Hjælpeorganisationen har fået 33 mio. kroner. De vil blandt andet støtte lokal borgerjournalistik og undersøgende journalistik i Egypten, fortæller Michael Irving Jensen til Journalisten.dk.
International Media Support (IMS) har støttet uafhængig journalistik i Mellemøsten i seks år. Og nu står det klart, at IMS kan holde dampen oppe de kommende to år.
Udenrigsministeriet har nemlig fornyet IMS' største indtægt – en bevilling fra den pengekasse, der tidligere hed Det Arabiske Initiativ. Organisationen får 33 millioner kroner, der skal bruges de kommende to år.
»De penge er afgørende, fordi de udgør kernen i vores aktiviteter,« fortæller Michael Irving Jensen til Journalisten.dk. Han er leder af IMS' medie- og dialogaktiviteter.
Derudover har IMS fået penge fra en række nye donorer. Pengene skal bruges til at styrke journalistikken i kølvandet på det såkaldte 'arabiske forår'.
»Det er blandt andre det svenske udenrigsministerium og en række fonde, der har givet os ny funding. Pengene er primært rettet mod transitionsperioden de næste to år,« fortæller Michael Irving Jensen.
Hvad skal pengene bruges på?
»Det bliver i høj grad en videreførelse af de aktiviteter, IMS har stået for i den arabiske verden de seneste seks år. Det er for eksempel udveksling af danske og arabiske journalister. Men i lyset af den markante forandring, den arabiske verden gennemgår, har vi justeret og kigget kritisk på, hvad der er behov for,« siger Michael Irving Jensen.
IMS vil blandt andet satse på borgerjournalistik.
»Helt konkret satser vi blandt andet på de lokale aktører, for eksempel i Egypten. Man hører rigtig meget fra medier i Cairo, men hvordan påvirker udviklingen resten af landet? Her skal vi ud i de enkelte provinser og uddanne lokale journalister – vi kan udstyre dem med en Android-telefon, og så kan de gå ud, lave reportager og uploade direkte til en hjemmeside. På den måde kan de påvirke udviklingen i forandringsperioden.«
Michael Irving Jensen fortæller, at IMS blandt andet kommer til at arbejde med lokalradioer.
IMS satser også på nye medier de kommende år. Organisationen har allerede aktiviteter i Marokko, Yemen og Jordan, men vil i kølvandet på forandringerne i regionen opjustere kraftigt i lande som Tunesien, Egypten og Libyen.
Når der sker regimeskift i den arabiske verden, medfører det også nye medielove. Hvad er jeres rolle i den udvikling?
»Hvis vi igen tager Egypten som eksempel, så har vi helt konkret været med til at understøtte en ny koalition, 'Coalition for Media Freedom', af organisationer og uafhængige journalister. Vi har sikret, at koalitionen har etableret et sekretariat, ansat begavede unge mennesker og kan udforme begavede oplæg til, hvad der er de vigtigste forandringer for mediebranchen. Det gælder både lovgivningen, men også hele strukturen – for eksempel hvordan man giver licenser til radio og tv.«
IMS har været med til at udvikle organisationen Arab Reporters for Investigative Journalism (ARIJ), der støtter undersøgende journalistik i de arabiske lande.
Hvad forandrer sig i forhold til den undersøgende journalistik med 'det arabiske forår'?
»Vi kan se, at forandringerne giver nye muligheder for undersøgende journalistik. ARIJ har over de senere år fået større volumen, og de har bidraget til at give mellemøstlige journalister redskaber til at lave undersøgende journalistik, men det er klart, at i et repressivt regime er der grænser for, hvor langt, man kan gå,« siger Michael Irving Jensen og fortsætter:
»ARIJ har advokater ind over i alle sammenhænge for at sikre, at journalisterne ikke ender i fængsel. Journalisterne har metoder og redskaberne, men de ved godt, hvor den røde linje går. Der kan man med forandringerne i Tunesien og Egypten virkelig tale om en væsentlig forskel nu. Vi afholdt en konference om korruption med journalister fra de to lande. Follow the money. Det er noget nyt, for nu går de faktisk efter folk, der har haft indflydelse, og som muligvis har misbrugt deres position. Det betyder, at den røde linje er flyttet markant længere ud.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.