408 medlemmer af A-kassen for Journalistik og Sprog (AJKS) er faldet ud af dagpengesystemet i de første syv måneder af 2013, viser nye tal fra A-kassernes Samvirke.
Det betyder, at mediefolkets a-kasse er markant hårdere ramt end gennemsnittet.
AJKS står for 1 procent af alle medlemmer af en a-kasse, men for 1,6 procent af dem, der har mistet dagpengeretten.
Det ærgrer næstformand i Dansk Journalistforbund Lars Werge, der også sidder i bestyrelsen i AJKS.
»Det er nedslående, sørgeligt. Og det er for mig at se udtryk for, at den situation, vi har i vores branche, måske er lidt hårdere end i andre brancher og a-kasser, hvor de i højere grad kan mærke et lurende opsving,« siger han.
Mediebranchen stadig usædvanligt hårdt ramt
Tallene følger de takter, der blev slået an i de første fire uger af 2013. Dengang var mediebranchen også markant hårdere ramt. Det kan du læse mere om her.
»Mange af vores medlemmer, som er ledige og har været det i lang tid, er det måske, fordi de har været på et klassisk medie. Hele den klassiske mediebranche er i en større omstillingsproces, og vi ser jo ikke ligefrem, at de ansætter flere – for at sige det på jysk. Vi ser snarere, at stillinger bliver nedlagt eller ikke genbesat, og det har klart en effekt,« mener Lars Werge.
Men hvad kan der så gøres ved det?
»Det ville være nemt at sige, at vi skal gå tilbage til en forlænget dagpengeperiode. Det ville på mange måder være godt for dem, der er på vej til at ryge ud, og det ville løse nogle problemer på længere sigt. Men det lyder ikke som en farbar vej, for det reguleres lovgivningsmæssigt.«
I stedet mener Lars Werge, at der kan gennemføres andre reformer af dagpengesystemet – som er mere realistiske.
»Det kunne være en mere fleksibel tilgang til at optjene dagpenge. Man kunne fx optjene, når man var i støttet arbejde eller i en form for uddannelse i ledighedsperioden. Genoptjeningskravet er jo også blevet fordoblet,« siger han.
Nu er mediebranchen særligt hårdt ramt. Har A-kassen gjort nok?
»Det synes jeg bestemt. Der er stort fokus på det her område for tiden, det ser vi også på flere sommergruppemøder, senest hos Venstre. A-kasserne befinder sig i øjeblikket i et mineret område, og jeg har stor ros til dem. Meget af det, der skal ske i en A-kasse, bliver løst smartere, så der bliver frigjort ressourcer til andre ting.«
Det har flere gange været diskuteret, om Dansk Journalistforbund kan gøre mere for at skabe nye jobs i mediebranchen. Blandt andet var det på dagsordenen, da en ny DJ-hovedbestyrelse skulle vælges tidligere på året. Du kan læse Journalistens interviews med alle kandidaterne her.
Lars Werge, hvad kan DJ gøre for at være med til at skabe flere jobs?
»Vi ansætter jo ikke i os selv ret mange journalister og kommunikationsfolk, så det, vi kan gøre, er påvirkningsarbejde. Jeg synes for eksempel, vi sammen med uddannelsesstederne og andre dele af branchen er gode til at synliggøre, hvad vores medlemmer kan. Der er måske en stilstand i klassiske journalistiske jobs, men der bliver stadig skabt nye jobs og funktioner i andre dele af vores fag, som kommunikation og informationsområdet.«
Ned i løn for at skabe jobs – nej tak
Lars Werge afviser, at der er brug for, at de fastansatte for eksempel går ned i løn eller arbejder mindre – for at skabe plads til de arbejdsløse kolleger.
»Det er set andre steder, at man giver afkald på nogle goder for at få plads til flere. Det er ikke en opskrift, jeg synes om. Man ville gøre det ud fra en forventning om, at man så får garanti for, at der ikke bliver fyret eller beskåret mere. Men den garanti er skrevet i vand. Ingen kan garantere, at krisen ikke fortsætter i en virksomhed, selv om omkostningerne falder eller ikke stiger. Jeg anbefaler ikke, at vi går den vej.«
Er der noget i DJ- eller AJKS-regi, der tyder på, at situationen bliver bedre fremover?
»Jeg synes, der er tegn på – hvis vi ser på mediebranchen – at der er noget på vej. Man forsøger at finde nye finansieringsmuligheder og etablere sine forretninger på nogle andre ben end dem, medierne klassisk har stået på. Forudsat at det lykkes, kan det betyde, at nogle af de virksomheder, der ansætter vores medlemmer, stadig har masser af brug for journalistisk arbejdskraft.«
»Og når vi kigger på kommunikationsområdet, er det for mig at se stadig et område, der vokser,« siger Lars Werge.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis man dykker ned i tallene, vil man garanteret se, at et stort flertal af dem, der er røget ud over kanten, er over 45-50 år. Der er en uhyggelig aldersdiskriminering, når der ansættes. Det burde DJ lave en kampagne imod.