24timer i priskrig med Ritzau

FORHANDLING. Landets største nyhedsbureau er nu også kommet i modvind hos ejerne i JP Politikens Hus. Efter at metroXpress og TV2 har opsagt deres kontrakter med Ritzau, mens DR planlægger at lave deres eget nyhedsbureau, kræver chefen for JP/Politikens gratisavis, 24timer, Poul Madsen, nu, at Ritzau skal ændre sin prisstruktur, hvis de vil have 24timer som fast kunde.

»Vi vil under ingen omstændigheder betale Ritzau efter den tarif, de har på nuværende tidspunkt. Det ville være fuldstændigt vanvid, hvis vi skulle betale efter en tarif, der går på oplag. Det ville koste, hvad der svarede til 16 medarbejdere eller noget i den stil.

Vi er ikke afhængige af dem, for vi vil lave vores egne historier,« siger Poul Madsen.

24timers chefredaktør vil hellere betale for en tjeneste, der gør avisen opmærksom på, at der sker noget interessant, end for en fuld service med artikler målrettet mod provinsaviser. Den model kan Ritzaus administrerende direktør, Uffe Riis Sørensen, dog ikke forestille sig. »Man kan ikke skille det varme vand fra det kolde. Man kan ikke begynde at sige, at folk må få at vide, hvad der står hos Ritzau, men ikke må bruge det.«

24timer og Ritzau er i gang med forhandlinger, og trods sin utilfredshed med Ritzaus tarif er Poul Madsen sikker på, at de ender med en løsning, der er gunstig for begge parter.

0 Kommentarer