eller’-fortælling om den meget aktive ældre eller om ensomhed og forfald.

”Det slog mig, at der var et journalistisk rum mellem de to poler – en mulighed for at skrive nogle mennesker frem, vi normalt ikke hører ret meget til. Et potentiale for stærke menneskelige fortællinger,” siger Rasmus Enghave Friis.

Den levede erfaring

En af hans artikler handler om 69-årige Solveig Andersen, der havde et livsforandrende møde med en hospitalspræst, da hun ramte livets bund.

Om ældre, der bruger frivilligt arbejde til at modvirke følelsen af at være sat ud på et sidespor i samfundet efter pensionsalderen. Om, at det lystfulde liv ikke kun er et spørgsmål om, hvor rask og rørig man er.

”Jeg har været rundt i landet og mødt kilder, der har delt modigt ud af deres liv og tanker,” fortæller Rasmus Enghave Friis, der med sine egne blot 30 år har været fuld af ydmyghed undervejs.

”Jeg synes, det har været enormt svært. Jeg har ikke selv den levede erfaring, og jeg har været meget bevidst om ikke at bevæge mig udelukkende i de to yderpoler af frihed og forfald. At finde balancen mellem håb og håbløshed er svært at sætte på formel. Men jeg er gået meget op i ikke at tale ind i de meget fastlåste forestillinger, der findes om ældre.”

Hvordan gjorde du det?

”Det første skridt er vel at være bevidst om det, for eksempel ved at gå efter at få en stor spredning på de cases, jeg vælger. Og så har jeg gået igennem alle artiklerne slavisk inden tryk og ryddet op i formuleringer som ’de ældre’, der kategoriserer et ’os’ og et ’dem’. Men resten er kommet naturligt hen ad vejen i mødet med artiklernes hovedpersoner, synes jeg. For når man har skabt en tillid imellem sig, så får man en samtale om det lyse og det mørke, der jo sameksisterer i alle mennesker.”

Pendulet skal svinge frem og tilbage

Rasmus Enghave Friis fortæller, at han har fået flere reaktioner på serien, end han normalt får, når han skriver om eksistens på avisen. For eksempel modtog han en række meget positive mails, da han skrev, at ensomhed blandt ældre ikke er så udbredt, som vi tror.

”Mange roser det positive fokus. Samtidig får jeg også en del reaktioner på artikler, der handler om det, der kan opleves rigtig hårdt i den sidste del af livet, for det kan en del af vores læsere også identificere sig med,” siger Rasmus Enghave Friis.

At lave serien har bekræftet ham i, at der er billeder af alderdom i samfundet, der tynger hos den enkelte, siger han.

”Når man formidler sådan et emne, er det vigtigt at lade pendulet svinge frem og tilbage. Både igennem hele serien og i det enkelte interview. Huske, at man godt kan være trist og taknemmelig på én gang, og at det kan veksle frem og tilbage, hvordan man har det. Hvis man giver plads til det i fortællingerne, kommer der andre og dybere historier frem. Og så kommer alle nuancerne myldrende.”