"Vi lukker i hvert fald ikke. Hvis nogen gør det, bliver det Urban selv," siger Søren Riis som svar på Lisbeth Knudsens udtalelser til Journalisten.dk. Han forventer, at 24timers næste regnskab bliver tæt på break-even.
I et større interview mandag pegede Knudsen på 24timer som den svageste gratisavis i øjeblikket, vurderet på baggrund af oplags- og læsertallene. I forlængelse heraf fortalte hun, at planen er at skære Urbans oplag ned til 130.000.
De udtalelser er faldet adm. direktør for MetroXpress Søren Riis for brystet.
»Når jeg hører Lisbeth Knudsen udtale sig om Urban, kommer jeg til at tænke på Morten Nissen Nielsens udtalelser om Nyhedsavisen – lige meget hvor meget man skærer i oplaget, er det en positiv historie,« siger Søren Riis.
Han forstår ikke, at Lisbeth Knudsen bruger læser- og oplagstal til at udnævne 24timer som svag.
»Hun ved udmærket, at det kun er et spørgsmål om måneder, før 24timer har større oplag end Urban. Så hvis de tal skal være retningslinjerne for hvilken avis, der klarer sig bedst, så sidder hun med dårlige kort på hånden.«
– Men så kan vi jo stille samme spørgsmål til dig: Hvem bliver den næste, der lukker?
»Det bliver Urban, for 24timer lukker ikke. Men faktisk ser vi dem ikke som en konkurrent på den lange bane. Når deres oplagstal er sænket, og læsertallene har indpasset sig, er det en meget lille spiller, og med deres annoncepriser er de ude i et marked, som vi egentlig ikke er interesserede i,« siger Søren Riis.
Han mener også, at både MetroXpress og 24timer gør en større forskel, hvad angår indholdet i avisen.
»Tag Urban fra i dag – de har tre historier lavet af deres egne journalister. Til sammenligning har 24timer otte og MetroXpress 14. MetroXpress er måske nok den bedste, men 24timer har en mindst lige så klar profil med alle sine forbrugshistorier.«
Oplaget for 24timer ligger normalt omkring 180-190.000, og det forventer Riis ikke, der vil blive ændret ved, ud over de sædvanlige ferie-justeringer. Og eventuelle spekulationer om at lade 24timer udfase til fordel for MetroXpress, har i hans øjne vist sig grundløse.
»Samlet set har vi 1 million læsere, og det tror vi ikke, vi kan få som én avis. Vi har store fordele af den fælles distribution til banegårde og andre steder, så vi har forbedret 24timers situation dramatisk, og jeg forventer, at det regnskab, vi præsenterer i år, vil være tæt på break-even.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.