Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:41 04.10.2022 Anna Sol Jørgensen

60 år gammelt Aller-magasin får kniven i ny digital plan

60 år gammelt Aller-magasin får kniven i ny digital plan

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Den trykte udgave af Aller Medias ungdomsmagasin Vi Unge er snart fortid. Det 60 år gamle magasin målrettet teenagere udkommer på tryk for sidste gang i december, oplyser Aller Media i en pressemeddelelse.

Vi Unge skal fremover leve et udelukkende digitalt liv. Bladet lukker som en del af en digital omstrukturering i Aller Media, der vil oprette en ”digital superredaktion” for elle.dk, viunge.dk og femina.dk.

”Med omstruktureringen skaber vi en samlet redaktionel enhed med fokus på at skabe indhold til kvinder, hvor vi på tværs af indholdsuniverser kan sætte flere alders- og målgrupper i spil,” udtaler Charlotte Riparbelli, administrerende direktør for Aller Media, i pressemeddelelsen.

Det betyder blandt andet, at Femina bliver delt op i to selvstændige redaktioner med hver deres ansvarshavende chefredaktør. Dorthe Kandi fortsætter som ansvarshavende chefredaktør på det trykte Femina, mens Isabella Hindkjær står med det redaktionelle ansvar for femina.dk. Isabella Hindkær skal samtidig være editorial director for den nye digitale redaktion på tværs af de tre udgivelser.

”Det er en stor ære at skulle stå i spidsen for tre af de stærkeste digitale redaktioner i Danmark, og jeg er overbevist om, at vi i fællesskab yderligere vil udbygge vores position som markedsledende aktualitetsmedier til danske kvinder og unge,” siger Isabella Hindkjær i pressemeddelelsen.

Aller Media oplyser til Journalisten, at der foretages én opsigelse i forbindelse med den nye struktur.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder