30. august er fyringsdag i DR

Så er der sat dato på. Den 30. august får medarbejderne DR besked på, hvorvidt de fortsat er ansatte eller fyrede.   (opdateret)

Så er der sat dato på. Den 30. august får medarbejderne DR besked på, hvorvidt de fortsat er ansatte eller fyrede.   (opdateret)

Den store prikkedag kommer til at bestå af 2 runder.

I første omgang indkaldes de medarbejdere, som står til en reel fyring. Når det er overstået, indkaldes de medarbejdere, som ledelsen ønsker at overflytte til andre afdelinger.

»Det bliver ikke kun barskt for dem, der fyres. Det er også en bitter pille for dem, der får besked på, at de ikke kan fortsætte i det job, de har i dag. De skal bide i det sure æble, og de skal så se i øjnene, at hvis de ikke siger "ja tak", så venter der en afskedigelse,« fortalte tillidsmand i DR Nyheder, Dines Boertmann, forleden til Journalisten.dk..

Hvor mange, der reelt vil blive fyret, er endnu ikke offentliggjort. Men alene DR Nyheder skal spare 18 mio. kr., hvofor der gættes på omkring 20 medarbejdere i nyhedsafdelingen. Det hele afhænger dog af, hvor mange, der vælger at tage en frivillig fratrædelsesordning, samt hvor mange TBA-ansatte (tidsbegrænset ansatte, red.), man vinker farvel til.

DR Nyheder beskæftiger i alt omkring 450 medarbejdere inden for alle funktioner. Heraf udgør journalister og AC-programmedarbejdere knap 300.

Det samlede sparemål for hele DR er i øvrigt 70 mio. kroner i år. Dertil kommer angiveligt 10 mio. kroner næste år.

Gennemførelsen af fyringer vil blive forsøgt udført så skånsomt som muligt, så man undgår de mest ubehagelige "guillotine-situationer", som kendetegnede den sidste store fyringsrunde i 2007.
(opdateret)

0 Kommentarer