70 journalister anholdt i Sudan

Politiet i Sudan har anholdt godt 70 journalister, der demonstrerede imod landets strenge censurlovgivning foran parlamentsbygningen i Khartoum.

Politiet i Sudan har anholdt godt 70 journalister, der demonstrerede imod landets strenge censurlovgivning foran parlamentsbygningen i Khartoum.

Ifølge Sudan Tribune blev de mange journalister stuvet sammen i en lastbil og kørt væk til politistationen.

Der var ellers blot tale om en fredelig demonstration, hvor de 70 journalister anmodede om at få ændret den gældende presse- og medielovgivning, så den bliver i overensstemmelse med den midlertidige grundlov.

Allerede den 4. november valgte 150 sudanesiske journalister at gennemføre en 24 timer lang sultestrejke for at gøre opmærksom på problemet med censur, og tre af de større aviser – the Ajras Al-Hurriya, Al-Maidan og Rayal Al-Shab – undlod helt at udkomme i tre dage med beskeden, at man ikke længere kan acceptere regeringens indblanding i det redaktionelle indhold.

Sudanesiske journalister bliver angiveligt dagligt udsat for trusler, fængsling og indblanding i deres arbejde, og trykte dagblade bliver konfiskeret, oplyser menneskerettighedsaktivister i et brev sendt til "the 44th Ordinary Session of the African Commission on Human and Peoples Rights Abuja" i  Nigeria, skriver Sudan Tribune..

Efter fængslingen i går af de demonstrerende journalister i Khartoum oplyste redaktøren af avisen Ajras Al-Hurriya til nyhedsbureauet AFP, at der er en række centrale pressefolk blandt de anholdte.

Ifølge Sudans midlertidige grundlov, som skulle træde i kraft, fra fredsaftalen mellem nord og syd blev indgået i 2005, har landet ytrings- og pressefrihed. Parlamentet har dog fortsat ikke vedtaget nogen lovgivning, der sikrer ytringsfriheden i praksis.

0 Kommentarer