112

Efter 47 år med samme stofområde takker Jan Søgaard af

”Jeg har ikke haft drømme om at lave noget andet,” siger 68-årige Jan Søgaard. Han har været kriminalreporter i hele sit arbejdsliv og savner tidligere tiders åbenhed i politiet

Umiddelbart er historien om 68-årige Jan Søgaards karriere hurtigt fortalt. Han blev uddannet fra Journalisthøjskolen som kun 21-årig, og siden har han brugt 47 år på at arbejde som kriminaljournalist – og kun det.

Det har aldrig fristet ham at afprøve andre stofområder.

”Jeg har ikke haft drømme om at lave noget andet,” siger Jan Søgaard, der nu stopper som kriminalreporter på Ekstra Bladet på fuld tid, men fortsætter i en konsulentrolle for avisen.

Som nyuddannet i 1977 dækkede Jan Søgaard først kriminalstoffet i seks måneder på Sjællands Tidende. Siden var han 33 år på B.T.’s kriminalredaktion, og de seneste 14 år har han været på Ekstra Bladets kriminalredaktion.

Gennem årene har Jan Søgaard dækket sager, der har indskrevet sig i den moderne danmarkshistorie: Sagen om Blekingegadebanden, de dramatiske gadeuroligheder på Nørrebro 18. maj 1993 og den store nordiske rockerkrig.

”Kriminaljournalistik er et afvekslende stofområde med mange spændende sager, hvor ikke to sager er ens,” siger han.

Og derfor har han heller aldrig overvejet at skifte til noget andet.

”Jeg kunne sikkert godt være blevet nyhedschef eller redaktionschef, men det har aldrig haft min interesse at gå den vej,” siger han.

Et stofområde med lavstatus

Selv om Jan Søgaard i årtier har dækket samme stofområde, betyder det ikke, at tiden har stået stille. Tværtimod.

I årene på B.T. var de journalistiske arbejdsredskaber for eksempel blok, pen, fastnettelefon, skrivemaskine og en politiradio.

På væggene på Jan Søgaards enmandskontor hang der billeder af afklædte damer og de seneste forsider.

Arbejdstøjet var slips og habitjakke.

Men det er ikke kun kontorer, tøj og teknik, der var anderledes dengang.

Siden Jan Søgaard begyndte i faget, har han været vidne til en udvikling, hvor flere og flere medier satser på kriminaljournalistikken, og politiets kommunikation er blevet topstyret på en måde, som var utænkelig tidligere.

”Når politiet melder noget ud, hører man tit, at de ikke har yderligere oplysninger. Det ville vi ikke have accepteret dengang,” siger han.

I mange af årene var det en ganske lille kreds af journalister, der dækkede kriminalstoffet.

Mange andre journalister så det som et stofområde uden prestige.

”Holdningen blandt journalisterne i DR og på morgenaviserne var, at kriminalstoffet var lidt smånusset. Det var meget finere at være politisk reporter eller erhvervsjournalist,” husker Jan Søgaard.

Siden er der sket en eksplosion i mediernes interesse for kriminaljournalistikken.

Der er kommet nichemedier for kriminalstof og utallige podcasts med true crime. DR og TV 2 har fået deres egne højtprofilerede kriminalanalytikere og retskorrespondenter, og når der kører en stor retssag, er der så mange pressefolk, at retten må lave lytterum i et tilstødende lokale.

”I 70’erne, 80’erne og en del af 90’erne havde formiddagsaviserne nærmest stofområdet for sig selv. DR syntes, at de var for fine til at dække kriminalstoffet, så det var yderst sjældent, at en kriminalsag blev omtalt i TV Avisen eller Radioavisen,” siger Jan Søgaard.

Fortrolighed med politiet

Fælles for alle de små og store sager, Jan Søgaard dækkede dengang, var, at journalisterne i det daglige havde et meget tættere forhold til drabscheferne og de andre efterforskningsledere i politiet. Ofte ankom pressen samtidig med politiet til gerningsstedet, fordi journalisterne og fotograferne lyttede med på politiets radiokommunikation.

”Dengang vidste vi, hvad der foregik, og vi kørte ud, når vi hørte, at der var sket noget,” siger Jan Søgaard.

På gerningsstederne var det nemt at falde i snak med de ledende politifolk, og der blev opbygget et fortrolighedsforhold, hvor politiet kunne give journalisterne baggrundsoplysninger.

”Det var ikke usædvanligt, at vi på forhånd vidste, hvornår politiet havde en målrettet aktion eller ville gribe til anholdelser.”

Konkret betød den direkte adgang, at journalisterne på B.T. og Ekstra Bladet fire-fem gange om dagen kunne ringe direkte til en vagthavende eller en efterforskningsleder og spørge, om der var noget nyt i en aktuel sag.

”Nogle gange ringede man lige op til deadline, og så kunne vi nå at lave en forside på det. Trykstart kunne jo udskydes til klokken 3 eller 4 om natten, hvis det var nødvendigt,” forklarer Jan Søgaard.

Hvis Jan Søgaard for eksempel fik en idé om at lave en reportage med en politipatrulje på arbejde, ringede han bare ind, og så lød beskeden: ”Kom bare”.

Nu er den frie adgang til politiet blevet erstattet af kommunikationsafdelingernes gatekeepere, doorsteps, pressemeddelelser og opslag på det sociale medie X, siger Jan Søgaard. Der er en begrænsning i adgangen, som han begræder.

”Friheden findes ikke mere. Den fandtes engang. Det er meget mere styret i dag,” siger han.

Hensyn til de implicerede

Jan Søgaard forklarer, at de senere års såkaldte ”professionalisering” af kommunikationen skyldes, at der er kommet flere medier og dermed flere henvendelser til politiet.

Udviklingen skyldes derimod ikke, at journalisterne tidligere tog mere lemfældigt på hensynet til ofre, vidner og sigtede.

”Man hører nogle gange politiet bruge det som undskyldning. Men der var generelt et stort hensyn til de implicerede i sagerne,” forklarer han.

Pressen var nok mere kontant i valget af billeder, mener han.

”Men der var mange ting, der aldrig blev bragt, når man tænker på, at vi ofte var ude på gerningsstedet samtidig eller før politiet,” siger han.

Det er planen, at Jan Søgaard skal arbejde en dag om ugen for Ekstra Bladet. Han vil desuden bruge sin tid på at arbejde med ukrainske flygtningebørn i Danmark.

0 Kommentarer