Aller Media bød 350-450 mio. kroner for hele Berlingske Media, men Mecom var utilfredse med buddet, skriver dagbladet Børsen i dag.
I sidste uge forklarede Lisbeth Knudsen til Journalisten, at der var kommet bud, men at de var for lave:
»Vi meddelte i begyndelsen af året, at nu var der en mindre kreds, der kom ind i en due dilligence-proces, og i datarum og alt, hvad man sælger som virksomhed, og ud af det kom der nogle bud. De blev behandlet i sidste uge på Mecoms bestyrelsesmøde, hvor man konkluderede, at ud fra Mecoms perspektiv så var disse bud ikke tilstrækkeligt attraktive. Og at der ville være større værdier i at frasælge grupper af vores aktiviteter, større eller mindre grupperinger af vores aktiviteter.«
Ifølge Børsens oplysninger "var der reelt kun tale om en forhandlingspartner i den afsluttende fase, og han hedder Pål Thore Krosby og er adm. direktør i Aller Media.
Avisen skriver, at det familieejede mediehus bød mellem 350 og 450 mio. for hele Berlingske Media.
Samtidig vurderes det, at hele Berlingske Media ifølge de seneste regnskabstal reelt kun er ca. 180 mio. kroner værd.
I dag er der generalforsamling for aktionærerne i Berlingske Medias engelske ejer, Mecom.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.