Da en chefredaktør og en journalist i Myanmar tidligere på ugen blev anholdt, steg det samlede antal anholdelser af mediefolk i landet i løbet af det seneste halve år til 51.
Det oplyser organisationen Journalister uden Grænser ifølge journalisten.se.
Chefredaktøren på Mizzima News, Myo Thant, blev anholdt af landets sikkerhedsstyrker i onsdags, hvor også journalisten Win Naing Oo fra nyhedsbureauet Channel Mandalay blev anholdt.
Ifølge Journalister uden Grænser sidder der lige nu 53 professionelle journalister, to medborgerjournalister og en mediearbejder fængslet i landet. 51 af dem er blevet anholdt siden 1. marts.