search

32-årig komet ny chefredaktør på B.T.

Efter blot et par år som redaktions- og udviklingschef på B.T. rykker Anders-Peter Landert nu helt til tops som chefredaktør på B.T. Han vil blandt andet gøre avisen til Danmarks største digitale nyhedsmedie. Og allerede senere på måneden relanceres hele B.T.'s univers.

Efter blot et par år som redaktions- og udviklingschef på B.T. rykker Anders-Peter Landert nu helt til tops som chefredaktør på B.T. Han vil blandt andet gøre avisen til Danmarks største digitale nyhedsmedie. Og allerede senere på måneden relanceres hele B.T.'s univers.

Anders-Peter Landert, der er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2005, kommer dermed til at danne dynamisk duo med ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen. Og sammen har de to allerede sat sig som mål, at B.T. skal styrke positionen som Danmarks førende tabloidavis.

»Vi blev i 2011 Danmarks største tabloidavis. Næste mål er at blive Danmarks største digitale nyhedsmedie og dermed skabe grundlaget for øgede digitale indtægter,« siger den 32-årige Anders-Peter Landert, der i 2009 blev medlem af B.T.'s chefgruppe som både redaktionschef og udviklingschef.

Til Journalisten.dk fortæller den nyudnævnte chefredaktør, at han især vil sætte fokus på nyheder.

»Vi har arbejdet rigtig meget med vores brand og fundet ud af, at nyheder er vores DNA. Vil vil gerne være bedst på breaking news og samtidig gerne give bedre nyhedsoverblik. Derudover vil vi bruge energi på at skabe unik journalistisk.«

De første tydelige resultater af Anders-Peter Landerts virke vil man allerede kunne se den 28. marts, hvor B.T. relanceres på både print, mobil, web og iPad.

»Det er stort projekt, som vi har været igang med i mere end et år. Og det har jeg haft rig lejlighed til at sætte mit fingeraftryk på,« siger han.

Hvordan det ny B.T. kommer til at se ud er foreløbig en hemmelighed, men Anders-Peter Landert fortæller, at særligt webudgaven – bt.dk – bliver »væsentligt anderledes end det BT.dk, vi kender i dag. Og det både i udseendet og ikke mindst i den journalistiske prioritering.«

Den unge journalistkomet har arbejdet med det digitale de seneste par år, og en af meldingerne fra kollegerne på B.T. lød i dag:

»Det bliver skønt at få en chefredaktør, som er taget ud af det digitale univers, for det er rigtig vigtigt i forhold til den tid, vi går ind i.«

Selv uddyber Anders-Peter Landert det med, at B.T.'s kunder flytter sig lynhurtigt i disse år:

»Vi har knap gjort B.T. klar på mobilen, men formentlig er læserne allerede nu på vej over på iPad. Og vi skal være med,« siger han. 

Fra ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen lyder der stor ros til den ny makker:

»Anders-Peter Landert er fremtidens mand. Han har en stærk journalistisk dømmekraft, han kan se fremtidige digitale og kommercielle muligheder i journalistikken, og så har han evnerne til at få både egne og andres ideer gennemført.«

Anders-Peter Landert tiltræder i dag som chefredaktør. Samtidig stopper Peter Brüchmann som chefredaktør og overgår til at være fast kommentator på B.T.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen