327 x halvanden time

Fotograf Ilan Brender har en fortid som fotojournalist på Jyllands-Posten og er i dag selvstændig. I 2013 havde han over 300 opgaver med boligfotografering. Journalisten tog med tre boligfotografer på opgave.

Jeg skal møde fotograf Ilan Brender på en vinterdag på en villavej i et nybygget kvarter i Herfølge. Det er huset på hjørnet, vi skal ind i. Dansk parcelhus – kun syv år gammelt. Gullige mursten, sort tag, dobbelt garage, pæne fliser og tujahæk.

Udefra kan jeg se, at fruen i huset ivrigt pudser vinduer, så alt er klar.
Så dukker han op. Præcis på slaget 10. Ilan Brender er tidligere fotojournalist fra Jyllands-Posten. Her lavede han boligreportager. Nu er han selvstændig.
»Jeg prøver at komme til at lave fotojournalistik, men det er svært for tiden,« siger Ilan Brender, der ud over at tage billeder af huse også laver erhvervsfoto og -video for virksomheder, der skal bruge portrætter af medarbejdere eller have dokumenteret events og firmaarrangementer.

I vinterhalvåret er der maksimalt fire opgaver på en dag, fordi det bliver tidligt mørkt, mens der om sommeren er tid og lys til seks.
»Mit mål er at lave billeder, der ligner dem, man kan se i boligmagasinerne,« siger Ilan Brender.

foto: Ilan Brender, André Andersen og Henning Østergaard Rix

Ilan Brender snakker ikke om penge, men han har halvanden time til en opgave som den, jeg er med på. En time til billeder og opmåling til plantegning – som han også laver – og en halv time til transporten frem og tilbage. Alt i alt er der 40-45 minutter til billederne. I dag sparer han opmålingen, for ejerne af huset har selv stået for byggeriet i sin tid, og de har en plantegning liggende. Den tager han et billede af. Så er det klaret.

Når Ilan Brender kommer hjem, skal billederne uploades. Billederne bliver sendt til Bangkok, hvor det bureau, han kører som boligfotograf for, Diakrit, har kontorer og et team, der sidder og redigerer alle firmaets boligfotos.

Sidste år havde han 327 opgaver for Diakrit, som han begyndte at fotografere for i maj 2012.
»Det er ikke de opgaver, der giver mest, men det gode ved de her opgaver er, at de kommer af sig selv. Man skal ikke ud og skaffe dem. Det er en slags rugbrødsarbejde.«

Huset står snorlige alle vegne. Undtagen i stuen. Der er noget Lego, der er for dyrebart til at blive smidt i en kasse. Husets ejere forsikrer Ilan Brender om, at de flytter det, når han skal tage sine billeder af stuen.
»Det er en udfordring at lave gode billeder, hvis der er rod alle vegne. Det er jo ikke meningen, at vi skal rende og rydde op. Men selvfølgelig flytter jeg lidt rundt og fjerner kluden ved vasken, hvis folk har glemt det. Men ellers tager jeg billeder af det, der er i huset,« fortæller han.

foto: Ilan Brender, André Andersen og Henning Østergaard Rix

Ilan Brender sætter vidvinklen på, monterer stativet med ekstra batteri til flashen, og uden småsnak og forsinkelser går han i gang. Først bryggerset, som vi lige er kommet igennem. Han fjerner måtten foran bryggersdøren.
»Det handler simpelthen om at lave de flottest mulige billeder inden for de økonomiske rammer, der er,« siger han.
»I må gerne rulle alle gardinerne op og tænde lyset,« siger Ilan Brender til husets ejere. Der skal lys til.
»Skal vi også tænde levende lys?«

Det skal de, bare det ikke bliver for meget. Og så går turen rundt i huset.
Ude på et af husets toiletter bliver stativet stillet op. Ilan Brender trækker forhænget til side, sørger for, at låget er lukket på wc’et og placerer stativet. Skyder løs, flytter stativet igen. Og skyder.

Ud af rummet og videre til det næste.
»Jeg skal normalt aflevere 25 billeder inklusive to mastefotos, men jeg tager altid lidt flere, så jeg har noget at vælge imellem,« fortæller han, mens kameraet klikker løs.
»Jeg tager altid to, nogle gange tre eksponeringer. En hovedeksponering, hvor rummet ser korrekt ud, og en mørkere, som eksponerer lamper og udsigten gennem vinduer korrekt. Det er husnørderi det her,« siger han, mens han bevæger sig hurtigt og sikkert rundt med kamera og stativ.

Selv om han er en af fotofagets rugbrødssoldater, er han glad for det, han laver.
»Der skal ikke være tvivl om, at jeg rigtig godt kan lide det her. Man møder mange mennesker og hører mange historier.«

Jeg spørger ham, hvad der skal være på billedet, for at det fungerer.
»Man skal fotografere rummet, så man får to hjørner med,« forklarer Ilan Brender.
»Det giver en fornemmelse af rummets størrelse, og det er dem, der ser billederne, selvfølgelig interesserede i at få en fornemmelse af. Og så sørger jeg også for ikke at skære midt i et billede på væggen og for at få hele lampen i loftet med.«

Han åbner havedøren og tager et par billeder indefra og ud gennem døren.
»Jeg tager også altid to-tre livsstilsbilleder, der skal give en følelse af, hvordan det er at bo i det her hus.«

Han slutter af med at sætte kameraet på en lang stang og løfte den op for at tage mastefotos. Et par billeder, hvor man ser hus og have lidt fra oven. Det er det sidste. Så går vi over og banker på døren, så vi kan få sagt farvel til sælgerne.

foto: Ilan Brender, André Andersen og Henning Østergaard Rix

Henning Østergaard Rix er nyuddannet fotograf og selvstændig. 80 procent af tiden går med boligfoto, som bookes automatisk. Han kan i højsæsonen nå 15-20 steder på en dag.
»Fra jeg startede i februar sidste år og året ud, kørte jeg mere end 50.000 kilometer. Det er meget, men jeg får kørepenge, så det holder bilen kørende.«

Henning Østergaard Rix har to små børn og havde overskud allerede i det første år som selvstændig.
»I starten tog det 40 minutter i et helt almindeligt hus, men nu er det skåret ned til omkring 15 minutter.«
»Det er vigtigt, at der ikke pyntes for meget på billederne. De skal vise, hvad køberen kan forvente sig på den mest realistiske måde,« siger Henning Østergaard Rix.

Henning Østergaard Rix om billedet:
»Her er det specielt vigtigt at have fokus på, hvor stort rummet er, og hvordan det kan udnyttes.«
»Ligeledes er rummenes sammenhæng af betydning og bør derfor også vises på billederne. Nogle vil mene, at man kan se dette ud af plantegningen, men ofte er det svært at se, hvordan en halvmur ser ud, overgange mellem forskellige gulvbelægninger og så videre.«

foto: Ilan Brender, André Andersen og Henning Østergaard Rix

Fotograf André Andersen fotograferer boliger og mennesker. 60-80 procent er profilbilleder til virksomheder, resten er boligfoto, blandt andet landejendomme. De store lystejendomme kan kræve otte-ni timers arbejde.
»Det kan jo godt tage lidt tid at tage et horisontbillede, hvis man skal halvanden kilometer væk for at tage det. Det tager den tid, det tager. Og som kontrast til en travl dag med mennesker på billederne så er sådan en boligfotografering ren afslapning.«
»Det er skønt. Jeg starter dagen på kontoret med at redigere lidt, bager måske lidt boller og hugger lidt brænde. Så tager jeg min mountainbike og en madpakke med på opgaven og får hele dagen til at gå med det. Til sidst får jeg en cykeltur i skoven på vej hjem,« siger André Andersen.

André Andersen om billederne:
»Det handler om at fremhæve husene bedst muligt. Men jeg synes, det skal være ærligt. Det skal ikke se for godt ud til at være sandt. Den nemmeste Photoshop, man kan lave, er at pudse vinduerne, plejer jeg at sige.«
»Interiør-billedet viser hele opholdsrummet i et med hems og alting, samtidig med at man kan se ud i haven. Det er et enkelt hus og en enkel billedkomposition, der følger husets egne linjer.«
»Eksteriør-billedet synes jeg er godt, fordi det viser, hvordan huset er i samspil med naturen. Jeg kan se hele haven og ud på vandet. Det er intimt, og man ser detaljerigdommen, samtidig med at man oplever omgivelserne.«

 

0 Kommentarer