11 redaktionelle stillinger skal skæres på Berlingske, imens fem ledige stillinger på B.T. bliver nedlagt. Herudover ryger de 11 stillinger, der lå hos Urban, forklarer fællestillidsmand Frederik M. Juel til Journalisten.dk.
Gratisavisen Urban lukker, og avisen udkommer for sidste gang i dag. Men Berlingske Media meldte samtidig ud, at avisens lukning er del af en større spareplan.
Den fik medarbejderne lidt flere detaljer om i går klokken kvart over fire, fortæller fællestillidsmand Frederik M. Juel. Ledelsen meldte ud på et møde i samarbejdsudvalget, at Berlingske bliver ramt hårdt.
»Ledelsen fortalte os, at der skal skæres 11 fuldtidsstillinger på Berlingske,« siger Frederik M. Juel til Journalisten.dk.
B.T. undgår at nedlægge stillinger, der er besat – men her nedlægges fem ledige stillinger.
Hertil skal lægges de 11 redaktionelle stillinger på Urban, der også nedlægges.
I alt har ledelsen altså lagt op til at fjerne 27 redaktionelle stillinger i Pilestræde.
Hvorfor er det især Berlingske, der bliver ramt?
»Det budskab, vi har fået fra ledelsen, er, at det handler om økonomien. Men mit bud er, at der har været sparerunder tidligere, hvor vi ikke er blevet berørt. Men derfor er det jo dybt og inderligt beklageligt alligevel, at vi skal igennem denne proces,« siger Frederik M. Juel.
Han understreger, at det vigtigste for tillidsfolkene og Dansk Journalistforbund (DJ) nu er at undgå fyringer.
I går sagde faglig konsulent i DJ Flemming Reinvardt, at DJ håber på alternative løsninger. Det kunne eksempelvis være frivillige fratrædelser.
»Ledelsen har lagt op til forhandlinger, og de har meldt ud, at medarbejderne kan bede om frivillige fratrædelser frem til onsdag i næste uge. Derudover håber vi på omrokeringer,« fortæller Frederik M. Juel.
Hvad skal I gøre nu?
»Vi starter med 14 dages forhandlinger, så i første omgang skal vi lægge en strategi for, hvordan vi gør. Det vigtigste for os er at undgå afskedigelser,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.