De seneste 10 år er antallet af kommunikationsfolk i kommunerne nærmest eksploderet. Kommunikationsafdelingen i Ishøj laver tv, der er mere populært end TV 2 Lorry og tæt på at gøre ugeavisen overflødig.
∞ Fagbladet Journalisten sender sine medarbejdere i kort praktik på forskellige journalistiske arbejdspladser. Jakob Albrecht har besøgt TV Ishøj.
Medieimperium. I foråret 1988 meddelte Ishøjs socialdemokratiske borgmester Per Madsen, at kommunen ikke magtede at tage imod flere indvandrere. Meldingen skabte voldsom røre – tænk sig at en socialdemokratisk borgmester kom med den slags. Ved byrådsmødet tirsdagen efter havde store dele af de landsdækkende medier meldt deres ankomst. Per Madsen spurgte Ishøjs lokale tv-station, om de kunne transmittere hele mødet, så politikerne kunne tale direkte til borgerne hjemme i stuerne. Så var han mindre afhængig af pressens kritiske (måske negative) udlægning.
På mødet vedtog et bredt flertal et stop for flere udlændinge i kommunen, og bagefter var Per Madsen så begejstret for live-transmissionen, at kommunen overtog tv-stationen og udstyrede den på DR-niveau med egen OB-vogn og det hele. I dag bliver alle byrådsmøder sendt live, og der er 13 medarbejdere ansat i kommunikationscentret i Ishøj – journalister, grafikere, teknikere, webfolk og en kommunikationschef. Stedet er dermed er et af de største mediehuse på den københavnske Vestegn.
Ligesom andre kommuner vedligeholder kommunikationsafdelingen både en intern og en ekstern hjemmeside, udgiver brochurer og blade for byens borgere og medarbejdere. Men Ishøj skiller sig ud ved, at kommunen har sin egen tv-station, TV Ishøj. Ifølge en Gallupmåling fra 2007 har TV Ishøj en højere seerrating end konkurrenten TV 2 Lorry. 15 procent af borgerne ser TV-Ishøj flere gange ugentlig. Til sammenligning ses TV 2 Lorrys hovedudsendelse klokken 19.30 af 12,6 procent i Ishøj.
»Det skal helst være noget, du kan synge med på,« lyder recepten fra Jørgen Rolin. Foto: Pelle Rink
Tv-fotograf Jørgen Rolin er i gang med at downloade nogle optagelser, han lavede tidligere på dagen fra Ishøj børneteater og hævningen af en motorvejsbro. På en skærm på hans kontor kører debatten fra byrådsmødet i aftes i sit eget stilfærdige tempo. Kommunalpolitikerne diskuterer et forslag om at anlægge en venstresvingsbane på Ishøj Strandvej.
Jørgen Rolin, 62-år, er tv-fotograf i kommunikationsafdelingen. Han er min praktikantvejleder, mens jeg er her. I dag skal vi ud og lave et indslag om kommunens naturcenter. De har lige fået én million kroner til at flytte fra en hytte i skoven og ned til Ishøj Havn.
Jørgen fortæller, at han især laver TV Ishøjs folkelige indslag.
»Det skal helst være noget, du kan synge med på,« lyder hans recept.
Blandt TV Ishøjs andre aktuelle historier er et arrangement på plejehjemmet. Formanden for Ishøj Kunstforening har netop udsendt en digtsamling. Og "Tinas Pølser" er blevet kåret til årets pølsevogn af Ekstra Bladets læsere.
Jørgen har arbejdet på TV Ishøj i fem år. Før var han på TV Brøndby. Vi taler om, at kommunerne for tid-
en ansætter mange journalister. Hvad betyder det for vores indslag om naturcenteret, at arbejdsgiveren er Ishøj? Skal det have en bestemt toning?
»Vi kører nok mere de pæne vinkler. Vi skal jo ikke save den gren over, vi selv sidder på. Det er bagdelen ved at være ejet eller sponsoreret af kommunen. Vi må godt være kritiske, bare det er en kritik af andre end os selv, for eksempel Vallensbæk eller Taastrup«.
Linkvognen og OB-vognen gør det muligt at transmittere live fra hele kommunen. Foto: Pelle Rink
Man kan se TV Ishøjs udsendelser i fjernsynet, hvis man bor i Ishøj, eller på kommunens hjemmeside. Jørgen klikker rundt mellem de mest og mindst sete indslag. Det mest sete har Jørgen lavet fra et truckertræf. Det er blevet set 435 gange.
»Det er pænt meget,« siger han og klikker videre.
En historie om linedance følger efter med mere end 300 visninger.
Kommunalpolitik appellerer også til brugerne. Et af byrådsmøderne før sommerferien kom op på 246 klik på nettet.
De månedlige pressemøder, hvor Borgmester Ole Bjørstorp bliver interviewet af en journalist fra kommunikationscentret, bliver typisk set et sted mellem 110 og 140 gange.
Vi går gennem det store tv-studie for at hente grejet. Jeg får lov til at bære mikrofonen og kamerastativet. Uden for viser Jørgen linkvognen og OB-vognen, der gør det muligt at sende live fra hele kommunen.
»Vi er godt udstyret,« siger han med stolthed i stemmen.
I alt sender TV Ishøj mere end 3000 timers tv hvert år. Hovedparten er programmer, som borgerne selv henter frem fra tv-arkiverne via byens tekst-tv.
De mange sendetimer hænger imidlertid også sammen med, at indslagene er temmelig lange.
»Vi har tid til at gå i dybden«, siger medarbejderne samstemmende, når de forklarer, hvorfor et indslag sjældent er under 7-8 minutter. Det gælder også dagens historie om naturcenteret.
For som Jørgen siger:
»Det nytter ikke noget, at det så kort, at seerne ikke når at tænde for fjernsynet, før det er slut«.
På naturcenteret skal jeg interviewe naturvejlederen Johnny. Han fortæller mig, at TV Ishøj er en gave for centeret. Han har været på så mange gange, at børnene plejer at sige: »Det er jo dig fra tv«. Men Johnny er også en gave for mig. Først laver vi et interview i skovhytten. Bagefter nede på havnen. Han taler løs med stor entusiasme. Heldigvis for det. For så bliver indslaget langt nok.
Bagefter tænker jeg, at jeg måske var lidt for flink. Oprindelig var det jo på tale, at naturcenteret skulle spare penge. Det endte med, at de fik en million. Johnny syntes, jeg skulle lægge mest vægt på det sidste. Og det gjorde jeg.
Jeg kan egentlig godt forstå, at Jørgen holder af sit arbejde. Han er god til at spotte historier, når han for eksempel undrer sig over en vandboring på en mark. Men når jeg om aftenen sidder og ser på indslagene på TV Ishøj undrer det mig, at kommunalpolitikerne, og især borgmesteren Ole Bjørstorp fylder så meget på TV Ishøj. Det er tæt på at være borgmester-tv. Han er ordstyrer under de timelange kommunalbestyrelsesmøder. Før hvert byrådsmøde bliver han interviewet af en journalist fra kommunikationsafdelingen. Udsendelsen hedder "Pressemøde", men der er ikke andre journalister til stede.Borgmesteren er også med i billedet, når der skal klippes snore over eller holdes en festlig tale.
Tv Ishøj sender 3.000 timers tv om året, og udstyret er på niveau med DR og TV 2Tv Ishøj sender 3.000 timers tv om året, og udstyret er på niveau med DR og TV 2. Foto: Pelle Rink
Journalist Sanne Pedersen er den eneste medarbejder fra kommunikationscentret, der sidder på rådhuset. Sanne står for pressekontakt, personalemagasinet og borgerbladet Ishøj Nyt. Hun sidder på samme gang som borgmester Ole Bjørstorp, men han optræder faktisk mindre i bladene end i tv-udsendelser.
»Jeg mener ikke, at borgmesteren skal citeres, bare fordi han er borgmester. Jeg ønsker, at de medarbejdere og chefer, der sidder med de konkrete sager, står som afsendere i pressemeddelelserne. Og jeg bruger nok ikke borgmesteren så meget som TV Ishøj. Det giver samlet set en udmærket balance,« forklarer hun.
Helt usynlig er han dog ikke. På forsiden af det seneste nummer af Ishøj Nyt optræder Ole Bjørstorp sammen med den nyudnævnte kommunaldirektør, selvom borgmesteren ikke optræder i artiklen.
Sanne er 38 år og har kort mørkt hår og en stor mave. Hun er sat til at føde i maj.
Hun er uddannet på Journalisthøjskolen i 2006. Det var dengang mange nyudannede fik job på gratisaviserne. Sanne havde svært ved at finde et job de første måneder og blev af Journalistforbundets karriererådgivere inspireret til at prøve kommunikation. Hun fortæller, at hun nu sidder i en stilling, som hun er glad for. Og mange af de gamle studiekammerater, der valgte avisvejen, er på dagpenge – hvis de da ikke lige har fået arbejde i en kommune.
På væggen på hendes kontor hænger et luftfoto over kommunen. Den er noget grønnere, end man forestiller sig. Rådhuset er faktisk det eneste højhus i området. Den grønne profil er noget af det, Ishøj ønsker at blive mere kendt for. Ikke motorveje og socialt boligbyggeri. Det sker blandt andet gennem pressearbejdet. Ishøj er dog sjældent i de landsdækkende mediers søgelys. Så reelt handler det om at afsætte historier til den lokale ugeavis, Sydkysten. Og det går mere end tilfredsstillende.
»De tager nok 95 procent af vores pressemeddelelser. Faktisk tror folk i huset, at jeg bestemmer, hvad der kommer i Sydkysten. De laver ren copy paste med kommafejl og det hele. Derfor er det vigtigt, at fakta er i orden, når vi sender ting ud,« siger hun.
Ifølge Sanne Pedersen er det også en god forretning for kommunen, at pressemeddelelserne har så let adgang til ugeavisen.
»For så slipper vi får at indrykke en annonce.«
I dag skal jeg lave en medarbejder-voxpop til Personalemagasinet PULS. Den skal handle om strukturændringer mellem kommunens afdelinger. Med andre ord en vigtig historie. Men temmelig kedelig journalistisk set.
Sanne er sød at give mig nogle diagrammer, så jeg kan få et hurtigt overblik. "Center for Kommunale Bygninger" bliver til "Center for Kommunale Ejendomme", kan jeg læse. "Borgerservice" og "Social Service" slås sammen. Faktisk er det et hav af små og store rokeringer. Jeg ender med at tale med fire medarbejdere i fire forskellige afdelinger på Rådhuset, og det er faktisk ikke så kedeligt, som jeg troede. Tre af medarbejderne kender PULS i forvejen. En af dem meldte sig tidligere på året til kommunes motionshold, da hun læste om initiativet i bladet.
Sanne er tilfreds med mine interview.
»Yes, det er meget fint« siger hun.
»Jeg ville have lavet det på samme måde.«
Historien om Ishøj kommunikationscenter handler om stor politisk opbakning, næse for ultralokal journalistik og smag for tv-teknisk eventyr. TV Ishøj begyndte for eksempel at sende tekst-tv før TV 2. Borgerne har i årevis kunne se tv-indslag on demand – lang tid før DR Update.
Og så er det historien om volumen. I alt laver medarbejderne så mange forskellige historier til nettet, tv og borgerbladet, at det kan tilfredsstille selv den mest mediesultne borger. For kunne historien om naturcenteret ikke lige så godt have været bragt i Sydkysten? Nu står kommunen selv som afsender, og dermed er det positive skær sikret.
Foto: Pelle Rink
Jeg møder kommunikationschefen Torben Höyer Andersen på hans kontor. Han h
ar også luftfotoet med de grønne marker. Han mener, at andre kommuner kunne lære af Ishøjs proaktive kommunikationsstrategi. Det er meget mere effektivt end tidens luftige brandingprojekter.
»Kommunerne er ikke gode nok til at finde en stabil strøm af historier og sende dem ud til pressen. De venter på, at pressen finder en dårlig historie, de skal forholde sig til.«
Han kan huske, at Mette Bock, dengang hun var direktør på JydskeVestkysten, udtalte, at hun undrede sig over, at kommunerne ansatte så mange kommunikationsfolk. De historier kunne aviserne lige så godt lave.
»Men hvis man overlader det til aviserne at dække kommunerne, er det som at sætte ræven til at vogte gæs,« siger Torben Höyer Andersen.
Jeg forstår godt, at man som organisation kan have lyst til at fremhæve det gode, hvis pressen hele tiden fokuserer på det dårlige. Men mens jeg er i praktik i kommunen, viser Sydkysten ikke ligefrem tænder. Det hænder dog, »at journalisten kommer op i dem«, som Torben Höyer Andersen udtrykket det. Og så går de til vaflerne.
»Det starter typisk med, at en læser ringer til redaktionen med et tip i stedet for at skrive et læserbrev. Historien tænder den kritiske journalist. Men journalisterne har ikke rutinen i at lave den slags historier, og derfor kommer de klodset af sted med det og får ikke spurgt alle parter,« siger Torben Höyer Andersen, der egentlig godt kunne tænke sig mere modspil fra pressen.
»Det ville gøre debatten mere spændende,« siger han.
En af de seneste gange Ishøj for alvor kom i mediernes søgelys var, da lokale unge satte ild til containere i Ishøj og en række andre kommuner i hovedstadsområdet i vinterferien 2008. TV 2 Lorry fokuserede på dramaet. TV Ishøj på løsningerne.
»Lorry sendte kameravogne af sted til Kokkedal, Ishøj og Taastrup, hver gang der var en containerbrand. Dermed blev tre forskellige kommuner sat i et negativt lys, uden at man gik ordentligt i dybden. Vi lavede indslag, hvor borgmesteren talte direkte til forældrene om, at de skulle leve op til deres ansvar, og vi talte med politiet og SSP om løsninger på problemet«
Da jeg kører hjem fra Ishøj, spekulerer jeg over hvilket billede, man som mediebruger har af Ishøj, hvis man kun fik sine informationer fra kommunikationscenteret? Jeg når frem til følgende liste: 1. Ishøj er et rart sted at bo. 2. Kommunen interesserer sig for borgernes behov. 3. Borgmesteren er byens hovedperson.
Ishøj har kommunikeret direkte til borgerne i årtier uden at være afhængige af mediernes mellemkomst. De har gjort det længe før Løkke, Villy og Helle kom på Facebook. Og før Jyske Bank lavede sin egen tv-kanal. I stedet for at jagte problemer, leder de efter løsninger.
Det kunne medierne lære en del af. I virkeligheden har Ishøj taget det, som folk godt kan lide ved medierne – nemlig de gode historier. Og fjernet det, som mange kan leve uden: Alt det negative. Og de gør det så godt, at de kun bruger 10 procent af ressourcerne til at betjene andre medier end deres egne.
∞ VÆKST
For ti år siden havde kun de største kommuner en egentlig kommunikationsafdeling. I dag har hver tredje kommune mere end fem kommunikationsfolk ansat.
Kilde: Danske Kommuner.
∞ MISSION
Ishøj skal ifølge kommunikationspolitikken fremstilles som en kommune, "der løser sine opgaver på en korrekt, kvalitetsbevidst og troværdig måde, så borgerne er tilfredse med at bo i kommunen." Samtidig ser Ishøj ser sig selv som »den grønne port til København« med et rigt kultur- og fritidsliv.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Claus
Min kommentar gik mest på, at det er kritisabelt, at der var så mange på Tv-Ishøj, der arbejdede gratis (ti på en gang) - og i perioder flere der arbejdede gratis, end der er lønnede medarbejdere. Det synes jeg også bør nævnes, når nu TV-Ishøj bliver udråbt til en kæmpe succes. Det var tilmed min og flere andres oplevelse, at som ulønnede gennem dagpenge-systemet blev vi holdt nede i forhold til at komme på kurser og i forhold til at tage imod jobtilbud, der kom med kort varsel. På et tidspunkt var jeg tæt på at få job på Sommer Summarum, men det var med kort varsel, og Torben Höyer skulle give lov - men han mente ikke, at jeg skulle væk fra TV-Ishøj på det tidspunkt. Det er jo en lidt spøjs indstilling til en jobordning, der har til formål at få folk i "rigtige" lønnede job.
Som jeg selv skrev, fungerede TV-Ishøj som et karrierespringbræt for mig, da jeg kom til DR bagefter. Nogle af dem, du nævner, som er kommet videre jobmæssigt, var ikke ansat via dagpengesystemet, men i lønnede stillinger - og andre har ikke længere et job.
Hej Jonas.
TV-Ishøj har nu også fungeret som karrierespringbræt for dine kolleger:
Mette kom videre til SBS som studievært.
Lars kom videre til DR som journalist.
Kevin kom viderer til SBS og er nu på TV-Syd som fotograf.
Søren kom videre til TV2 Bornholm som fotograf
Michael kom videre til TV2 Lorry som tekniker.
Undertegnede kom videre som produktchef hos MCI Mediatronic med salg af broadcast udstyr og blev faktisk tilbudt en stilling som promotion producer for SBS men valgte at blive ved MCI.
Så TV-Ishøj er nok ikke det værste karriereafsæt til mediebranchen
man kan få. :-)
Rart at se at du selv kom videre til DR :-)
Med venlig hilsen
Claus Thalwitzer
Dejligt, at fagbladet kaster lys over kommunikatører i kommunerne (der for så vidt også handler om regionerne og den offentlige sektor som sådan).
Håber, at der kommer flere af selvsamme slags - der efterhånden vil kunne skabe en debat om hvad fagligheden indebærer for at være optimal.
O-gruppen har ultimo februar måned et arrangement om fagpressen, der efterhånden er smeltet sammen med den politiske organisation, hvor forfæstet for den kritiske journalist ligeledes er i fokus.
Ser vi på dagbladssiden, så arbejder f.eks. Berlingske Tidendes blade også med tænkningen om at journalistik skal forstås ind i den samlede forretning, så også her er den kritiske journalistik under beskydning.
Når det er sagt, handler emnet også om noget helt andet end kritisk journalistik, men også om information, der er så enfoldig, at den gør folk dummere hhv taler ned til almindeligt tænkende mennesker.
Men altså: fint med eksempler, så kom med flere.
Behovet for at få styr på en faglighed anno 2010 er der vældigt meget behov for.
Det er altid spændende at læse Journalistens praktikant-historier - og denne gang specielt meget, fordi jeg selv har arbejdet på TV-Ishøj i en periode, efter jeg blev færdiguddannet som journalist. Mit job var ulønnet. Det vil sige, at jeg modtog dagpenge, TV-Ishøj fik gratis arbejdskraft og jeg fik mere erfaring med tv-mediet. Det er i sig selv fint nok. For mig at se opstår der dog et problem, når der er flere gratis-ansatte et sted, end der er ansatte under normale vilkår. Og endnu mere, fordi chefen Torben Höyer Andersen havde en slags hånds- og halsret over os, hvor han bestemte, om vi måtte komme på kurser eller måtte tage rigtige job, hvis de blev tilbudt med kort varsel. Vi varetog mange centrale funktioner på den lokale tv-station - vi var fx værter, reportere, tilrettelæggere, fotografer og teknikere. Sådan var det dengang, jeg var der i ti måneder i 2005/2006. Jeg ved ikke, hvordan fordelingen af gratis-ansatte og lønnede medarbejdere er nu, men det er da værd at undersøge for et fagblad som Journalisten. TV-Ishøj fungerede i øvrigt som et karrierespringbræt for mig, da jeg senere hen blev ansat i DR - men mange af de andre, der også var ansat via dagpengesystemet, har, så vidt jeg ved, ikke fået det samme ud af at være på TV-Ishøj.