7-Eleven sælger Hells Angels-magasin

Den berygtede rockergruppe skriver og redigerer det populære motorcykelmagasin Scanbike.

Den berygtede rockergruppe skriver og redigerer det populære motorcykelmagasin Scanbike.

7-Eleven, Shell og kiosker landet over støtter indirekte rockergruppen Hells Angels. De sælger nemlig motorcykelmagasinet Scanbike, der bliver skrevet og redigeret af rockergruppen.

Det skriver bt.dk.

Scanbike udkommer i et oplag på 20.000 eksemplarer – på Hovedbanegården i København, hvor B.T. købte sit eksemplar, kostede magasinet 69 kroner.

Journalisten Jesper Vestergaard Larsen skriver:

"På forsiden ligner Scanbike et almindeligt motorcykelmagasin, men inde i bladet kan man blandt andet læse en lang hyldest-reportage fra HA Oslo og Stavangers 15 års fødselsdagsfest. Bladet bringer også en lille fin artikel om en løsladelses-fest i Holstebro, der blev holdt, da HA-rockeren 'Lange' kom ud fra fængslet."

På Scanbikes hjemmeside fremgår det, at den ansvarshavende redaktør er det mangeårige medlem af Hells Angels Helsingborg, Mikael Blomdahl. Han har tidligere forsøgt at komme ind i den svenske rigsdag. Bladet bliver udgivet af Kulørt Kultur, hvor det tidligere Hells Angels-medlem Morten Dahl står i spidsen. I Danmark har morddømte Jørn 'Jønke' Nielsen været tilknyttet som skribent og redaktør.

Tidligere politichef Per Larsen, der er banderådgiver i Københavns Kommune, mener, at Scanbike er med til at tegne et idyllisk billede af rockerne.

»Både et blad som Scanbike og bøger om diverse gentlemen fra Hells Angels er med til at glorificere rockermiljøet, og det kan godt være problematisk over for svage sjæle. Men da vi har et frit land med ytringsfrihed, er det op til folk selv at sortere i det, de læser,« siger Per Larsen til BT.

7-Eleven ser intet problematisk i at sælge rocker-magasinet på hovedbanegården.
»Vi har over 1.000 titler, og det er vigtigt, at vi har de blade som kunderne efterspørger. Nogen efterspørger et fiskemagasin og andre efterspørger et motorcykelblad,« siger indkøbschef i 7-Eleven Morten Vedel til B.T..

Han forklarer videre, at 7-Eleven ikke betragter bladet som et HA-medlemsblad.
»Jeg vil mene, at vi betragter det som et motorcykelmagasin og ikke som et HA-medlemsblad. Jeg kender ikke indholdet af bladet, og det er noget, vi lige vil se på, for at finde ud af, om det er et blad, vi skal have. Men det er vigtigt for os at have bredden og det, kunderne efterspørger,« siger Morten Vedel.

0 Kommentarer