search

300 til radiofestival

 Radio Dage bød på stemmetræning, skrigende journalister og en pris til Mylius 

 

Radio Dage bød på stemmetræning, skrigende journalister og en pris til Mylius

 

Det var anden gang, Danmarks Radio, Dansk Journalistforbund og brancheorganisationen for de kommercielle radio- og tv-stationer (KOMM) arrangerede radiofestivalen Radio Days. Udover en debat om nyhedsdækningen på den femte radiokanal, kunne de omkring 300 fremmødte journalister, teknikere og radiochefer blandt andet besøge en stemmeworkshop, di-skutere digital radios fremtid og lære kreativ ideudvikling af den tidligere direktør for det hollandske produktionsselskab Endemol, Gary Carter – ham, der opfandt Big Brother.

Lydkunstneren Gregory Whitehead havde opstillet en ældre telefonboks, hvor deltagerne kunne løfte røret og skrige af deres lungers fulde kraft. Gregory Whitehead har indsamlet 25.000 skrig fra mere end femten lande. Det er fortsat muligt at få afløb for sine frustrationer ved at ringe til The Danish Screamscape Project 2003 på telefon 35 20 69 34. Skrigene vil senere blive sendt på DR.

Lørdag aften fik en af dansk radios pionerer, Jørgen de Mylius, den nyindstiftede Radiopris for sit væsentlige bidrag til radiomediets udvikling gennem fire årtier. For 40 år siden blev den dengang kun 16-årige gymnasieelev ansat på musikradioen, efter han havde beklaget sig over de daværende værters dårlige udtale af engelske og amerikanske popnavne.

I sin tale til Jørgen de Mylius sagde Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård, at Jørgen de Mylius allerede som ung holdt fast i sin egen stil trods massiv kritik.

"Ikke bare eksternt, også internt skabte du furore, fordi du spillede Beatles. DRs diskotek ville ikke have pladerne, og de blev bandlyst i alle andre programmer. Men du var stædig og råspillede deres tre første singler, og efterhånden fik du – og Beatles – flere med jer."

Med prisen følger en stiliseret mikrofon udført af sølv-smed Michael Wiehe og en check på 25.000 kroner. Jørgen de Mylius arbejder i dag som radiovært på P4.

Læs også: Gyldne tider venter forude

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen