50 ud af 200 medarbejdere skal fyres

50 ud af de godt 200 medarbejdere på Nyhedsavisen skal fyres.Ledelsen siger, at 40 ud af de 85-90 redaktionelle medarbejdere ryger ud, men antallet er ifølge Dansk Journalistforbund til forhandling.

50 ud af de godt 200 medarbejdere på Nyhedsavisen skal fyres.
Ledelsen siger, at 40 ud af de 85-90 redaktionelle medarbejdere ryger ud, men antallet er ifølge Dansk Journalistforbund til forhandling.
»Nyhedsavisen er ifølge overenskomsten med DJ forpligtet til at forhandle med tillidsfolkene om den konkrete udformning af spareplanerne i forhold til de redaktionelle medarbejdere. Vi har fået håndslag på, at det vil ske, og det er vi glade for,« siger faglig konsulent i Dansk Journalistforbund Hans Jørgen Dybro.
Klokken 11.00 blev medarbejderne informeret, og klokken 14.00, når de redigerende møder på arbejde, vil der igen være informationsmøde på avisen.
»Vi støtter tillidsrepræsentanterne, og så vil vi træde ind med støtte og rådgivning i den videre proces for medarbejderne, så godt vi kan,« siger Hans Jørgen Dybro.

Sidste år fyrede Nyhedsavisen otte medarbejdere i et hug. Dengang svarede medarbejderne igen med at nedlægge arbejdet. Det skete i protest over, at deres tillidsmænd fik mundkurv på og derfor ikke kunne drøfte, hvordan de kunne finde alternative løsninger til fyringerne med deres kolleger. 

Dansk Journalistforbund klagede over, at det var i strid med overenskomsten. Men i denne omgang har Nyhedsavisens advokat ifølge Journalistens oplysninger i god tid informeret Dansk Journalistforbund om den kommende fyringsrunde og lovet en reel forhandling. 

0 Kommentarer