35 pct. af de unge kan undvære journalistiske medier

Mere end hver tredje 18-34-årige svarer i en ny undersøgelse, at de ikke behøver journalistisk redigerede medier for at kunne følge med i samfundsdebatten. ”Bekymrende,” mener medieforsker. Flertallet af de unge mener, traditionelle medier har størst ansvar for politikerlede

For de traditionelle medier er der mange positive nyheder i undersøgelsen ’Publicistisk Barometer 2019’, som medieforsker Mark Blach-Ørsten tirsdag præsenterer resultaterne af ved Danske Mediers årsdag.

Undersøgelsen er gennemført af Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet og bygger på en rundspørge blandt 2.031 danskere. De fleste af dem mener, at journalistisk redigerede medier sammenlignet med sociale medier bidrager til et sundt demokrati og leverer mest sand og faktuel viden.

Men der er også malurt i bægeret. For eksempel svarer 35 procent af de 18-34-årige, at de godt kan følge med i samfundsdebatten uden de journalistisk redigerede medier. Kun 43 procent af de unge svarer, at de ikke vil kunne følge med uden de journalistisk redigerede medier.

Svarene bekymrer Mark Blach Ørsten:

”Det ret høj tal, som tænker, at de egentlig godt kunne klare sig helt uden de traditionelle medier. Og det er også et overraskende højt tal set i forhold til de andre tal i rapporten,” siger han.

Sociale medier kan erstatte  

Sammenlagt peger 35 procent af de unge i undersøgelsen på, at de enten vil kunne følge med via samtaler med familie og venner, eller at de sociale medier helt eller delvist kan erstatte de journalistiske medier.

”Selv om vi skelner mellem sociale medier og journalistisk redigerede medier, er de to jo ret tæt forbundne. De unge tilgår til en vis grad de traditionelle medier via de sociale medier. Men de klarer sig uden at betale for dem. Og det er selvfølgelig et problem for de traditionelle medier,” siger Mark Blach-Ørsten.

Mens kun 43 procent af de unge altså ikke mener, at de ville kunne følge med i samfundsdebatten uden de traditionelle medier, er tallet langt højere for de ældre aldersgrupper. For eksempel svarer 78 procent af de 55-69-årige, at de ikke kunne undvære dem. Forskellen er til en vis grad naturlig, mener Mark Blach-Ørsten.

”Det har jo aldrig været sådan, at de 18-årige har holdt avis og set TV Avisen hver aften. De unge har altid haft travlt med andre ting. Men forskellen er potentielt større nu, fordi der er kommet så mange tilbud, som man kan bruge sin fritid på. Vil man streame en fed serie eller læse en tung artikel?” spørger han.

Politikerlede 

Et andet resultat i undersøgelsen, der kan vække bekymring blandt de traditionelle medier, er spørgsmålet om, hvilken type medier der har det største medansvar for den udbredte politikerlede.

Her svarer lidt over halvdelen af de 18-34-årige – helt præcist 52,4 procent – at de journalistisk redigerede medier har det største medansvar for politikerlede. 20,8 procent af dem peger på de sociale medier.

”Noget tyder på, at de yngre generationer hurtigere synes, at det bliver for meget, når en politiker tæskes igennem i medierne på grund af en enkeltsag. Det kan også afspejle en generel utilfredshed blandt de unge med, at medierne bruger for meget tid på at gå efter enkeltsager i stedet for eksempel at beskæftige sig med emner, der optager de unge, som for eksempel klimaet,” siger Mark Blach-Ørsten og tilføjer:

”Men præcist hvordan de unge mener, medierne bidrager til politikerlede, ved vi ikke ud fra den her undersøgelse. Næste skridt vil være at prøve at snakke med dem.

3 Kommentarer

Alexander Sjöberg
4. MAJ 2019
*35 procent. Ikke 34 - min
*35 procent. Ikke 34 - min fejl :-)
Alexander Sjöberg
4. MAJ 2019
Siger undersøgelsen noget om
Siger undersøgelsen noget om hvorvidt det er en stigende tendens? Altså er de 34 procent højere, end hvad tilsvarende undersøgelser har vist førhen?
Vagn-Ebbe Kier
3. MAJ 2019
Underligt at de unges svar
Underligt at de unges svar bekymrer medieforsker Mark Blach Ørsten. Mange af de unge jeg møder er politisk veloplyste, men ikke på bagrund af en journalistisk pegefinger. Nu skal vi igennem en spændende valgkamp hvor der ikke er budskaber, men kun en stor mængde (photoshoppede) politikerportrætter. De unge vil have indhold og budskaber. Lyt hellere til dem Mark.